Prisstigninger og leveringstider presser bilbranchen til nye metoder

Lange leveringstider, mangel på mikrochips og rekordhøj inflation presser bilbranchen, og det får producenter til at hæve priserne eller helt fjerne prislister og udstyr fra bilerne, der plejer at være standard. Foto: PR.

Med lange leveringstider, mangel på mikrochips og rekordhøj inflation når presset på bilbranchen nye højder. Det får producenter til at hæve priserne eller helt fjerne prislister og udstyr fra bilerne, der plejer at være standard.

Inflationen er rekordhøj, der er global mangel på mikrochips, og krigen i Ukraine sætter sit aftryk på de globale forsyningskæder. Store prisstigninger og lange leveringstider på nye biler er blandt konsekvenserne, og det danske bilsalg har for alvor bremset ned. I juni måned blev der indregistreret hele 27 procent færre nye personbiler end samme måned sidste år. Flere steder er bilproduktionen i øjeblikket lukket ned, og samtidig har flere bilproducenter i Kina stoppet produktionen som følge af landets værste coronaudbrud.

– Det er voldsomt store udfordringer, autobranchen står overfor. Til sammen har Coronapandemien, siden manglen på mikrochips og nu krigen i Ukraine påvirket salget negativt og ført til meget lange leveringstider på biler, hvilket tester både kundernes og forhandlernes tålmodighed. Et bilmarked præget af usikkerhed betyder stigende priser og stiller høje krav til nytænkning i hele branchen, siger Gitte Seeberg, der er administrerende direktør i AutoBranchen Danmark.

Ifølge en af landets største bilkoncerner, Nielsen Car Group, der årligt sælger tusindvis af biler via bilhusene Bjarne Nielsen, Bilernes Hus og leasingselskabet LEASING DK, skal bilkøberne ikke forvente, at hverken priser eller leveringstider rasler ned igen inden for nærmeste fremtid.

– Stigende priser er én ting. Noget andet er leveringstid. Som det er nu kender vi ikke leveringstiden på nye biler, og det gør producenterne heller ikke. Det hele afhænger af forsyningskæderne. Vi ser, at flere producenter fjerner deres prislister, fordi de simpelthen ikke ved, hvornår og til hvilken pris de kan købe dele til at producere af. Alt i alt er det et ustabilt marked, hvor det handler om at slå til, hvis man ser en bil, man ønsker sig, for der kan sagtens gå et år før en ny dukker op, fortæller Bjarne Nielsen, der er direktør i Nielsen Car Group.

Elbilerne prioriteres mens andre må acceptere mindre udstyr

Udover at væbne sig med tålmodighed, hvis man overvejer at købe ny bil i nærmeste fremtid, bør man også indstille sig på, at drømmebilens udstyr ikke nødvendigvis lever op til alle ens forventninger.

– I jagten på at kunne producere og levere nye biler har nogle producenter været nødt til at spare på de eftertragtede mikrochips. Vi har for eksempel set biler, hvor helt almindelige standardfunktioner som el-indklappelige sidespejle eller at elruden kører helt op, selvom man kun kortvarigt holder knappen inde, er blevet fjernet, siger Bjarne Nielsen og uddyber:

– Det er udtryk for, at det i øjeblikket er ekstremt vanskeligt at skaffe de dele, der skal bruges til at producere biler. Heldigvis fornemmer vi, at producenterne prioriterer den grønne omstilling og derved holder produktionen af el- og plug-in hybridbiler i gang, selvom disse ellers kan kræve flere mikrochips. Biltyper som jo er de mest efterspurgte i øjeblikket.

Brugte biler er guld værd

Den lange ventetid og store efterspørgsel på nye biler har også forplantet sig i brugtvognsmarkedet, hvor især priserne på de nyere brugte biler i øjeblikket presses hastigt i vejret. Samtidig er interessen for især plug-in hybrid- og elbiler for alvor eksploderet.

– Lige nu handler det om at få biler på lager. Hele Europa mangler biler, men heldigvis har vi et stærkt indkøbsteam der køber alt, hvad de kan få fingrene i. Og heldigvis kan man også finde nyere el- og hybridbiler rundt om i Europa. Det gælder dog om at rykke så hurtigt som muligt, hvis bilen skal udskiftes og man vil undgå yderligere prisstigninger, for der er rift om dem, siger Bjarne Nielsen, der er direktør i Nielsen Car Group. Foto: PR.

– Det er en træls situation for de kunder, der havde tænkt sig at gå ud og vælge en ny bil, og det ser desværre ud til at fortsætte. Til gengæld får man tilsvarende en rigtig flot pris, når ens brugte bil skal sælges, og vælger man at købe en nyere brugtbil, så får man ofte mere for pengene og den store udstyrspakke, som altså volder problemer på mange af de nyproducerede biler, siger Bjarne Nielsen.

På grund af den store efterspørgsel og det historisk lave udvalg af brugte biler i Danmark har Nielsen Car Group ansat endnu flere medarbejdere til specifikt at opkøbe de mest populære biler som lettere brugte rundt i hele Europa.

– Lige nu handler det om at få biler på lager. Hele Europa mangler biler, men heldigvis har vi et stærkt indkøbsteam der køber alt, hvad de kan få fingrene i. Og heldigvis kan man også finde nyere el- og hybridbiler rundt om i Europa. Det gælder dog om at rykke så hurtigt som muligt, hvis bilen skal udskiftes og man vil undgå yderligere prisstigninger, for der er rift om dem, lyder det fra Bjarne Nielsen i en pressemeddelelse.