Sanders Historiske Hjørne: Fæstebønder, fæstevæsenet, Christen Jensen (1665-1750) og Museumsgården Karensminde

Museumsgården Karensminde - Foto: Billund Kommunes Museer

Af Carsten Sander Christensen

Fæstebønder var landmænd, som fæstede en gård hos adelen, kirken eller kongen. At fæste betyder i denne sammenhæng at være bundet til. Man var bundet til brugsretten på en landejendom med tilhørende jord, som regel livslangt – mod en fast aftalt modydelse i form af betaling med arbejde eller afgrøder, der kaldes landgilde. En fæstegård var typisk ejet af en godsejer, staten eller kongen. En fæstebonde boede på sin herres ejendom og var bundet til ham hele livet, og ligeledes var bondens enke. En fæstegård kunne have forskellig størrelse og derfor blev landgildet fastsat efter gårdens og tilliggende jordes areal. Indtil stavnsbåndets ophør i slutningen af 1700-tallet var alle fæstebønder bundet til deres fæstegård uanset vilkårene. Efter stavnsbåndets ophør opstod den såkaldte bondefrihed.

Hvorfor fæstevæsenet blev indført, fortaber sig lidt i mørke. Man mener, at bønderne oprindeligt havde søgt ind under godsejeren for at blive beskyttet mod ydre fjender; især det sjællandske begreb ”vornedskab” skulle pege i den retning. Økonomiske fordele havde der måske også været, idet der ganske vist ikke opkrævedes generelle skatter helt frem til midt i 1600-tallet, da kongens og statens udgifter blev dækket af indtægterne fra krongodset, omsætningsafgifter og told (især Øresundstolden), men krigs- og andre ekstraskatter kunne tynge bønderne eftertrykkeligt. Denne økonomiske byrde kunne de undgå ved at blive fæstebønder. Ordet ‘fæste’s oprindelse er vanskeligt at bestemme, da det har forskellige betydninger. I denne sammenhæng er nok det oldnordiske ”festa”, som betyder forpligtelse, det væsentlige.

Fæstevæsenet begyndte i midten af 1200-tallet, og omkring 1400 var knap 90 % af alt bøndergods gået over til et fæsteforhold. 200 år senere var kun omkring 6 % selvejere tilbage. I 1919 blev fæstevæsenet endegyldigt afviklet ved lov. Fæstet var siden 1500-tallet som oftest udformet på skrift i et såkaldt fæstebrev. Fæstebrevet var en kontrakt mellem godsejer og fæstebonde om brugsretten til en gård. Fæstebrevet opførte fæsterens forpligtelser. Mod at ‘nyde’ gården skulle han ‘yde’ landgilde og hoveri og/eller en anden afgift. Landgilde var fæstebondens årlige ydelse til godsejeren. Den blev givet dels i rede penge og dels – og først og fremmest – i naturalier. De enkelte poster kaldte man for ”persiller”.

Museumsgården Karensminde i Morsbøl var også en fæstegård i 1600-tallet og givetvis lang tid før. De første fæstebreve der dukker op i arkiverne, er fra 1680erne. I midten 1660erne var gården et kongeligt ryttergods og hørte ind under Nørholm Gods ved Christian Vind. Ejeren i 1680erne var Horsens Hospital. I fæsteprotokollen for Horsens Hospital finder man et fæstebrev fra 1684. Og her skal det tilføjes, at gården var temmelig ramponeret efter svenskekrigenes hærgen her på egnen nogle årtier før. Lejesoldater af alle slags havde taget godt for sig. Fæsteren hedder Christen Jensen Løvlund (1665-1750). 1. generation af familien Jensen på Karensminde. Han fæster altså som 19-årig. I første omgang en halvgård, som han overtog efter fæstebonden Niels Nielsen. Christen var gift med Kirsten Jacobsdatter (1673-1755). Christen Jensen kom oprindeligt fra Glibstrup, der ligger godt 20 km nord for Varde i Lyne Sogn. Hvor hans tilnavn kommer fra, er uvist. Løvlund ligger jo mellem Grindsted og Billund og ikke i Lyne Sogn. Men bemærk lige alderen, Christen blev 85 og konen 82 under de endog meget barske forhold her på heden.   

I Christen Jensens levetid blev der udstedt fæstebreve i 1684, 1698, 1721-22 og 1733. Det sidste fæstebrev blev udstedt netop det år, Stavnsbåndet indførtes. Ved fæstebrevet i 1721-22 blev Karensminde overdraget til sønnen Jens Christensen (1702-1773) og i 1733 blev gården overdraget til Christen Jensens svigersøn Ebbe Andersen (1712-1780) fra Hejnsvig området, der var gift med Christen og Kirstens ældste datter Anne Christensdatter (1700-1780).

I de forskellige fæstebreve ændres fæsterens forhold til arbejdsgiveren. Blandt andet blev han fæstet på livstid. Endvidere blev skatterne reguleret. Christen Jensens ansættelse betød, at han havde visse forpligtelser der skulle overholdes. I modsat fald blev kontrakten ophævet og familien måtte forlade gården. Hvis hospitalet fandt andre kontraktbrud, fik det fatale konsekvenser for fæstebonden. Men det sidste familiemedlem, der boede på gården i sin levetid, Karen Søgaard døde i 2019, 335 år efter familiens overtagelse af Karensminde, så kontrakten blev altså ikke ophævet. Udover Anna og Jens fik Christen Hansen og Kirsten Jacobsdatter yderligere tre børn. Sønnerne Anders Christensen (1712-1785), Niels Christensen (1719-1783) og Jacob Kristensen (f. 1705).

Forpligtelserne bestod i at Christen Jensen skulle: 1) udøve sit erhverv forsvarligt (hospitalet holdt nøje øje med kvaliteten af deres fæstebønder), 2) rette sig efter Horsens Hospitals anvisninger, 3) udføre hoveri, når det blev forlangt, 4) betale landgilde rettidigt, 5 betaler skatter rettidigt, 6) holde bygninger og arealer vedlige og 7) underholde og passe eventuelle aftægtsfolk.

Efter enevældens indførelse i 1660 får man bedre kildemateriale. Deraf kan man udlede, at kun 6 % af bønderne var selvejere, mens fæstevæsenet med stærkt udvidet hoveri vandt hastigt frem på egnen. Nok havde fredsperioden efter Den Store Nordiske Krigs afslutning i 1721 og en alvorlig landbrugskrise vist vejen fra midten af 1700-tallet. Mange godsejere havde indført stordriftsform på deres hovedgård og havde krævet øget hoveri. Men det gav ikke det ønskede resultat, og der krævedes reformer. Af netop denne årsag blev Stavnsbåndet blev derfor indført i 1733 og ophævet i 1788.

Nogle år efter Stavnsbåndets indførelse bliver der indgået arvefæsteskøde mellem familien Jensen og Horsens Hospital. Betingelserne for indgåelse af arvefæsteskødet var, at fæsteren Ebbe Andersen købte arvefæsteskødet, at han skulle drive ejendommen på egen hånd, at han ikke forringede ejendommens bygninger eller areal (ingen udlejning af jord eller boliger med dertilhørende indtægter og kun råstofudnyttelse til eget brug). Samtidig med han ydede landgilde og hoveri som enhver anden fæstebonde. Udover at fæstet gik i arv, måtte Ebbe Andersen dog også sælge eller pantsætte fæstegården. Arvefæste var en slags mellemstation til selveje, der kom på egnen i slutningen af 1700-tallet