Bülows Hjørne: Krigens flygtninge – men der var engang

Af Louis Bülow

I mange årtier har folkedrab, borgerkrige og væbnede konflikter fået krigsofre, flygtninge og internt fordrevne i stort antal til at søge beskyttelse og sikkerhed i Europa.

Senest har Ruslands militære invasion i Ukraine i de tidlige morgentimer torsdag den 24. februar 2022 for altid forandret dén verden, vi kendte, og de tragiske begivenheder har fået millioner af flygtninge til at strømme til Europa i en folkevandring, som ikke er set siden 2. Verdenskrig.

Ifølge FNs flygtningeorganisation UNHCR er flere end 4,5 millioner mennesker drevet på flugt fra krigens rædsler og deres hjemland – et tal, der frygtes at sprænge nærmest alle rammer i takt med, at krigen udvikler sig.

Dertil anslås 7 millioner mennesker indtil nu at være internt fordrevet fra deres hjem i Ukraine.  

De danske myndigheder har forberedt sig på at modtage 100.000 flygtninge fra Ukraine, langt flere end dé 18.000 som Danmark modtog under Balkan – krigene i 1990érne, og dé godt 10.000 syriske flygtninge, der kom til Danmark omkring 2015.

Indkvarteringen af de mange flygtninge fra Ukraine har sat landets kommuner under et stort pres, men denne gang tør danskerne for alvor siges at være trådt i karaktér. Frivillige er stimlet sammen fra alle sider for med velvilje og sympati at tage hånd om dé ukrainske flygtninge, der banker på vor dør, og sikre dem en hjertevarm og værdig modtagelse.

Således har mange aarhusianere åbnet deres hjem for flygtninge fra Ukraine og hjulpet dem med at få styr på alskens papirarbejde som ansøgninger om opholdstilladelse m.m.

Frivillige kræfter i det centrale Aarhus har rengjort tomme ældreboliger rundt omkring i byen som ved Lokalcenter Møllestien, og indrettet dem med donerede møbler og inventar til at huse nogle af dé flygtninge, der kommer til byen.

Henvendelser fra borgere med tilbud om hjælp og donationer er strømmet ind, og overalt er ivrige mennesker fra alle samfundslag mødt frem med pakker, flyttekasser og store plastiksække fyldt med tøj, flyvedragter, sko, tæpper, Lego, legetøj og alskens personlige fornødenheder.      

Tusindvis af danskere har tilbudt deres hjælp i form af tolkebistand, sprogundervisning, transport, fodboldtræning af børn og unge, praktisk hjælp, mentorstøtte,  bespisning og socialt samvær, støtte som venskabsfamilie, privat indkvartering og meget mere med det.

Uden fordomme er danskerne kommet de ukrainske flygtninge i møde, og på smukkeste vis har man levet op til kaldet om at behandle mennesker i nød ordentligt, anstændigt  og med socialt ansvar – som sin næste.

Ikke noget hér med os eller dém …

Det skal med, at Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye har foreslået, at flygtninge, der søger asyl i Danmark, fremtidigt skal sendes til et danskdrevet flygtningecenter i et tredjeland som for eksempel Rwanda i Afrika, så deres asylsag kan behandles uden for landets grænser.

For at lette et uønsket migrationspres på Europa er også den britiske premierminister Boris Johnson på vej med en lov, der skal sende flygtninge og asylansøgere 6.000 kilometer væk til ét af verdens fattigste lande Rwanda for at få deres sag behandlet.

Tillad mig hér at trække en historisk parallel til engang i slutningen af 1930érne. For nogle måske en ubekvem information, men det er en historisk kendsgerning, at tyskerne i flere år opererede med det såkaldte Madagaskar Projekt og seriøst planlagde at tvangsforflytte fire millioner vest-europæiske jøder – også de danske – til den franske koloni Madagaskar ud for Afrikas østkyst.

Jøderne passede ikke ind i Det Tredje Riges DNA og folkesjæl, og den bekvemme løsning kunne således være bogstaveligt talt at sanere dem væk fra Europa og deportere dem til Afrika. En million jøder om året i fire år. Ifølge planerne skulle to skibe dagligt stævne ud fra Europa, og hvert fartøj skulle have 1500 jøder ombord.

Som SS-chefen Heinrich Himmler dengang skrev til Hitler :”Jeg håber fuldstændigt at kunne udrydde begrebet Jøde ved en stor emigration til en koloni i Afrika eller et andet sted.”

Tyskerne måtte senere opgive planerne om at sende Europas jøder til Afrika, og i ly af krigens ragnarok iværksatte Hitler derefter et systematisk folkemord på de europæiske jøder  – og seks millioner jøder blev myrdet i et barbarisk inferno af absolut ondskab.

Herhjemme satte den tyske besættelsesmagt for alvor gang i jødeforfølgelserne i oktober 1943 og Gestapos horder trawlede land og rige igennem i jagten på jødiske flygtninge i Danmark.

Det var dengang, danskere fra alle samfundslag og uden skelen til generationer og religiøse skel spontant valgte at træde i karakter for at hjælpe 7000 jødiske flygtninge ud af det besatte Danmark til sikkerhed i det neutrale Sverige.

Aldrig skulle de nord- og østsjællandske kyststrækninger opleve en så voldsom natlig aktivitet og trafik som i de oktoberdage, hvor danske flygtninge af jødisk oprindelse blev reddet over Sundet i kuttere, fiskefartøjer og småbåde.

Modstandsbevægelsen oprettede flygtningetjenester, der fik sat flugtruterne i system, og der blev iværksat indsamling af penge, der sikrede, at ikke alene velhavende, men også ubemidlede jødiske flygtninge kunne komme over.

Den senere chefredaktør for Politiken Herbert Pundik måtte i oktober 1943 i al hast flygte med sin familie til Øresunds-kysten ved Aalsgaarde i det nordsjællandske, hvor en fiskerbåd ville sejle dem i sikkerhed over Sundet.

I sine erindringer Det er ikke nok at overleve har Pundik fortalt om familiens møde med en svensk patruljebåd:

”Før morgengry løb vi over Strandvejen de få meter ned til den åbne strand … fiskeren roede os ud til kutteren, og vi blev gennet under dæk. Motoren begyndte at tøffe. En gang satte motoren ud, men fiskeren fik den hurtigt i gang igen … Så blev lugen fjernet, og fiskeren råbte, at vi kunne komme frit frem. Vi havde passeret den svenske territorialgrænse. En svensk patruljebåd kom op på¨siden …”

Da gjaldede det forjættede råb i nattens mulm og mørke:  Välkomna til Sverige …”

Med redningen af de danske jøder kunne nationen fejre et enestående stykke Danmarkshistorie, der blev set som et budskab om næstekærlighed, sejr og triumf.

Den legendariske aktion skrev Danmark ind i alle historiske annaler og sikrede landet international berømmelse for eftertiden.