Bülows Hjørne: Prægtige ildsjæle fra barndommens land i Hejnsvig

Bülows Hjørne

Af Louis Bülow.

 

Denne artikel var den 15. som Netavisen Grindsted bragte (den 13. december 2019) – og nu genudgiver vi den.

En vidunderlig barndom og opvækst i 1950’ernes fattige landbosamfund i Hejnsvig har forlenet mig med nærmest hellig respekt og stolthed over min vestjyske hjemstavn, der i fordums dage emmede af nærvær, tryghed og kærlig omsorg for sine sognebørn.

Endnu er verden ikke gået helt af lave, og 1960’ernes velfærdsræs og studenterballade ligger først lige om hjørnet. Den folkekære konge Frederik 9. sidder på tronen med dronning Ingrid ved sin side, den solide socialdemokrat H.C. Hansen sidder på magten som landets statsminister og i Hejnsvig er alt, som det plejer at være – ved det gamle.

Her sidder den stoute bonde Gregers Kristensen fra Rishøj solidt for bordenden som sognerådets førstemand og holder et vågent øje med rødstrømpebevægelse, kollektiver og hippiekulturens unge. Dem, der flirter med speltgrød og hønsestrik og føler sig mere hippe end deres forældre, ryger en sjovere tobak og krammer hinanden for en ny og bedre verden.

I Hejnsvig slår jeg rod, her får jeg hjemme, her hører jeg til …

Den lille landsby beriger min barndom og opvækst med en række ildsjæle, der i godhedens tjeneste tager sig af en seks-årig purk, der har det svært og en tidlig morgen duver ind på lillebyens søvnige station med et bumletog fra Esbjerg – på flugt fra et inferno af barske svigt og fortrædeligheder.

Som den stoute Karl Knudsen fra Hejnsvig Idrætsforening, der igennem fem årtier med godhed og åbne arme tager sig af børn og unge, der kommer i HIF. Han forener sit livslange virke i foreningen med menneskelighed og socialt engagement i ordenes bedste betydning.

Fotograf: Ukendt

Karl er på fornavn med alle, på hat med de store og på bajer med bumsen. Jovial og slagfærdig med sin stoute karakter og jyske lune fra syvende kartoffelrække, helt derude hvor kragerne vender. En spasmager af Guds nåde – altid med et glimt i øjet og den uundværlige kasket på sned.

Hos Karl er der højt til loftet med plads til alle – også til dem fra vanskelige kår, dem, der mistrives og har det svært. Jeg finder et fristed hos Karl på stadion i et socialt fællesskab, der nærmest emmer af tryghed og hjertevarme. Mangen lille purk oplever sit første vingesus af triumf, når Karl sætter ham på puslingeholdet. Han kører trofast tusinder af kilometer for at følge sine spillere. Vinder puslingene, er Karl der altid med en is i belønning. Taber vi, ja så får vi også en is.

Også et erindringsbillede af den unge gårdejer Peter Henning Kruse fra den store slægtsgård Godtrumgaard i Gilbjerg toner fremSom KFUM-leder, træner og mentor skal han trofast følge Hejnsvigs børn og unge i såvel medgang som modgang et langt stykke hen ad livets landevej.

For godt 60 år siden kanter jeg mig ind i den gamle skoles gymnastiksal i Hejnsvig, hvor der med Henning som træner bliver spillet bordtennis i KFUM-regi til den helt store guldmedalje.

Med Henning Kruse skal jeg møde en hædersmand i et forjættet land, der gavmildt giver plads til alle. En husmandsknægt fra Hejnsvig Mark, en røgterdreng fra Klink, en bondeknøs fra Gilbjerg eller en arbejdersøn fra Fugdal Mose – ingen bliver vraget. Han værner om de svageste, sår håb og livsmod omkring sig og lader os opleve vore første sejre på livets bane.

Hvad enten han betror os at opstille bordtennisborde, at gøre rent, holde opsyn eller tager os med til klubkampe og stævner rundt omkring i det vestjyske.

Et fjernt erindringsbillede af Hejnsvigs kloge gamle mand fra dengang trænger sig på. Da Anders Andersen – i folkemunde Gamle Andersen – i sin tid flytter til Hejnsvig for at lede sognets store virksomhed Kathrinebjerg Teglværk, viger han ikke tilbage fra at bane nye veje, flytte hegnspæle og nedbryde skel og skranker.

Nærmest dagligt lægger han vejen forbi vor lune stue i Bredgade for gavmildt at dele ud af al sin viden og livsvisdom over en kop dampende Madam Blå og Oluf Bagers bedste konditorkage.

Kilde: Hejnsvig Sognearkiv – Fotograf: Ukendt

Allerede tidligt lader Gamle Andersen mig lege med fantasien som nådegave, og med uendelig tålmodighed gelejder han mig ind i bogstavernes svære univers. På finurlig vis får han ord og alfabet til at funkle og inspirere og lærer mig at læse, inden jeg overhovedet starter i den gamle landsbyskole i Hejnsvig.

Ad åre skaber han sit eget lille folke-universitet i de små hjem og bibringer også mig dyb kærlighed til kultur, historie og litteratur.

Og først og sidst toner den gamle gårdejer i Hejnsvig Morten Sparvath frem. Mit livs prægtige mentor, der med tålmod lærer mig at blive dus med himlens fugle, hilse på en kronhjort, cykle på små markveje, sætte orme på krog, fiske og kaste med flue og modigt lader mig tumle gårdens traktor.

Med ægte passion fortæller han mig om Gråhedens og Hvide Sandes hemmeligheder. Han lærer mig de steder at kende, hvor harekillingen har sit leje, lærken sit kuld, viben sin rede, Jeg ved, hvor ræven lusker omkring, hvor småfuglene støvbader, og jeg kender de lyngtoppe, hvor hugormene dovent lader sig bage igennem

Med Morten ved hånden bliver jeg fortrolig med det usynlige kor af lærker, der bryder markernes fredfyldte stilhed med deres kåde trillen, jeg oplever solen, der med sine gyldne stråler klæder marker, enge og skovbryn i skønne farver, fornemmer den liflige duft af nyslået hø med grøn kløver, smagen af nye kartofter og suset af den stride vestenvind.

Morten skal føre mig ind i digteren Jeppe Aakjærs univers med spurven, der sidder stum bag kvist, havren, der har bjælder på, og Ole, der sidder på en knold og synger. Med Jeppe Aakjær sidder jeg med ved mors rok, jeg føler med hyrden, der med smil bærer sin byrde og græder for Jens Vejmand, der bliver båret over heden en kold vinternat.

Morten Sparvath er selv rundet af fattige hedebønder med kristenkultur og bibelske traditioner dybt forankret, og ikke så sjældent forundes jeg at få fortalt hans egen historie om livet på de vidtstrakte hedesletter i det vestjyske som sin barndoms land.

En skæbnefortælling blottet for stokroseromantik og Morten Korch-idyl om en families barske og slidsomme kamp for at overleve. Alle munde skal mættes, alle må gå til hånde og yde deres for at  få tag over hovedet, tøj på kroppen og mad på bordet.

Tidligt må Morten lære at tage sin tørn derhjemme. Allerede før en vis herre får sko på, bliver han sendt ud på heden, og med kasket, slidte træsko og bukser med lapper både for og bag er han ude med sin flok tidligt og silde og i al slags vejr. En sjælden gang brydes ensomheden af knirkende vognhjul og stude, der møjsommeligt slæber sig afsted over heden, og hver gang springer han op for at nyde synet.

Ved at indvie mig i sit hårdføre liv som hyrdedreng på heden, forlener Morten også mig med en livslang kærlighed og samhørighed med naturens sjæl, med bondekultur og min hjemstavn …