200 børn samlet på lejr i Kr. Himmelfartsferien

Børn fra Grindstedkredsen - Foto: Privatfoto

Leg, telte, GPS-løb, bål, underholdning masser af børn og højt humør er nogle af de oplevelser, som FDF Grindsted fik med sig i rygsækken, da de var samlet til Kr. Himmelfart sammen med 170 andre børn og voksne. Lejren var arrangeret af FDF Landsdel 5 og der var børn og voksne med fra Syd- og Sønderjylland samt Vestjylland.

Torsdag formiddag mødtes alle på Lejrcenter Vork lige udenfor Vejle, hvor der skulle slås telte op og spises madpakker. Resten af lejren gik bl.a. med at lave kanelsnobrød, lave armbånd, være på løb rundt i området, lege med nye venner fra andre byer, se nærmere på livet i et vandhul og spille sjove spil.

Fredag var alle børn en tur i Skærup Zoo, hvor de fik set en masse forskellige dyr.

Om aftenen var der underholdning for alle, hvor der blev sunget sammen og grinet af sjove sketchs og konkurrencer. Bagefter var der hygge ude på de enkelte kredspladser med kaffe, kage og en masse snak.

”Det har været virkelig skønt at vi alle kunne mødes igen og lejren har været præget af god stemning og højt humør” fortæller Conny Christensen, lejrchef. Hun fortæller endvidere at planlægningen har stået på siden jul og det har været en god oplevelse at lave et arrangement som har kunnet samle så mange børn og voksne på et sted skriver Grindsted FDF i en pressemeddelelse.

Faktaboks:
FDF er en kristen børne- og ungdomsorganisation med mange år på bagen.

FDF blev startet i 1902 på Frederiksberg af Holger Tornøe. Her var der mange forskellige aktiviteter på programmet for områdets drenge – bl.a. sommerlejre. Senere hen, i 1952, blev FPF oprettet som var pigernes organisation. I 1974 blev de to forbund slået sammen.

I dag er FDF kendetegnet ved, at de giver børn og unge et ståsted at møde verden fra gennem tro, leg, samfundsengagement og fællesskab.

Til sommer samler FDF 10.000 børn og unge til Landslejr i nærheden af Silkeborg.