Af Louis Bülow
Ruslands militære invasion i Ukraine i de tidlige morgentimer den 24. februar 2022 vil for altid forandre dén verden, vi kendte, og de tragiske begivenheder har fået millioner af krigens ofre til at søge beskyttelse og sikkerhed i Europa i en flygtningestrøm som ikke er set siden 2. Verdenskrig.
Ifølge FNs flygtningeorganisation UNHCR er op mod 3,5 millioner mennesker drevet på flugt fra krigens rædsler i løbet af de første fire uger – et tal, der frygtes at sprænge nærmest alle rammer i takt med, at krigen udvikler sig.
De danske myndigheder forbereder sig på at modtage 100.000 flygtninge fra Ukraine, langt flere end dé 18.000 som Danmark modtog som følge af krigene på Balkan i 1990érne.
Når jeg dén dag i dag med syv årtier bag mig og alderdommens pubertet lige om hjørnet lader tanker og minder tage på langfart tilbage til min barndoms land i 1950’ernes Hejnsvig i det vestjyske, toner et sorgløst landbosamfund frem, rundet af stoute bønder og missionsfolk med bibelske traditioner dybt forankret.
En nøjsom natur og golde hedelandskaber havde i generationer tvunget landsbyens forfædre til en barsk og slidsom kamp for bare at overleve, og med krigens rædsler i umiddelbar erindring lå et kald til at tage ordentligt og anstændigt mod mennesker i nød dybt forankret.
Jeg husker tilbage på et forjættet land med plads til alle, uden udstødte. Dengang blev der ikke sat spørgsmålstegn ved dé værdier og idealer, vi var vokset op med. Vi lærte at være dus med himlens fugle, at hilse på en kronhjort og komme fremmede i møde som en ven, vi endnu ikke havde mødt.
Et erindringsbillede 35 år tilbage toner frem fra min barndoms land engang i firserne til Billund Lufthavn, hvor flypassagerer, rejsende og andet godtfolk stod i ankomsthallen og småsnakkede fortroligt sammen i en fortættet stemning af nærvær og tryghed.
Da råbet Godaw aa walkommen på bredeste jysk gjaldede ud i hallen, fæstnede ordene sig i sindet for altid hos en tamilsk familie, der var flygtet fra et inferno af borgerkrig i Sri Lanka med blodige myrderier, folkedrab og massakrer.
Nærmest alt havde familien mistet – tilværelse, kultur, familie, slægt, venner, værdier – for at søge beskyttelse i den helt anden ende af verden i et beskedent rækkehus i en landsby i Vestjylland.
Dén fredag den 3. april 1987 var en lang række beboere fra det lille landbosamfund i Hejnsvig stimlet sammen ved Lufthavnen for at byde den tamilske familie Raguleswaran velkommen til et nyt liv i deres landsby.
For nogle år siden kunne man på de sociale medier læse sønnen Sangeeavans gribende beretning omkring modtagelsen og livet i Hejnsvig:”For præcis 30 år siden modtag et modigt, stærkt og smukt Danmark min mor og mig …”
Sangeavan Raguleswaran med kage, i anledning af 30 året for ankomst til Hejnsvig – Foto: Privatfoto
Han har billeder fra den aften i april 1987, hvor hans forældre så hinanden for første gang i mange måneder: ”Kærligheden mellem min far, mor og mig lyser klart fra de billeder, men lige så klart lyser de mange varmt deltagende danske ansigter, som ikke var bange for os – de fremmede.”
I Hejnsvig blev den tamilske familie – de fremmede – budt velkommen, og på smukkeste vis levede den lille landsby op til kaldet om at komme medmennesker i møde …
Vibeke var kun en lille pige på 10 år dengang i april 1987, da hun var med i lufthavnen i Billund for at tage imod den tamilske familie. Hun fortæller på Facebook om den spændte stemning, knusene og de mange voksne mennesker, der græd glædestårer: ”Det var en oplevelse, der gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og som var med til at forme mig, mit menneskesyn og mine værdier. Værdier, jeg har forsøgt at give videre til mine børn.”
Og Lisbeth kunne tilføje:”Jeg er stolt over at … der stadig findes omsorgsfulde og kærlige medmennesker. Nu rejser jeg til Malawi i morgen og vil selv bidrage med et godt eksempel.”
Den tamilske familie Raguleswaran fik sig etableret sig i den lille landsby, og sønnen fortæller, at præcis ”ni måneder efter vores genforening kom min lillebror til verden. Og yderligere to år senere kom min anden bror. Vi voksede op i et rækkehus, hvor mine forældre fri for frygt turde lade os lege udenfor med de andre børn. Som en helt naturlig ting kunne mine forældre sende os i skole og lykkeligt mærke vores fremtid langsomt blive sikret.”
Familien faldt hurtigt til i landsbyen og blev et mønstereksempel på vellykket integration. En integration forbundet med såvel Hejnsvigs som familiens mod og vilje til gensidigt at komme hinanden fordomsfrit i møde – at blive hinandens næste …
Dengang fik den tamilske familie en lokal kontaktfamilie gennem Dansk Flygtningehjælp – Dina og Ove Møberg og deres tre børn. Igennem fire generationer – i godt 100 år – har familien Møberg drevet et stort landbrug fra Klinkgård ved Hejnsvig, og sønnen fremhæver dèn store betydning, de har haft:”Dina og Ove blev min fars venner, værger, lærere og vejledere. To solide klipper …”
Karin Møberg sidder i Hejnsvig med de små purke – broderen Thomas og Sangeavan – Foto: Privatfoto
Som noget af det første lærte de af familien Møberg, hvordan man hyggede sig i Danmark og fejrede julen med faste traditioner. Hejnsvig blev barndommens land, og med en vidunderlig opvækst lærte Sangeeavan at holde af julen som glædens højtid med en fortættet stemning af nærvær og tryghed.
Med et glimt i øjet sender han en tak til Dina for at have lært ”min mor at smøre madpakker med leverpostej og rullepølse, så vi ikke kun sad med ris og stærkt duftende tilbehør i frikvarteret.”
Familiens danske bedstemor, Petrea, bliver takket for trofast hver morgen i seks år at have stået klar med yatzy og hjemmebagte småkager, ligesom Agnes og Svend fremhæves for deres utallige – og utilsigtede, javel – integrationstiltag i form af rødkål, medisterpølse og asier.
Forældrene købte senere hus i byen, hvor sønnerne kunne leve et privilegeret teenageliv og tage del i fælles aktiviteter som fodbold, badminton og spejderlivet:
”Vi tog en uddannelse, dyrkede vores interesser og venskaber, og udviklede os i den retning, vi selv havde lyst til … Og ikke mindst omringet af et samfund, der så os som helt ligeværdige individer, og som fuldt og fast stolede på, at alt det, vi fik, skulle vi nok give tilbage en dag”.
Sønnen Sangeeavan tør siges at have ydet sit. Efter studentereksamen tog han bac.negot. fra Syddansk Universitet i 2010 og fire år senere cand.mag. i Medievidenskab.
Han har været ansat ved TV2 Danmark, ved Discovery Networks Denmark som Production Manager, og han er i dag ansat som Produktionsleder på Dagbladet Børsen.
