Bjarne Smedegaard Pedersen fejrer torsdag den 16. juni 25-års jubilæum hos IFF

Bjarne Smedegaard Pedersen - Foto: Jettes Foto

25-års jubilæum hos IFF (tidligere DuPont Nutrition & Biosciences), Grindsted

 Procesoperatør Bjarne Smedegaard Pedersen kan fejre 25-års jubilæum torsdag den 16. juni 2022 hos IFF (DuPont Nutrition Biosciences) i Grindsted.

Bjarne Smedegaard Pedersen blev ansat den 16. juni 1997 i bygningsafdelingen af Henry Lilholm. Her var Bjarne med til at vedligeholde bygninger og områder. Efter 4 år overtog han den interne kørsel med containerbilen, indtil den efter 1,5 år blev udliciteret.

I den forbindelse valgte Bjarne at søge ud i produktionen, hvor han forsøgte sig lidt i Pilot, Spray 6 og teknisk lager, indtil han fandt hans udfordring i fabrik 017. Det er lige stedet for Bjarne og her har han med stor interesse arbejdet de seneste 16 år. Med stor sans for orden i tingene og indsigt i processen, byder han gerne ind med nye tiltag og deler gerne sin viden og indsigt med andre. Han tager også gerne et tillidserhverv og bruger tid på at være afdelingens AMR-repræsentant gennem de seneste 6 år.

I fritiden er Bjarne også en aktiv mand. Han er født og opvokset i Grindsted og giver gerne en hånd til idrætslivet i Grindsted – særligt badminton har fanget Bjarne; både som aktiv spiller, men også som linjedommer til stævner i Danmark. Siden 2014 er det også blevet til 6-8 linjedommeropgaver i udlandet ved stævner, hvor Badminton Danmark deltager.

Når tiden ikke går med badminton og arbejde, nyder Bjarne at gå i haven eller deltage i kunstforeningen på IFF.

Særligt nyder Bjarne også tiden med familien. Han har 3 børn – alle drenge – og et barnebarn. Og når snakken falder på barnebarnet, bliver Bjarne blød om hjertet.  

 

Jubilæet fejres med en reception på dagen.