Pia Thomsen, Egtved, fejrer fredag, 20. maj 2022, sit 25-års jubilæum i LEGO Koncernen.
Som nyuddannet Teknisk Assistent blev Pia i 1991 ansat som Teknisk Assistent i støberiet på Kornmarken – det viste sig hurtigt at være et rigtig godt match for begge parter! På Kornmarken fik Pia ansvaret for at planlægge og skabe overblik over automatiseringsudstyr til støbemaskinerne.
I 1993 skulle der ske noget nyt, og Pia skiftede til et job i Byggevejledningsteamet i Global Marketing og fik titel af Desktop Publisher. Pias opgave var, ud fra fysisk byggede bygge-steps, at digitalisere byggevejledningerne, herunder at bygge den digitale model og sikre det grafiske layout til print. Pia havde virkelig flair for de digitale programmer og for arbejdet, og efter en afstikker uden for LEGO Koncernen, vendte Pia på opfordring tilbage til Byggevejledningsteamet i 2001.
Det var nye tider, og Pia fik nu en afgørende rolle i at transformere udviklingsprocessen af byggevejledningerne. Stepudvikling og digital byggevejledningsudvikling blev slået sammen, og mens Pia tog stort medansvar for oplæring af nye kollegaer fra det tidligere step-udviklingsteam i de digitale programmer, fik hun selv træning i fysisk step-udvikling. Sideløbende begyndte Pia i stigende grad at arbejde med procesudvikling, implementering af nye IT-værktøjer og planlægning af opgaver i teamet. Pia var god til det og var fortsat opsat på nye udfordringer. Det førte til, at hun i forbindelse med en omstrukturering af Byggevejledningsteamet i 2012 tog springet til ledelse og blev teamleder for et af tre nyetablerede byggevejledningsteams.
I januar 2016 var det igen tid til forandring efter endnu en omstrukturering, og Pia kom tilbage til en fuldtids specialist rolle. I 2017 blev rollen udvidet med en planlægningsfunktion i Product & Marketing Development Planning teamet med fokus på at sikre balance i kapaciteten og opgavestrømmen på tværs af de funktionelle teams i værdikæden. Her står vi så – i 2022 – og Pia er nu forankret i programledelsen i Rewire Experience Design, LEGO Design, og hun arbejder fortsat dedikeret med den komplekse planlægning på tværs af værdikæden og med særligt fokus på Byggevejledningsteamet og Virtual Element Design.
På baggrund af hendes store værdikædeforståelse og erfaring med planlægning, processer og IT-værktøjer, spiller Pia fortsat – og måske mere end nogensinde – en afgørende rolle i at få vores fantastiske LEGO produkter udviklet og sikret, at de kommer i hænderne på børn af alle aldre.
Pia har leveret en værdifuld indsats og mange resultater gennem sine 25 år i LEGO Koncernen, og hun er respekteret af sine kolleger for sin høje faglighed og evne til at bringe sin mangeårige erfaring i spil på den bedst mulige måde. Hun er ligefrem og direkte i sin kommunikation og tilgang til samarbejdet med kollegerne, og krydret med både humor og en udadvendt personlighed, gør alt dette Pia til en meget værdsat kollega i teamet og af de mange kolleger i udviklingsorganisationen hun arbejder sammen med. Stort tillykke med jubilæet.