Heading South – beretningen om 12. og 13. dagen på cykelturen til Gibraltar

Foto: Privatfoto

Denne rejseberetning er skrevet af Jakob, da de tre har valgt at splitte deres tur op, pga. præferencer for underlaget er forskelligt skriver han på Headingsouth.dk – Jakob følger stadig ruten, mens de andre vil finde et alternativ med den originale rute som pejlemærke

 

#12 En tilfældighed som medfødte nye muligheder

En kold og mørk morgen. Alle mine enheder var gået tør for strøm – selv telefonen. Ret kritisk når jeg alene. Måske dumt at lave billeder, se tour og aften-tour i går.

Da det så lidt gråt ud og jeg ingen læ havde omkring vindmøllen pakkede jeg hurtigt sammen og trillede de første 20 km ind til Kaiserslautern, hvor jeg fik loadet svinet og mig selv med noget morgenmad. Café’en ville ikke lade mig lade mine enheder – dårlig stil – men så fandt jeg en ledig kontakt i foyeren. 

Tre kopper cappuccino senere og jeg trillede videre. Tak for støtten på BuyMeACoffee forresten – nu er det jo også fint kun at give en 😉.

Efter min lange pause bød vejret på smådryb og ruten bød på en ordentlig stigning! På toppen af den fik jeg nogle hurtige madder.

Da jeg ellers var ved at være klar til 20 km nedkørsel på MTB-track kom jeg i kontakt med Karina og Claus (Jonas Vingegaards forældre) – de var lige i røven af mig med fuld autocamper setup. Da mine forældre passer deres hund i disse dage, havde de fundet ud af at jeg var i det område de skulle ned i.

Så jeg fløj ned ad sporet og mødtes med dem i bunden. Her valgte jeg at tage en hygge dag med dem og komme nogle kilometer frem samtidig – helt perfekt. Så ind på en snusket campingplads lige ved ruten 150 km længere fremme, vaske tøj og så ned og spise på torvet i den lokale by – i Frankrig! 🇫🇷

Ikke nok med at Karina og Claus var i samme område som mig, så flasker det hele sig også med at Tour-feltet triller forbi 60 km inde på morgensdagens EDT-etape (min rute). Bliver vildt!

Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse

#13 Tour de France og en fejlvurdering.

Første dag i Frankrig og så starter det med Touren – Fransk sommer!

Planen i dag var at se Touren komme over en kategori 3 stigning. Karina og Claus skulle også se det, og fik den geniale tanke, at de kunne tage min oppakning med der hen. Så gik de 1000 hm over de næste 60 km på franske grusveje lidt nemmere.

Da jeg kom frem diskede Karina op med en klasse frokost og den helt store karavane kom susende forbi. Efter karavanen valgte jeg at cykle lidt op af stigningen med et dansk “Vingegaard” flag på ryggen lånt af Karina. Fed oplevelse at blive heppet op af stigningen!

I et danskersving slog jeg mig ned og satte mig i stilling. Feltet blev ført frem af danske Mikkel Bjerg med resten af hans hold på hjul. Desværre lå Jumbo-Visma midt i feltet, så nåede kun lige at heppe på Jonas 😅

Efter tour-feltet var fløjet forbi aftalte jeg med Karina og Claus, at vi fandt en campingplads sammen – så kunne jeg fortsat køre uden oppakning. Dumt antog jeg at ruten var ligeså nem, som de første 60 km, og tænkte at jeg godt kunne køre 70 km mere.. den var så ikke særlig nem.

Lede stigninger, stigninger på vandrestier, downhill tracks, skiløjper og nedkørsel af klipper gjorde at jeg koldede fuldstændigt. Derudover, så tabte jeg en dunk (den sidste med vand i), rev min trøje i stykker i forhjulet, blev stoppet af politiet, fordi en franskmand var forsvundet i skoven, det blev mørkt, kørte ned af vandresti i mørke uden pandelampe (lå i autocamperen..) og nå ja, så var jeg færdig hele vejen. Heldigvis så ville Claus gerne hente mig – så jeg skulle bare lige gennem alt overstående inden det gav mening ift. vejnettet.

Da jeg så kom frem til campingpladsen, skulle jeg heldigvis ikke tænke på mad, og vi fik en late night dinner kl. 23. Så var det ellers bare godnat inden jeg sov over bordet.

Turen blev 135 km med 3.000 hm. #lednok

Pt. status med turen, så er jeg i 165 km i plus, når jeg i alt har 42 dage til at tilbagelægge de 4.100 km. Så det er lækkert. De næste 50 km er “flade”, og så rammer jeg ellers den schweiziske grænse med nogle lede stigninger igen.

Klik på billederne i galleriet herunder for at se dem i stor størrelse