Frihedens faner vajede højt i haven til grundlovsmøde hos Anni Matthiesen

Privatfoto

Endnu en smuk solskinsformiddag i frihedens tegn løb søndag af stablen hos Venstres lokale folketingsmedlem Anni Matthiesen, som også i år holdt traditionen i hævd og bød indenfor til årets grundlovsmøde i det grønne hjemme i Krogager.

Havelågen åbnede kl. 10.00, hvor dagens gæster lagde formiddagen ud med kaffe og rundstykker under åben himmel i haven, inden dagens talere indtog talerstolen med hver deres grundlovstale. De mange glade fremmødte havde først fornøjelsen af gode taler fra både tidligere skatte- og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), som blev efterfulgt af formand for Jysk Landbrug H. C. Gæmelke og formand for Friskolerne Peter Bendix Pedersen, inden dagens værtinde rundede dagen af med at dele sine tanker – og bekymringer – her på demokratiets festdag.  

I sin tale understregede Anni (V) i år nemlig særligt sin bekymring for de markante angreb på vores frihed, som vi har været vidner til de seneste år – først under Corona-pandemien, hvor vi på den hårde måde lærte, at vi ikke må tage vores frihed for givet. Men sidenhen også efter Putin tog de utilgivelige skridt ind over grænsen til Ukraine, og vi måtte sande, at der igen er krig på europæisk grund. Sidst men ikke mindst understregede dagens værtinde også vigtigheden i, at vi i disse år sætter lovgivningen under lup. For der er forskel på at styre og lede et land – og derfor skal vi sikre os, at vi med lovgivningen ikke sætter vores frihed over styr, som vi senest har oplevet det med tvangsfordeling af gymnasieelever og forbud mod at oprette nye selvejende daginstitutioner.

Et fast tema gennem alle dagens taler var generelt kampen for frihed, som blev understreget på forskellig vis. Særligt krigen i Ukraine gik igen – og vigtigheden i, at vi fortsat værner om og fejrer vores frihed og demokratiske rettigheder på en dag som den traditionsrige Grundlovsdag.

Igen i år kunne grundlovsmødet ikke have været de mange frivillige hænder foruden, som var med til at sikre et par hyggelige timer i haven til stor glæde for dagens værtinde:

”Jeg er meget taknemmelig for, at både alle de fremmødte og frivillige igen i år havde lyst til at holde traditionen i hævd og fejre Grundlovsdag sammen med os her i haven. Det blev endnu engang til et par hyggelige timer i demokratiets og frihedens tegn, som i de seneste år har været sat under massivt pres. Derfor er det måske vigtigere end nogensinde, at vi i fællesskab værner og står op for vores frihedsrettigheder. De seneste år har vist os, at vi aldrig må tage dem for givet – og derfor er det vigtigt, at vi holder fast i hyggelige traditioner som dagens grundlovsmøde”, fortæller Anni Matthiesen (V) i en pressemedddelelse.

Privatfoto

Privatfoto

Privatfoto

Foto: Tommy Ovesen, Foto7200

Privatfoto