Af Louis Bülow
Fra nær og fjern valfarter i denne uge 250.000 gæster og andet godtfolk til det landskendte Vorbasse Marked til fest, farver og glade dage – et broget univers af skæve eksistenser, landevejsriddere, gøglere, skærslippere og landevejens frie fugle.
Ikke at forglemme bissekræmmere i deres velkendte slidte mundering og lirekassemænd med høj hat og pjaltet fintøj, der lokker sprøde valsetoner ud af en forpustet lirekasse – næsten så englene synger, og en lille abe med hat og blikdåse nikker med.
I sin familiekrønike Lillys Danmarkshistorie beskriver forfatteren Pia Fris Laneth – selv med rødder i det lille landbosamfund – Vorbasse Marked som barndommens forjættede land med rutschebaner, karruseller, radiobiler, skydetelte og boder. Hvor det flyder om ikke med mælk og honning så dog med vafler, is, pølser, sodavand, candyfloss og mørkebrune honningkager fra Christiansfeld
.Men også med alskens udskejelser som druk, svir og soldeture by night: ”Markedet var sikkert ikke mindre festligt på mine oldeforældres tid. Hver eneste gård i byen holdt beværtning under markedsdagene … Pastor Tage Jensens forsøg på at kalde sin sjæleflok til orden mislykkedes – ingen havde lyst til at give afkald på de betydelige indtægter …”
Om nogen er det den navnkundige gøglerkonge Professor Labri, der har gjort Vorbasse Marked landskendt med sine rablende skøre monologer. Flere af hans bevingede ord har siden bidt sig fast som navnkundige talemåder som Galoschens march over Knippelsbro og Vorbasse Krigshavn, hvor han udødeliggjorde gadekæret i den lille landsby på den vestjyske hede.
Og endeligt det legendariske mundheld om Frikadellens flugt over plankeværket, hvor det hæderkronede Hotel Eyde i Herning tør siges at spille en vis rolle …
Lad os skrue tid og sted tilbage til Herning en sommeraften engang i forrige århundrede, hvor en brødflov Professor Labri lægger vejen forbi Hotel Eydes gårdhave for at få sig et solidt måltid mad. Måske også træt efter en hektisk markedsdags barske strabadser.
Han har senere løftet sløret for, hvad der videre sker hìn mindeværdige aften: ”Jeg kom til Herning! I en krohave bestilte jeg middagen for mine sidste penge, bl.a. fik jeg frikadeller. Jeg var dødsulten og så på tallerknens ringe indhold … Jeg rejste mig og gik ind for selv at hente brødet …da jeg kom tilbage, lå der kun én frikadelle på tallerknen. En forsulten hankat havde snuppet den anden. Den sad nu oppe på plankeværket med den i gabet …”
Da gøgleren ser frikadellen forsvinde over plankværket i munden på hotellets kat, udbryder han halvt i smil, halvt i gråd: – Frikadellens Flugt over Plankeværket!
En historie, der får tanker og minder til at søge tilbage til engang i 1950’erne til fordums dages landsbyskole i det vestjyske med gamle lærer Jensen stout og bred bag sit kateder. Han ligner det, han er – en ægte landsbydegn, der helt ind i sjælen er forankret i dansk bondemuld.
Ikke en oppustet landsbydegn som Per Degn i Holbergs komedie Erasmus Montanus, men en forgudet vejleder og mentor for generationer af skolebørn, der ser sin lærergerning igennem fire årtier som et kald, en passion.
Det er time i bibelhistorie, og lærer Jensen spørger ind til årets tre store højtider. Med sine tanker et helt andet sted fremstammer en dreng med et henført udtryk i øjnene: jul, påske og Vorbasse Marked. Sognets gamle degn har svært ved at holde masken, og uden blusel beslutter han at stjæle undervisningstid fra Gamle Testamente og de store Profeter, der alle pænt må afvente deres tur.
Lærer Jensen er en gudsbenådet fortæller, og båret af en finurlig fantasi tager han os nu med tilbage til Professor Labri og datidens Vorbasse Marked. Vi ser næsten Professoren stå der lyslevende foran os med lorgnetter, rødt slips, skævt knappet diplomatfrakke og høj silkehat. Med den uundværlige cigarstump i mundvigen, farvestrålende sommerfugle anbragt på den slidte frakkes reverser og en sort elfenbensstav i hånden forsøger han at lokke publikum ind til sin store jubilæumsforestilling:
– Værsgo, værsgo! Tag kæresten under armen, svigermor i nakken … adgang for alle, tykke og tynde, store og små, grever og baroner, baronesser og køkkenskrivere … Ammer og husarer går gratis ind, når de tager hovedet under armen …
Som sprogets fornemste anarkist samler Professor Labri altid et stort publikum med sit gnistrende ordfyrværkeri af veltalenhed. I bedste gøgler- og plattenslagertradition annoncerer han frejdigt en høne med tre ben, som stepper på et forniklet hakkebræt, 25 benløse kanariefugle, der danser tango på kanten af en vaskebalje, og endeligt frikadellens flugt over plankeværket med en gaffel i ryggen, skarpt forfulgt af to røgede sild.
– Kom ind og oplev en ægte krokodil fisket op af Vorbasse Krigshavn, se en hane med to hoveder og skelettet af et menneske, lokker han. Indenfor i teltet viser det sig at være evige gavtyvestreger – en krukke dild, en vandhane med èt hoved til koldt og et andet til varmt vand, og en ske, der bliver lettet af hans assistent.
Vi får lov til at opleve den sommers helt store attraktion med en menneskeædende negerhøvding Ngombli, fanget i Transvaal. Mens Labri går ind i teltet, råber han til de mange tilskuere, der flokkes ved indgangen: ”Nu skal menneskeæderen fodres, og jeg trækker mig tilbage … Skynd Dem, skynd Dem, negerhøvdingen er sulten og utålmodig! Hør, hvor han slider i lænkerne.”
Få minutter senere er teltet stuvende fyldt, og Professor Labri træder op på scenen og letter med et galant buk på silkehatten. Med tryllestaven i hånden og ansigtet vendt mod tilskuerne trækker han et forhæng til side: Her ser De den berømte …
Længere når han ikke, for det utålmodige publikum kan kun få øje på et par mugne støvler på forhøjningen og giver højlydt udtryk for deres overraskelse. Professoren hiver støvlerne i vejret, stirrer ganske målløs frem for sig og udbryder så med rædsel i stemmen: Aah Herregud! Den stakkels mand har ikke kunnet vente, og nu har han ædt sig selv …
Plakat Vorbasse Heste Marked 21-22 juli 1978 – Kilde: Det Kgl. Biblioteks billedsamling
