Jazz, hyggebold og meget mere til åbent hus i MAGION

Opdateret den 1. juli 2022

MAGION fylder 10 år og det fejres med masser af aktiviteter og underholdning for alle den 1. juli

Fra tidlig morgen til henunder aften er der mulighed for gratis at opleve hvad MAGION kan byde på. Der er både aktiviteter med bevægelse, hygge og underholdning.

”Ungerne har fået sommerferie, så håbet er, at de i stor stil vil benytte sig af aktiviteterne i løbet af dagen. Til de voksne har vi samlet nye aktiviteter, som kan afprøves gratis og forhåbentlig trækker en omgang eftermiddagsjazz på kanten af ferien også i folk”, fortæller eventmanager Mads Søbye Helbo fra MAGION.  

MAGION fitness tyvstarter torsdag aften den 30. juni med gratis outdoor træning og Buddha Bowl salat til deltagerne.

Den 1. juli starter med morgenhygge for morgensvømmerne og formiddagen byder herefter på muligheden for at afprøve alverdens nye og gamle boldspil i hal 3. Prøv fx Spikeball, cornball, pickleball og klassikerne badminton og stangtennis.

I MAGION Fitness kører et gratis outdoor træningshold fra kl. 8.45 til 9.45 med Rikke Vinbech som instruktør.

På torvet underholder Sherif Haps alle børnene kl. 10 – alle er inviteret med. I svømmehallen kan nybagte forældre afprøve babysvømning fra kl. 10 til 11.

Herefter indtager yoga-instruktør Michelle Mylius Jor varmtvandsbassinet med vand yoga med to hold fra 11 til 13 (DETTE ER AFLYST PÅ GRUND AF SYGDOM)

På MAGION torvet er der bogbyggedag med MAGION Biblioteket fra kl. 11 til 14. Vi bygger skamler og dekorerer arbejdsborde til børnebibliotekets NØRDERI.

Alle er velkomne til arrangementet som MAGION Biblioteket står bag.

Eftermiddagen byder endvidere på gratis vandsjov i svømmehallen, et sjovt jumping fitness hold i hal 3 og en omgang lækker jazz med The Ankelsokkers fra kl. 16.30. I dagens anledning har MAGION allieret sig med Wine ’n Fun og kan tilbyde 3-4 lækre specialøl.

The Ankelsokkers spiller traditionel jazzmusik som det lød i gamle dage på en riverboat der sejler op og ned af “The Great Mississippi”.

PR-Foto

Både musikken og bandet er en oplevelse værd. Hver især har de spillet med næsten alle lige fra Daimi, Michael Carøe til DR Big Band og Christoffer. De er nogle af de mest brugte musikere i branchen både i indland og udland.  Alle i orkesteret er entertainere og elsker at bruge humor og masser af energi på at alle får en fed og uforglemmelig musikalsk oplevelse. Hvad kommer der til at ske? Ingen ved det! 🙂

Hele dagen er padelbanen gratis at benytte, men der skal bookes tid på booking@magion.dk.

PR-Foto: MAGION