GÅ I GANG-katalog inspirerer til at være fysisk aktiv

Det nye katalog for GÅ I GANG er på gaden. Heri kan man finde inspiration til at være fysisk aktiv i Billund Kommune, samtidig med at der tages hensyn til skavanker eller usikkerhed overfor fysisk aktivitet.

Er du lidt usikker ved at være fysisk aktiv? Mangler du et tilbud, som tager hensyn til skavanker? Savner du at være aktiv sammen med andre?

Kan man svare ja til et af spørgsmålene, kan man med fordel finde inspiration i folderen GÅ I GANG, som er for borgere, der har brug for at være fysisk aktiv sammen med ligesindede.

GÅ I GANG-programmet 2022-23 er netop udkommet. I programmet er der tilbud til alle, som ønsker at røre sig, samtidig med at der tages hensyn til eventuelle skavanker samt eventuel usikkerhed over for fysisk aktivitet. Aktiviteterne foregår rundt omkring i Billund Kommune og tilbydes af patientforeninger, privatpersoner, idrætsforeninger, andre foreninger og Billund Kommune.

Man kan komme selv eller tage naboer, venner eller pårørende med.
GÅ I GANG handler først og fremmest om at være fysisk aktiv og få rørt sig – og derigennem få det bedre fysisk og psykisk. Et vigtigt element i GÅ I GANG er muligheden for at møde ligesindede og danne sociale netværk.

Har man lyst til at deltage, kan man se alle aktiviteterne til og med juni 2023 i folderen ‘GÅ I GANG 2022-2023’ på billund.dk/igang eller i en trykt udgave, som man finder på bibliotekerne.

Ved alle aktiviteter er der en kontaktperson, som man er meget velkommen til at kontakte, hvis man har spørgsmål eller gerne vil høre lidt mere om aktiviteten skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.