Siv debuterede med sølv til DM på landevej

Siv Bertelsen (tv) på skamlen i Århus, kun overstrålet af Europas bedste i aldersgruppen, Sofia Thøgersen, Sparta Kbh. Sivs voldsomme forbindinger skyldes forsigtighed omkring ømme knæ efter en hård træningslejr i Spanien lige før DM, men hæmmede hende ikke under løbet - Privatfoto

Nr. to både på landevej og i vinterturnering

Grindsted-løberen Siv Bertelsen, 15, øgede i weekenden sin i forvejen imponerende medaljesamling. Ved de danske mesterskaber på landevej i Århus – hendes første nogensinde – snuppede hun sølv blandt de 16-17 årige og tog som sidegevinst også den samlede andenplads i Dansk Atletik Forbunds landsdækkende vinterturnering for U20.

Siv mødte frem med selvtilliden i orden som dansk indendørs mester i aldersgruppen på 3.000 m og som EM-kvalificeret på den halve distance, men også med lidt tunge ben blot to dage efter at være vendt hjem fra 11 dages træningslejr ved Barcelona med to daglige træninger. På forhånd vidste hun, at hun skulle forbedre sin personlige rekord på de fem km markant for at leve op til sin status som sølvfavorit. Og det lykkedes. Med tiden 18.06 min barberede hun hele 38 sekunder af sit hidtil bedste og blev kun slået af Europas bedste på distancen, den halvandet ældre Sofia Thøgersen fra Sparta, Kbh., som endnu engang forbedrede sin egen danske U18-rekord. Men aldersgruppens klart yngste løber hentede altså sølvet og kunne efter løbet lade sig hylde af de op mod 1.000 andre løbere og tilskuere i grønne omgivelser lige ud for Århus Stadion.

Endnu vigtigere løb – til mindre stævne

På lørdag venter dog et endnu vigtigere løb, som paradoksalt nok finder sted i langt mere ydmyge omgivelser i et langt mindre felt ved årets første regionsstævne på Vejle Stadion. Her tester Siv formen med årets første løb på favoritdistancen 1.500 m. Ved de danske indendørs mesterskaber i marts kvalificerede Siv sig nærmest sensationelt til sommerens europamesterskaber for U18 i Jerusalem, i givet fald som den absolut yngste af de forventet flere end 1.200 atleter fra hele Europa. Dansk Atletik Forbund har dog endnu ikke udstedt billetten, og derfor forsøger Siv at bekræfte vinterens lynhurtige baneform, både for forbundets og sin egen skyld skriver Erik Holme Bertelsen i en pressemeddelelse.