Af Carsten Sander Christensen
Fattigdom har altid eksisteret. Hvad fattigdom er, forsøger man ihærdigt at definere. Især i dag. Enhver læser der har været studerende eller lærling har næsten med sikkerhed været under den man kunne kalde en fattigdomsgrænse. I ældre tider var social- og fattigforsorg først et kirkeligt anliggende og senere et anliggende i de lokale bystyrer rundt omkring i Danmark. Finansieringen af fattigforsorgen var indtil midten af 1800-tallet et privat anliggende, hvor frivillige donationer og pengegaver var livsnerven for de fattige. I 1849 fik Danmark sin første Grundlov. Her blev fattighjælpen på den ene side en grundlovssikret rettighed, men på den anden side betød det reel udstødelse af samfundet. Den fattige mistede sin stemmeret. Ligesom vedkommende kom til at bo under fængselslignende vilkår, hvad Forsorgsmuseet (den tidligere fattiggård fra 1872) i Svendborg er et godt eksempel på.
I april 1891 blev så Loven om Alderdomsunderstøttelse til værdige trængende under Fattigvæsenet vedtaget. Her lempede man de strenge krav som et fattiglem var blevet underlagt, hvorved man under visse forhold ikke mistede sin stemmeret ved offentlig forsørgelse. Og i april 1892 blev den såkaldte Sygekasselov vedtaget. Afløseren til de Fattiges Kasse der havde fungeret siden 1856. En af årsagerne til den øgede offentlige interesse i fattig hjælp og fattigdomsbekæmpelse var den kendsgerning at befolkningstallet steg eksplosivt i 1800-tallet. Ligesom antallet af fattige jo steg og steg. En tikkende social bombe. Først i 1933 med vedtagelsen af K. K. Steinckes Socialreform af 1933, begyndte man at behandle fattige med værdighed og ligeberettigede borgere i det danske samfund.
Og så alligevel. Her på egnen er Vorbasse Fattiggård en kendt institution. Gården der i dag er beliggende på adressen Skjoldbjergvej 11, umiddelbart nord for Vorbasse, er stedet hvor fattiggården fungerede i 64 år fra 1878 til 1942. Og det var dog ikke helt under de strenge forhold, der herskede i købstæderne. Som nævnt ovenfor, var det før Grundloven i 1849, primært private donationer mm. der udgjorde det økonomiske grundlag. Her i det gamle Slaugs Herred fandtes der flere legater man kunne ansøge. Legaterne varierede fra 20 kr. til 2.000 kr. D blev uddelt til fordel for Grindsted Sogns Fattigvæsen til værdigt trængende. Såvel i Grene sogn som i Hejnsvig sogn var der et legat, kun for sognenes beboere.
Fattiggården lå på adressen Skjoldbjergvej 11 og der ligger stadig en gård den dag i dag Luftfoto taget sidst i 1940érne -Fotograf: Ukendt – Kilde: Lokalhistorisk Arkiv, Vorbasse
Sognerådsprotokollerne viser, at de fleste gamle fattiglemmer, der blev indtinget, blev hos den samme plejefamilie resten af deres dage. Man må gå ud fra, at de har delt familiens vilkår på godt og ondt. Samt været en del af familiens privatliv.
Her ude på landet lukkede mangt en dør sig op, hvis du arbejdede – primært inden for landbruget. Men dagene var nøje skemalagte så fattiglemmerne arbejdede og gjorde sig fortjent til deres føde og ophold. Goder som pibetobak, et glas øl, kaffe og te var ikke beboerne forundt. Ligesom seksuelt samkvem var bandlyst. Men det hele var såmænd heller ikke tilladt på flere af gården i nabolaget. Men var du først kommet ind var det svært at komme ud!
Endvidere skal det her tilføjes, at landbefolkning her på egnen siden starten af 1800-tallet på egen hånd havde arbejdet med at hjælpe fattige og handicappede lang tid før de ovennævnte reformer og love. Vorbasse-Hejnsvig sogneråd fortsatte derfor den gamle tradition med at udleje arbejdsdygtige fattiglemmer og købe ophold (indtingning) og pleje til børn, syge og gamle hos familier, der var villige til at tage dem for en rimelig betaling. Sognerådet holdt indtingning hvert år i april og oktober. Så blev der med hver plejefamilie aftalt, hvor meget den skulle have for at have et fattiglem i huset det følgende år.
Plejefamilien skulle ikke bare sørge for »kost, pleje og opvartning« til fattiglemmet, men i mange tilfælde også for tøj, træsko og andre fornødenheder. I 1877 aftaltes følgende til en kone på Vorbasse egnen: 2 særke, 1 vadmels underskørt og 1 ditto kjole, et uldent forklæde, fornødent hovedtøj, 1 halvtrøje, vanter og træsko. I plejebetingelserne for en gammel mand indgik det i aftalen, at han skulle have otte pund røgtobak. Det var yderst sjældent at se så luksusbetonede poster i aftalerne.
Således oprettedes den første fattiggård her på egnen i Gamst, mellem Gesten og Vejen, i 1841. siden fulgte flere trop. Vorbasse-Hejnsvig sogneråd ville også gerne være med, men den sparsomme befolkning betød at planerne blev skrinlagt gang på gang. I 1870 blev det dog vedtaget, at der skulle opføres en fattiggård nord for byen. Indtil åbningen af institutionen otte år senere gik tiden med at finde et egnet sted, en gård til indretningen samt finansieringen. Et samarbejde med sognene i Vejen og Læborg området var ligeledes på tale.
Vorbasse Fattiggård blev købt for 8.600 kr. En lille formue for det lokale sogneråd. I alt havde fattiggården femten bestyrer. Den første hed Hans Laugesen og residerede i et års tid mens den sidste, Andreas Andersen, bestred bestyrerposten i seksten år. Men stillingen var præget af, at bestyrerne ikke var der længere end 1-2 år ad gangen. Gården fungerede som et normalt landbrug, hvor beboerne indgik i den daglige drift. I 1916 blev der opført en ny stor lade på Vorbasse Fattiggård. Blandt andet ændrede dyrkningsmetoder og brug af kunstgødning havde da forøget høstudbyttet så meget, at den gamle lade var blevet for lille. Mens kreaturerne var blevet nogenlunde sikret mod ildebrand, når de stod i stalden under de murede hvælvinger, sov fattiglemmerne stadig under bræddelofter og stråtag. Dette blev dog også udbedret i de følgende år.
I november 1939, hvor til- og afgangsprotokollen er blevet ført for sidste gang, var der to mænd tilbage på den nu kommunale fattiggård. De er sandsynligvis afgået ved døden inden 1942, hvor gården blev solgt til gårdejer Peter Tornbjerg for 41.500 kr. I den forbindelse nævner sognerådsprotokollen ikke noget om, at der er beboere på gården, der skal anbringes et andet sted. Alt i alt er der intet, der tyder på, at beboerne i de 64 år har lidt fysisk overlast eller haft det dårligt i materiel henseende. Derimod er det de færreste af dem, der har fået lov til og mulighed for at leve deres liv med bare en lille smule menneskelig værdighed.
På trods af det, er der nok ingen tvivl om, at især gamle og syge mennesker har oplevet Fattiggården som et trygt og godt sted af være, set i forhold til de muligheder, de ellers ville have haft. Noget der var muligt at gennemføre her på hedeegnene langt fra centraladministrationen i København. Men summa summarum er Vorbasse Fattiggård og fortolkningen af fattigforsorg en del af denne lidt specielle sjæl der har eksisteret blandt hedeegnens bønder. Lidt ligesom blandt andet Andelsbevægelsen
