Billund ErhvervsFremme skifter navn

Marie Skov Lillelund - PR-Foto: Billund Erhverv

Igennem en længere årrække har områdets største erhvervsnetværk og erhvervsforening båret navnet Billund ErhvervsFremme, men får nu en mere tidsvarende identitet.

“Vi har været både stolte og glade for vores navn Billund ErhvervsFremme, men vi må sande, at digitale platforme, medier og markedsføring stiller andre krav til vores logo, som ikke fungerer optimalt med et meget langt navn og lyse farver. Vi har derfor valgt at ændre vores forenings navn samt vores grafiske udtryk, så det står skarpere og er lettere at integrere i vores kommunikation”, udtaler direktør Marie Skov Lillelund i en pressemeddelelse.

Bestyrelsen har derfor besluttet, at foreningen skifter navn fra Billund ErhvervsFremme til Billund Erhverv og det nye logo fremover ser ud som nedenfor.

 

Tankerne bag det nye navn og logo indeholder en del symbolik i forhold til den rolle som foreningen har for både medlemmer og erhvervsudviklingen. 

Trappen symboliserer udvikling, trin for trin, det næste skridt i forretningsudviklingen. 

Elementer er moduler og symboliserer, at man kan plukke og vælge mellem Billund Erhvervs forskellige tilbud og kompetencer.

Elementerne som forskellige størrelser symboliserer Billund Erhvervs medlemmer, som er både store og små med forskellige profiler – alle er lige vigtige for helheden. 

Elementerne som sammensatte klodser, er en reference til LEGO klodsen, som er en central del af Billund kommunes DNA. 

Logoet består af syv elementer, som symboliserer byerne i Billund kommune – Billund Erhverv favner hele kommunen.

De blå farver signalerer forretning og erhverv. Den grønne viser vægtning af den grønne omstilling og bæredygtighed. Desuden er den blå knyttet til kommunens logo – og en blå himmel, som leder tankerne hen på blandt andet lufthavnen og oplevelser. 

Formerne er afrundede og bløde og elementerne er stablet i forskellige farver, hvilket giver et mere legende udtryk. 

“Vi er rigtig glade for logoets udtryk og håber at både medlemmer og samarbejdspartnere tager godt imod det” udtaler Marie Skov Lillelund.

Logoet vil løbende blive implementeret på foreningens platforme og i den eksterne kommunikation. Da eksisterende hjemmeside og emailadresser allerede er forberedt til navneskiftet, vil der ikke ske ændringer i forhold til foreningens kontaktinformationer og hjemmesiden er fortsat www.billunderhverv.dk.