Ung Heden løber til Europamesterskaber

Siv Bertelsen - PR-foto

Mandag den 4. juli bliver en helt speciel dag i den unge Heden-løber Siv Bertelsens liv. Der står hun nemlig ved startlinjen for at løbe semifinale på 1.500 meter ved U 18 EM, altså Europamesterskaberne for unge under 18 år!

Mesterskaberne foregår i Jerusalem, Israel, og Siv er en blandt 18 unge, der er udtaget til at repræsentere Danmark.

Hun klarede kvalifikationskravet tilbage ved indendørs DM i marts måned. Da hun senere 2 gange har været under kravet udendørs, ja så fik hun den officielle udtagelse sidste fredag.

U18 EM billetten på 1.500 meter var en realitet! Siv har været godt løbende i 2022, med personlige og klubrekorder på 800 m., 1.500 m. og 3.000 meter, og deltagelse ved EM er kulminationen på mange timers træning i regn, sne, forårssol, hede sommerdage og alt det i mellem.

Det er utrolig flot af Siv, noget af et nåleøje at komme igennem, og vi fra Heden ønsker hende held og lykke i semifinalen på mandag skriver klubben i en pressemeddelelse.