Månedens bog på Billund Bibliotekerne

Månedens Bog, Billund B ibliotekerne

Her kan du se de bøger der er udvalgt som månedens bog i de forskellige afdelinger af Billund Bibliotekerne.

 

Bibliotekerne i Magion i Grindsted og i Sdr. Omme

Store Kongensgade 23 af Søren Ulrik Thomsen

PR-Foto

Denne korte bog er ét langt erindringsessay af den fremragende digter Søren Ulrik Thomsen.

Her beskriver Søren Ulrik Thomsen det skelsættende år, hvor han som stor dreng flyttede med sine forældre fra det landlige Stevns til Københavns Centrum. Familien boede kun i hovedstaden et enkelt år, men der skete meget i hans liv i denne periode. Vi hører især om hans mor, der i mange år led af depressioner. Hun var indlagt af flere omgange, fik medicin og elektrochok, som kun gjorde ondt værre. Først da hun kom til en psykiater, der rent faktisk talte med hende om hvordan hun havde det, blev hun rask og fik herefter mange gode år. Det har præget forfatterens holdning til det psykiatriske system. Han har først fortalt om det nu, hvor moderen er død. Vi får i erindringsessayet også beskrevet mange af Søren Ulrik Thomsens tanker om livet, om at skrive digte og om den kommende alderdom.

Bibliotekerne i Billund og Vorbasse

Grundvold af Rachel Röst

PR-Foto

I Grundvold følger vi Rebecca og hendes familie, som er stærkt troende mormoner. Rebeccas far ser sig selv som værende tæt på Gud og bestemmer derfor alt i den lille familie. Faderen mener, at alt familiens modgang er en test fra Satan. I stedet for at gå til læge, bliver sygdom behandlet med håndspålæggelse. I takt med at Rebecca bliver ældre, begynder hun at stille spørgsmål ved deres måde at leve på og faderens altoverskyggende magt. Langsomt begynder hun at gøre modstand og at arbejde sig hen i mod at få sig frigjort fra sin fanatiske familie.

Danske Rachel Röst er selv vokset op i en mormonfamilie, som hun som ung brød med. Bogen skal ifølge forfatteren selv ikke læses selvbiografisk. Hun kan dog næppe sige sig fri for, at visse ting fra bogen stammer fra virkeligheden.

Bogen kan læses af både den unge og den voksne læser.