Af Louis Bülow
En junidag for 44 år siden rydder budskabet om tidligere statsminister Jens Otto Krags død alle avisforsider og nyhedsflader. En dag, hvor tiden nærmest går i stå, frosset fast i erindringen.
Vi skruer tid og sted tilbage til en togkupé i det sjællandske få uger tidligere i 1978. I et sindigt tempo duver Kystbanetoget sig på vej nordpå, og mange togpassagerer sidder og småsnakker.
Statsminister Jens Otto Krag – Kilde: Wikimedia Public Domain
Ingen tager nogen særlig notits af en ensom og forhutlet skikkelse, der gemmer sig i sin slidte kameluldsfrakke i den fjerne ende af kupeen. Han skiller sig ud fra de andre, som han sidder der plakatfuld og mutters alene med sine klirrende indkøbsposer og fortabt stirrer ud over landskabet, der adstadigt glider forbi.
En fremtrædende politiker og forhenværende minister træder ind i kupéen. I hjørnet får han øje på den ensomme skikkelse og genkender i et splitsekund Danmarks tidligere statsminister Jens Otto Krag, der i en tragisk og social deroute er på vej i frit fald mod samfundets bund.
Forfatteren Bo Lidegaard fortæller, hvad der videre sker: ”Hører hans dybe fuldemandssnøvlen og ser hans plasticpose under sædet. Den forhenværende minister tøver et øjeblik og sætter sig så i den fjerneste ende – med ryggen til den slumrende.”
Politikeren giver sig ikke til kende men lader Krag sidde i fred: ”Ikke fordømmende og ikke afvisende. Ikke i småborgerlig foragt. Men hensynsfuldt og lidt sørgmodigt. En skam,at det skulle gå så galt …”
Som den hidtil yngste minister nogensinde overtager Krag som 33-årig Handelsministeriet i 1947, og i flere årtier virker han som en velklædt og tilknappet fagminister og siden statsminister.
Efter mange år i front på den politiske scene føler han sig som gidsel i en valen trædemølle med lunken metervare som idealet. Han drømmer om at byde livet op til dans i sit drømmerige, sit Shangri-La, for at forløse sit kunstneriske talent. Uden at være tvangsindlagt til politiske møder, talende jakkesæt, billig portvin og sværmerisk missionshustale.
Statsminister Jens Otto Krag i Israel – Kilde: Wikimedia Common Public Domain
Efter EF-afstemningen den 2. oktober 1972 står Jens Otto Krag af ræset, går af som landets statsminister og lægger politikerrollen bag sig. Kun elleve dage forinden betror han sin dagbog: ”Jeg længes efter enden på det lange ræs.”
Som en suveræn taktisk begavelse fører han politisk skakspil i magtens korridorer med vel beregnede træk og et usvigeligt sikkert instinkt. Hans sidste handling med at gøre den upåagtede Anker Jørgensen til statsminister tør siges at være en sand politisk genistreg.
Med snilde og formidabel handlekraft – tilsat tilpas brutalitet og hensynsløshed – får han på rekordtid elimineret de mest oplagte kandidater til jobbet.
Inden Krag besluttede sig for Anker som sin afløser, lod han måske tankerne søge tilbage til dengang, han tilfældigt faldt i snak med den lille fagforeningsformand i en lufthavn.
Pludseligt trængte en overrislet mand ind på de to politikere og begyndte højlydt at slippe sin indestængte vrede og frustration løs. Han lagde op til kort proces, da han truende overdængede Krag med hån og skældsord.
Alex Frank Larsen har i Anker – Et liv med fejder ladet Kjeld Olesen fortælle om den voldsomme episode: ”Det var ret ubehageligt, sagde Krag til mig. Men så stiller Anker sig lige pludseligt ind foran Krag, ser på manden og siger: Sig mig, vil du slås? Fulderikken blev lamslået og faldt straks ned …”
Det skal blive Krags tragedie, at han aldrig helt forstår, at hans kunst er den virtuose politiske kunst, som han mestrer som ingen anden – og ikke de kunstneriske sysler med at digte og male.
Helle Virkner, Jens Otto Krag og deres børn – Kilde: Wikimedia Commons
Bag hans lidenskabsløse og slipsebundne facade finder vi noget så sjældent som en toppolitiker, der aldrig søger magten og netop derfor bliver så magtfuld. En musisk boheme, en romantiker og livsnyder med store kunstneriske ambitioner.
I sin tankevækkende biografi om Krag afslører Bo Lidegaard, at Krag allerede i 1932 som 18-årig gymnasieelev i Randers sender sine bedste digte til Social-Demokraten under pseudonymet Jens Kaas. De kommer alle retur med den lakoniske bemærkning: Vi beklager ikke at kunne finde Anvendelse for de tilsendte Digte.
Historien gentager sig, da han i 1944 får en ven til at videreformidle tre noveller til udtalelse hos den anerkendte forfatter og kritiker Paul la Cour, der fradømmer den håbefulde Krag ethvert litterært talent med ordene: ”Jeg finder i Novellerne intet, som røber et Talent.”
Krag selv kan ikke finde ud af at leve i det samfund, han har været med til at skabe. Hans liv går i opløsning, og han ender som en nedbrudt og tragisk skikkelse, der raver rundt i Københavns gader med klirrende indkøbsposer.
Jens Otto Krag sover stille ind torsdag den 22. juni 1978, 63 år gammel. Den politiske skikkelse, der mere end nogen anden kom til at tegne det moderne Danmark – hoved arkitekten bag det danske velfærdssamfund.
I hans efterladte papirer finder man tusinde dagbogssider, et halvt hundrede noveller, fem romanudkast, adskillige digte samt mange essays og påbegyndte skuespil …
