Foredrag i Vestermarkskirken med Jannik Johansen: Min lange vandring til Gud

Et foredrag om vandring, lykken og livet i Vestermarkskirken torsdag den 21. april kl. 19.00 til 21.00 af Den Danske Pilgrim, Jannik Johansen

Kan man vandre sig lykkelig? Og hvordan genfinder man kontakten med gud, og en selv?

Den 7. Maj 2018 satte Jannik Johansen sig for at finde ud af det. Med en depression som lå tungt i den i forvejen 20 kilo tunge rygsæk satte han kursen fra Viborg mod Santiago de Compostela i Spanien, på jagt efter sig selv, lykken og svar på livets store spørgsmål.

Jannik Johansen – PR-Foto

Det blev til hans livs rejse. 4.000 kilometer, 6 måneder, med friheden og stilheden som hans eneste faste rejsemakkere. Et eventyr der ud over at give fantastiske oplevelser og minder, også gav ham en dyb selvindsigt, en grundfølelse af lykke og ikke mindst svar på de spørgsmål han søgte svar på.

Nu er han hjemme igen, med rygsækken fuld af gode fortællinger, dybe livsbetragtninger og en historie der fortæller tilhørerne om hans ’lange vandring til Gud’.

I foredraget ’Min mange vandring til gud’ giver Jannik et dybtfølt og ærligt indblik i de spirituelle og religiøse begivenheder som forandrede hans vandretur til en rigtig pilgrimsrejse, og fik ham til at genfinde sin tro på Gud. Foredraget bygger på Janniks første foredragsrække ’Vejen til et lykkeligere liv’, hvori han har undladt den mere spirituelle side af rejsen. Det gør dette foredrag bod på, og giver tilhøreren mulighed for at komme helt tæt på de intense oplevelser som en 6 måneders pilgrimsvandring skaber.  

Indgangsbilletten inkluderer kaffe og kage skriver Vestermarkskirken i en pressemeddelelse.