Af Louis Bülow
For 10 år siden – onsdag den 4. juli 2012 – ryddede den tyske avis Jewish Voice from Germany alle nyhedsflader verden over, da den kunne afsløre, at selv Adolf Hitler – der ellers var rodfæstet i indædt jødehad og antisemitisme – var til at tale med en gang imellem, når det gjaldt udryddelse af Europas jøder.
Det var Hitler, der ivrigt sekunderet af Reichsführer-SS Heinrich Himmler gav den endelige ordre til Die Endlösung, et inferno af morderisk barbari uden sidestykke i verdenshistorien, hvor millioner blev myrdet i de nazistiske dødslejre.
Ved en konference i den polske by Posen holdt Himmler den 4. oktober 1943 en tale til forsamlede SS-ledere om netop udryddelsen af jøderne og det store dilemma: ”Og så kommer de alle sammen, de flinke 80 mio. tyskere, og enhver har sin anstændige jøde. Det er klart nok, de andre er nogle svin, men ham her er en førsteklasses jøde.”
Himmler havde ikke specielt Føreren i tankerne, men mange år afslørede den tyske avis, at Hitler personligt greb ind i 1940 for at beskytte den jødiske korporal Ernst Hess mod naziforfølgelse og deportation.
Hess havde været Hitlers militære overordnede under den første verdenskrig i List Regimentet, og avisen kunne offentliggøre et hidtil ukendt brev fra Himmler til Politipræsidenten i Düsseldorf, dateret 19. august 1940 med påtegning 27. august.
Brevet var gravet frem fra Gestapos arkiver i Düsseldorf, og det fremgik, at Ernst Hess under krigen 1914-18 gjorde tjeneste i Flandern i samme regiment som Hitler, en kort overgang som Førerens kompagnichef. Det blev i brevet understreget, at Hess i overensstemmelse med Førerens ønsker skulle have hjælp og beskyttelse og ikke måtte udsættes for forfølgelse eller chikane på nogen måde.
Op til Wannsee-konferencen, der blev afholdt den 20. januar 1942 for at fastlægge den endelige løsning på jødespørgsmålet, synes Hitler dog at have fortrudt, at han havde beskyttet sin jødiske militære overordnede fra krigen.
Brevet blev tilbagekaldt, herefter beslaglagt og gemt dybt i Gestapos arkiver.
Ernst Hess og hans familie blev nu betragtet som andre jøder i Det Tredje Rige, og Hess blev selv overført til KZ-lejren Milbertshofen nær München. Hans mor Elisabeth Hess og hans søster Berta blev i juli 1942 deporteret til KZ Theresienstadt, og ordren til deportationen var underskrevet af Adolf Eichmann. Berta blev kort tid efter ført til dødslejren Auschwitz-Birkenau og myrdet.
Ernst Hess overlevede nazisternes jødeforfølgelser, først og fremmest på grund af ægteskabet med Margarete Hess, der var ikke-jøde. Efter krigen gjorde han karriere i Bundesbahn, hvor han fra 1949 til 1955 var regional leder i Frankfurt am Main. Han døde den 14. september 1983.
Hess’ datter, den 86-årige Ursula Hess, fortalte déngang til avisen, at når faderen i tredverne havde været til fest med gamle soldaterkammerater fra List Regimentet, var snakken tit faldet på Hitler, der var blevet Det Tredje Riges Fører.
Hitler havde ikke gjort meget væsen af sig i tjenesten, hvor ingen havde lagt mærke til ham. Hitler ytrede aldrig et ord til nogen og havde ingen venner i regimentet bortset fra en lille hund Fox.
Historikere har kun haft kendskab til et enkelt tilfælde, hvor Hitler personligt greb ind for at beskytte en jøde mod sit eget – og nazisternes – hensynsløse terrorregime. I 1938 modtog Hitler et brev fra den 66-årige Dr. Eduard Bloch, der boede i Østrig i Hitlers hjemby Linz, og som næsten 40 år tidligere havde været Hitler-familiens jødiske huslæge.
Dr. Eduard Bloch i Linz – Kilde: Wikimedia.org
Men dèn historie blev i årevis skubbet ud i glemslens tusmørke. Det var for kontroversielt at hive den dæmoniske Førerskikkelse ned på jorden og lade ham fremstå som et almindeligt menneske i close-up som en følsom teenager i dyb sorg over moderens sygdom og død.
Eduard Bloch blev i oktober 1938 tvunget til at lukke sin lægepraksis i Linz, efter at nazisterne i marts det samme år havde invaderet Østrig og proklameret Anschluss. Forfølgelsen af jøder satte ind med det samme, jødiske hjem blev stormet, butikker plyndret, jøder ydmyget og mishandlet.
I brevet bad til Hitler bad Eduard Bloch indtrængende Føreren om hjælp og nævnte, at han som familielæge for Hitlers forældre havde behandlet såvel Hitlers far Alois Hitler, som moderen Klara, da hun blev ramt af en dødelig brystkræft. Også Hitler selv, der dengang var en stor dreng, havde han taget sig af, da han blev syg med lungesymptomer.
Hitler reagerede prompte på brevet og satte Dr. Bloch og hans familie under Gestapos beskyttelse med vidtrækkende privilegier. Hvor alle andre jøder i Linz blev fordrevet fra hus og hjem og deporteret til KZ lejre, kunne Bloch uforstyrret blive boende i huset på Palais Weissenwolff.
Bloch-familien bevarede retten til telefon og skrivemaskine, de kunne uhindret telegrafere over Atlanten, de fik regelmæssigt fornyet deres pas, de måtte køre bil. Som alle ikke-jøder modtog de også rationeringsmærker og kuponer til tøj og andre forbrugsvarer.
Hitlers eneste ven i de unge år, August Kubizek, kom ofte i huset under moderens sygdom og mødte her Dr. Bloch flere gange. I sine erindringer The Young Hitler I Knew, der udkom i 1953, beskrev han Eduard Bloch som Hitler-familiens ”elskede Doktor Bloch, som i byen blev kaldt ´de fattiges doktor´… et hjertensgodt menneske, der ofrede sig for sine patienter.”
Mange år senere, i forbindelse med Anschluss i 1938, aflagde Hitler et besøg på Rådhuset i Linz. Han spurgte interesseret den lokale rådmand Adolf Eigl om nyt fra sin hjemby og bragte Eduard Bloch på bane: ”Lever min gode gamle Dr. Bloch endnu? Ja, hvis alle jøder var som ham, ville der ikke findes antisemitisme.”
Ein ”Edeljude” – en ”ædel jøde” – kaldte Hitler familiens gamle huslæge, der i sine erindringer reflekterede over Førerens bemærkninger: ”Det var mærkeligt, og på en måde smigrende, at Adolf Hitler i det mindste kunne se noget godt i et menneske af jødisk race.”
Dr. Eduard Bloch døde i sin lejlighed i Bronx i New York den 1. juni 1945, 73 år gammel.
