Krogh & Thomsen i Kolding og Grindsted bliver en del af Martinsen

Foto: Brian Majlund, statsautoriseret revisor og partner i Martinsen

Fra 1. juli 2022 skifter Krogh & Thomsen i Kolding og Grindsted navnet ud og bliver til Martinsen Rådgivning & Revision.

Et skridt i realiseringen af vækststrategi for området i og omkring Kolding og Grindsted
For Martinsen er sammenlægningen et skridt i realiseringen af en vækststrategi for området i og omkring Kolding og Grindsted, hvor målet er at sikre stærke og selvstændige lokale kontorer.

– Det er vores klare ambition, at fortsætte som en del af lokalområdets stærkeste rådgivnings- og revisionspartner, hvor vi med nærhed og lokal tilstedeværelse skaber værdi for vores kunder. Og med indsigt i vores kunders område, branche og forretning gør vi en forskel. Vi har en lang erfaring med de mindre og mellemstore virksomheder, som vi har arbejdet med altid, siger Brian Majlund, statsautoriseret revisor og partner fra Martinsen.

De stigende krav til revisorers specialviden, kvalitetssikring og medarbejderudvikling kræver mere og mere opmærksomhed, hvilket tager tiden fra det primære med at assistere og rådgive kunderne.

– Vi ser det derfor som en fordel at blive en del af et større fagligt fællesskab. Vores valg er faldet på Martinsen, som vi kender fra mange andre positive sammenhænge. Martinsen er fagligt stærke og har specialister inden for blandt andet skat, moms, afgifter samt it, og det har stor betydning for os, at kunderne også fremadrettet vil være i gode hænder, siger registreret revisor Lisbeth Jessen fra Krogh & Thomsen.

Med fusionen den 1. juli 2022 takker Lisbeth Jessen af efter et langt arbejdsliv i branchen, og Marianne Kyed Holte fortsætter som selvstændig med egen bogholderi- og regnskabsvirksomhed.

Markering af fusion sker i sensommeren
Martinsen er siden sin start for 81 år vokset til at være et af de større rådgivnings- og revisionsfirmaer ved at udvikle sig sammen med sine kunder. Siden 1996 har Martinsen haft kontor i Kolding og siden 1990 i Grindsted, og har et solidt fodfæste i lokalområdet.

– Den position vil vi gerne videreudvikle, og sammenlægning med Krogh & Thomsen giver os endnu bedre mulighed for, at vi i Martinsen kan servicere vores kunder i lokalområdet i og omkring Kolding og Grindsted med stærke løsninger og kompetent rådgivning, slutter Brian Majlund.

Perioden frem til første juli er en meget travl periode med årsafslutninger for mange virksomheder. Vi ønsker at markere fusionen med den rette opmærksomhed, derfor markerer vi skiftet med en reception på en endnu ikke fastsat dato i august skriver de i en pressemeddelelse.

Om Martinsen Rådgivning & Revision

Martinsen leverer rådgivning og revision via 220 medarbejdere, der hjælper mindre og mellemstore virksomheder.
Vi udarbejder regnskaber, reviderer og rådgiver virksomheder om, hvordan de udvikler deres forretning og skaber sund vækst. Fra vores 10 kontorer i Kolding, Esbjerg, Grindsted, København, Odder, Skjern, Tørring, Vejen, Vejle og Aarhus.