Månedens bog på Billund Bibliotekerne

Månedens Bog, Billund B ibliotekerne

Her kan du se de bøger der er udvalgt som månedens bog i de forskellige afdelinger af Billund Bibliotekerne.

På bibliotekerne i Magion i Grindsted og i Sdr. Omme:

Manden som elskede Sibirien af Roy Jacobsen
Hvorfor skal man læse en bog om en tysk botaniker, der rejser rundt og samler sommerfugle i Sibirien i 1800-tallet?

Det skal man, fordi det er en fantastisk fortælling om et helt fantastisk liv, og så er den skrevet af den supergode norske forfatter Roy Jacobsen. Bogen fortæller også om, hvordan det gamle manuskript kom for dagens lys, og hvad der siden skete.

Selve historien skildrer forskeren, der rejser rundt i de vilde og farlige sibiriske landskaber og noterer sig alt hvad han ser af spændende dyr og fremmede folkeslag, for ikke at glemme de enorme mængder af ting, som han præparerer og sender hjem til Tyskland. Noget ender på museer, men meget sælges til højstbydende, da det er den måde hans ture bliver finansieret. Hans tilgang til dyrene er af gode grunde ret hårdhændet, men samtidig får man et fint indtryk af, hvor meget han elsker naturen og landskabet.

Historien er illustreret med hans fine farvetegninger af især sommerfugle og med lidt naive billeder af indfødte og landskaber.

PR-Foto

På bibliotekerne i Billund og Vorbasse:

Hjem af Judith Hermann
Tyske Judith Hermann er altid garanti for høj kvalitet og denne lidt svære roman er ingen undtagelse. Sproget er flot udfoldet og handlingen er trods sin enkelthed alligevel dyb og tænksom.

”Hjem” handler om en kvinde, som netop er blevet skilt fra sin mand. Deres fælles datter er blevet voksen og hovedpersonen flytter nu alene fra storbyen og ud på landet. Her får hun arbejde på sin brors café.

Bogen tager fat i de skæve eksistenser, der alle leder efter et sted at høre hjemme. Der er blandt andet eksmanden, som tror verden er ved at gå under, og som af den grund samler alt sammen han kan komme i nærheden af, nabokonen, en eksperimenterende kunstner og nabokonens bror, som er svineavler, og som hovedpersonen synes ganske godt om.

”Hjem” er en dragende og smuk roman, der bliver siddende i læseren, længe efter bogen er slut.

PR-Foto