GEV donerer 250.000 til kommende Motorik- & Kampsportscenter

GEV's formand Jørgen Kristensen står sammen med MAGION's formand Hans Bennetzen foran MAGIONs hovedindgang - PR-Foto

Den 15. marts tog MAGION første spadestik til deres nye motorik- og kampsportscenter. I den forbindelse blev GEVs bestyrelse kontaktet vedrørende muligheden for at GEV ville hjælpe på en måde, der går ud over de almindelige rammer for sponsorater og mindre gaver. GEVs bestyrelse blev enstemmigt enige om, at man ønskede at støtte MAGION, der i dag fremstår som et lokalt samlingspunkt for aktivitet for både børn, unge og voksne. Derfor har GEV besluttet at donere 250.000 kr. til byggeriet af
motorik- og kampsportscentret skriver GEV i en pressemeddelelse.

Magion skaber fællesskaber
GEV har et ønske og en vision om at være en lokal drivkraft og give noget tilbage til de lokale andelshavere. Derfor har bestyrelsen også vurderet at der her var en unik mulighed for at støtte et byggeri, som vil løfte Grindsted by, både for de lokale, der allerede bor i byen, men også for eventuelle tilflyttere. Og netop det at støtte lokalt er en del af GEVs strategi, udtaler bestyrelsesformand, Jørgen Kristensen:

– Vi mener grundlæggende, at vi som andelsvirksomhed skal være lokalt forankrede og medvirke til at udvikle byen på de områder, hvor det passer ind i vores egen strategi. Det ser vi i MAGION, hvor de er i gang med at skabe yderligere muligheder for fællesskaber og et sundt aktivt liv. Vi får mulighed for at hjælpe MAGION med at skabe et motorik- og kampsportscenter, der vil løfte MAGION generelt ind i rollen som et lokalt og regionalt samlingspunkt i fremtiden.

Ikke noget nyt at GEV støtter lokalt
GEV har tidligere doneret og givet gaver til vigtige initiativer i byen – seneste eksempler da fontænen på torvet blev doneret og da selve MAGION blev indviet for godt 10 år siden, hvor GEV donerede de to skulpturer, som stadig i dag står foran MAGION. Men det har ingen effekt haft på prisen for GEVs forbrugere.

– Vi adskiller både donationer og sponsorater fra vores forsyningsselskaber. Vores kommercielle aktiviteter ligger separat fra disse, og faktisk er det ikke lovligt for os, at lave sponsorater og donationer via vores regulerede selskaber på vand, el og fjernvarme-området. Men vi har et Holdingselskab, hvor vi laver forskellige ydelser, blandt andet for andre forsyninger og for Billund Kommune. Det er herfra vi har mulighed for at støtte lokalt, udtaler GEVs direktør, René Heiselberg Gier og fortsætter:

– Vi har en vision og nogle værdier der spiller stærkt sammen med MAGION her og derfor er vi meget begejstrede over at Magion lancerer motorik- og kampsportscentret. Vi tror på, at vores ekstraordinære gave vil medvirke til, at Magion også fremover bidrager til fællesskabet i byen, skaber aktiviteter og liv for alle aldersgrupper.

Begejstring deles i Magion
MAGIONs centerleder, Henrik Steen-Andersen, deler GEVs begejstring: – Det er skønt at mærke den lokale opbakning. At der er andre end os der tror på, at vores motorik- og kampsportscenter virkelig kan gøre en forskel i vores by. GEV viser virkelig flaget med deres donation og vi er stolte over, at få den her støtte!