Sanders Historiske Hjørne: Chresten Lundsgaard, Emulgatorer og Grindstedværket

Af Carsten Sander Christensen

Emulgator er et stof, der letter dannelse af og stabiliserer den dannede emulsion i specielt fødevarer men også i visse former for kosmetik. Emulsion er en blanding af to væsker som ikke kan opløses i hinanden, f.eks. olie og vand. Emulgatorer anvendes bl.a. ved levnedsmiddelfremstilling og er enten naturligt forekommende som f.eks. lecitin i æggeblomme til mayonnaise eller er renfremstillede tilsætningsstoffer som f.eks. monoglycerider til brød. I Grindsted findes verdens førende produktionssted for disse emulgatorer, dvs. funktionelle tilsætningsstoffer til især fødevareindustrien. Dem møder læseren til dagligt i supermarkeder, apoteker eller i Matas – f.eks. under betegnelsen E 400-499 på varedeklarationerne.

Fabrikken er bogstaveligt talt så avanceret, at dengang den amerikanske industrikemivirksomhed DuPont, der er en af verdens tre førende i branchen, overtog fabrikken i 2011, undlod DuPont at flytte fabrikken til USA. Det fagspecialiserede personale i Grindsted kunne ikke erstattes. Omkostningerne til oplæring af personale i USA var simpelthen for omkostningsfuldt i det amerikanske.  

Grindstedværket er placeret i den nordlige del af byen ved Tårnvej. I de sidste 108 år har der været industrivirksomheder på matriklen. Ja endog muligvis før. Under den første verdenskrig lå der her en lyngmelsfabrik, der var et modefænomen i industrien her i det midt- og vestjyske. Næsten samtidig med de sidste skud på fronterne i Europa uddøde disse lyngmelsfabrikker. Ligeledes under den første verdenskrig byggede De Danske Svovlsyrefabrikker en fabrik på matriklen.

Navnet var A/S Hios men blev allerede på daværende tidspunkt kaldt Grindstedværket i folkemunde. Her blev der fremstillet trækul og trækulstjære til brug i industrien. Men også fremstilling af benzol (benzen) fandt sted på området. Benzol (benzen) er et kultjæreprodukt, der hovedsageligt består af benzen og toluen. Den blev oprindeligt brugt som ‘motorsprit’, ligesom petroleumssprit var almindeligt. Benzol blev også blandet med benzin og solgt som motorbrændstof. Med andre ord blev der fremstillet alternativ benzin i Grindsted for mere end 100 år siden.

I 1924 kom cand.polyt. og kemiingeniør Chresten Lundsgaard til byen. Bygningerne der havde huset Benzolfabrikken og Midtjyllands Lyngmelsmøller havde i flere ligget uvirksomme hen og var i realiteten i likvidation. Købet var fordelagtigt for Chresten Lundsgaard og hans makker cand.polyt. Kaj Tobias von Herbst og de grundlagde I/S Grindstedværket kort efter overtagelsen af matriklen. I 1925 gik virksomheden i likvidation og Kaj Tobias von Herbst forlod Grindsted, mens Chresten Lundsgaard stadig troede på sin ide. Videreførelsen af Grindstedværket var en realitet. Grindstedværket blev oprindeligt anlagt for at producere kemiske stoffer til fremstilling af diverse sprængstoffer samt diverse former for organiske kemikalier. Men hurtigt blev hovedproduktionen medicinalprodukter og senere hen vitaminer. Med meget store deponeringsproblem af kemisk spildevand og kemisk affald til følge. Dette vil blive omtalt i senere klummer i løbet af sommeren.

Chresten Lundsgaard blev født den 7. november 1891 i flækken Hundshoved ved Nr. Snede. Han var søn af gårdmand Mads Stausbøll Lundsgaard og Berteline Marie Hansen. I 1916 blev han ingeniør fra Den Polytekniske Læreanstalt i København. I 1918 blev han ansat på A/S De Danske Sprængstoffabrikker i Jyderup på Midtsjælland. Chresten Lundsgaard var ansat som teknisk leder af aerolit- og sprængkapselfabrikken i Jyderup. Virksomheden var en del af Danisco koncernen, der var blevet stiftet i 1934 af Dansk Handels- og Industri Compagnie af 1923.

Danisco som senere jo også i 1939 overtog Grindstedværket. Det hed først Danisco fra 1989 gennem en fusion af De Danske Sukkerfabrikker og De Danske Spritfabrikker. I februar/marts sidste år fusionerede DuPont med et andet amerikansk firma IFF (International Flavors & Fragances Inc.). Men på trods af alle disse forskellige virksomhedsnavne har fabrikken altid heddet Grindstedværket i folkemunde. På både godt og meget ondt. Grindstedværket var en del af befolkningen og befolkningen var en del af Grindstedværket. Og det blev der ikke sådan lavet om på.

At Chresten Lundsgaard netop valgte Grindsted til at placere sin virksomhed, var ikke kun en tilfældighed og ikke kun fordi han brændende ønskede sig at få foden under eget bord. Udover at det var et meget fordelagtigt køb, og moderne bygninger med tilhørende produktionsanlæg lige til at flytte ind i, var Lundsgaard en passioneret jæger og lystfisker. Området var jo nærmest skabt til at realiserer disse drømme. Derfor faldt valget på den dengang lille hedelandsby.

Chresten Lundsgaards første produkter var som sagt sprængstoffer. Eksperimenter han gik og lavede for sig selv i sit personlige værksted under fabrikken. Når man dertil tilføjer at han var pibe-kæderyger, ja så er det jo eksplosivt. og eksplosioner var der en del af i det lille værksted. En aften efter han selv havde overtaget virksomheden blev en læge kaldt ud til fabrikken. Her stod Chresten Lundsgaard med stærkt forbrændte arme og hænder. Under produktionen af stoffet Nicordamin var destillationskolben tabt på bordet og blevet antændt. Sikkerhedsreglementet var ikke noget Lundsgaard tog så højtideligt. Nicordamin skulle bruges i hjertemedicin.

Lægen bemærkede at ingeniøren skulle med på klinikken. Og inden de forlod lokalet og han havde bundet sine hænder og arme ind, bad Lundsgaard lægen om at tage den nye destillationskolbe med Nicordamin med i bilen hen på klinikken. På bagsædet eller allerhelst i jakkelommen. Den næste dag kørte Chresten Lundsgaard med toget til København for at involvere Løvens Kemiske Fabrik i Brønshøj i projektet. Han tog hjem til Jylland med en særdeles fordelagtig kontrakt.

I begyndelsen af 1930erne begyndte produktionen af emulgatorer og aromastoffer at tage form og han skulle ifølge øjenvidner, i stil a la den polske videnskabskvinde Marie Curie, have sprøjtet dele af emulgator eksperimenterne ind i kroppen. I 1933 lykkedes det Vejle Amts Folkeblad at komme ned i værkstedet, men da journalisten ville have tændt op under kolberne i rummet, udbrød Chresten Lundsgaard – ’så ryger vi squ begge to i luften’. I lokalbefolkningen sammenlignede man kemiingeniøren med Dr. Faust, der om natten i røg og damp eksperimenterede på livet løs blandt sydende destillationskolber.

I starten af februar 1938 (46 år gammel) blev Chr. Lundsgaard syg, fik lungebetændelse og døde lige som han var kommet godt i gang med fabrikation af sine nyopfundne produkter, hvis tilstedeværelse udelukkende skyldes hans initiativ. Han havde en opfinders evne til at skære igennem – skyde genvej – med sine eksperimenter, så produktet blev billiggjort. Han blev nævnt som sin tids dygtigste kemiker. Men også en person, der i lokalområdet var kendt for sin personlighed, sine faste meninger og en utrættelig arbejdsindsats. Endvidere udødeliggjorde han Grindsted på det kemiske verdenskort.

Kort efter blev hans produkt sulfonamider mod lungebetændelse anerkendt og kunne have reddet hans liv. Chresten Lundsgaard efterlod sig konen Lyttie Lundsgaard. Hun skrev sig ind i historien den 8. oktober 1944, hvor hun varskoede bl.a. familien Andreasen i Vestergade om Gestapo var på vej. Hun bad civilingeniør Arne Andreasen og konen Karen Andreasen om at flygte men forgæves. Men det er jo en helt anden historie.

Som fabrikken så ud for små ti år siden – Foto: Billund Kommunes Museer

 

I dag hedder virksomheden IFF – Foto: René Lind Gammelmark