Bülows Hjørne: – Anker, han var sgu god nok

Af Louis Bülow

Onsdag den 13. juli i år kunne landets tidligere statsminisker Anker Jørgensen være blevet 100 år. Som han sagde: ”Jeg angler ikke efter et stort eftermæle. Jeg håber bare, at de siger: Anker, han var sgu god nok.”

Anker Jørgensen i april 2007 – Privatfoto

Hans eftermæle endte med at blive endda rigtigt stort, og tilbage står i dag mindet om en politisk hædersmand, der i et livslangt politisk virke forblev trofast mod sin ungdoms værdier og idealer:

Som Vajsenhusbarnet arbejdede han sig op til samfundets top fra den fattige barndom som forældreløs på Christianshavn, hvor fire lejligheder deltes om en rusten køkkenvask på gangen og lokum i gården.

Som folkets mand på tinge med jord under neglene og et fast håndtryk kom han på fornavn med danskerne.  Uden at lefle forenede han sin gerning med mod, anstændighed og integritet  –  på hat med de store og på bajer med bumsen.

Som landets statsminister færdedes han lige hjemmevant til kaffe og æblekage hos Maren i kæret, til en bajer med gutterne på hjørnet som på de bonede gulve til nytårskur, taffel og gallamiddag på Amalienborg med de imponerende spejlvægge og smukke lysekroner.

Der var i øvrigt en rigtig god kemi mellem Anker og den unge dronning Margrethe, der beskrev ham ”sådan ligeud ad landevejen … Krag havde set mig som fummelfingret teenager. Det gjorde Anker Jørgensen ikke.”

Anker Jørgensen i april 2007 – Privatfoto

Det var en sjælden tid, hvor landets statsminister var blevet dus med nationen, stod i vejviser og telefonbog uden hemmeligt nummer og færdedes frit uden at være mandsopdækket af livvagter og PET-agenter.

Lad os bladre i mindernes bog og skrue tid og sted tilbage til slutningen af 1920’erne til en større gård på Midtsjælland. Ankers mor og far Karen Marie og Johannes Albert Jørgensen er begge med ganske få års mellemrum bukket under for den tids fattigmandssygdom tuberkulose.

– Nåja, ham må kommunen vel tage sig af …”

Ordene falder på drævende sjællandsk, da hans tante tobaksarbejderske Karla Jacobsen spørger den ældre landmand, hvad der nu skal ske med hans barnebarn Anker. Få timer tidligere er tante Karla med Anker ved hånden troppet op på Københavns Hovedbanegård for at tage knejten med på en togrejse ud på landet til bedsteforældrenes gård.

Med ordene – Jeg skal give dig kommune beslutter tante Karla at tage retur til arbejderlejligheden i Bådsmandsstræde 10A i det indre København og samtidigt tage Anker med sig tilbage på rejsen.

Endnu er verden ikke gået helt af lave. Christian X sidder på tronen med Dronning Alexandrine ved sin side, den bundsolide cigar sorterer Thorvald Stauning sidder på magten som statsminister.

Med stolthed i stemmen siger tante Karla ofte til lille Anker: ”Ja, Stauning og mig, vi er medlem af samme fagforening.”

Hos tante Karla skal han blive forundt en vidunderlig barndom og opvækst i stedet for at blive stuvet væk som socialt bundfald på 1930’ernes berygtede børnehjem og opdragelsesanstalter.

Med en betingelsesløs kærlighed som urkraft sprænger tante Karla alle rammer for at værne ham mod livets svigt og fortrædeligheder. Ganske som i H. C. Andersens hjerteskærende eventyr om moderen, der kæmper for at fravriste døden sit barn. Hun ofrer sig for barnet, og da Døden undrer sig, lyder hendes svar: – Jeg er en moder …

Tante Karla lader ham optage på Det Kongelige Vajsenhus’ Skole for forældreløse børn, for som hun sagde: ”Hvis jeg falder bort, er du bedre sikret på den måde.” På Vajsenhusets skole er spanskrør, streng disciplin og udenadslære de bærende undervisningsprincipper, og salmevers, kongerække, hovedstæder og floder hamres ind i børnenes hoveder.

Anker har det mere end svært med al det terperi, og forfatteren Alex Frank Larsen fortæller, at man i hans karakterbog fra dengang kan læse ikke så få bemærkninger som Urolig i timen … ikke læst på lektierne … har glemt penalhus.

Hans lærer Floor sukker nærmest opgivende: ”Hvad skal det dog blive til med dig? Det ender jo med, at du bliver en af dem, der går rundt på gaden …”

Det skulle dog komme til at gå helt anderledes …

Efter at være gået ud af Vajsenhusets Skole knoklede Anker en vis del ud af bukserne som svajer i en grøntforretning, han sled som arbejdsdreng på en låsefabrik, han slæbte brunkul og tørv ned i villakældre, han svedte som snerydder og bankede rust på Amerikabåden Dronning Maud på et skibsværft.

Senere i 1970’erne som landets statsminister i gennem 10 år måtte han arbejde under vanskelige parlamentariske forhold med nye strømninger i vælgerhavet og populisten Mogens Glistrup på sidelinjen.

Alligevel fik han gennemført gennemgribende reformer som efterlønsordningen, garantilønnen, Lønmodtagernes Dyrtidsfond og en omfattende socialreform med Bistandsloven som vigtigste element. Også et endegyldigt nej til Atomkraft blev det til.

Som landets førstemand under den værste økonomiske krise siden 1930érne kæmpede han indædt for det danske velfærdssamfund. I et interview med Ninka opfordrede han dengang til at lægge andet og mere i begrebet solidaritet:” Vi må være eksponenter for menneskelighed på alle områder. Eller lad mig flippe helt ud og sige: kærlighed.”

På den private front fik han allerede i slutningen af 1940’erne i KB-Hallen øje på Pindstrup-pigen Ingrid med den hvide bluse, den grønne spencernederdel, sløjfe i håret og fletning. Efter flere danse kunne han drage hjem med Ingrids telefonnummer i hånden og skrive i sin dagbog tirsdag den 20. april 1948: Mødte sød pige (Ingrid Qvist), som jeg aftalte møde med.

Et halvt år senere kimede Marie Magdalene Kirke på Djursland til bryllup, og Anker og Ingrid blev smedet i hymens lænker i november 1948.

I årtier blev han boende på Borgbjergvej i Sydhavnen sammen med sin elskede Ingrid og de fire børn i en almennyttig lejlighed på 3. sal. Som statsminister sagde han nej til al prunk og luksus på Marienborg ved Bagsværd Sø: “Jeg kunne sgu aldrig finde oplukkeren i det store hus.”

Da alderen indhentede ham, og bentøjet ikke kunne mere, måtte han efter 50 år sige endegyldigt farvel til lejligheden. Som den første forhenværende statsminister nogensinde fravalgte han mere mondæne løsninger for at flytte ind på et offentligt plejehjem i sit gamle arbejderkvarter.

Med alt som det plejede at være  –  ved det gamle. Selv svækket og krumbøjet kom han trofast i sit gamle arbejderkvarter i Sydhavnen og nød en bajer med de gæve gutter på hjørnet. Han nød som altid kaffe og kage i pavillonen på Mozarts Plads, og som èn af gutterne sagde til Olav Hergel:

”Vi elsker Anker. Vi elsker alle sammen Anker. De andre nikker …”

Mange københavnere oplevede alderdommens skrøbelighed, javel, men også en usvækket livskraft, når Anker i dé år tog på rejse rundt i København. Michael fra Amager har fortalt om en tur med S-toget, der for tid og evighed har mejslet sig ind i hans erindring:

 “Jeg blev først lidt paf, Det her er sgu en af de helt store kanoner, tænkte jeg. Den sidste politiker af sin slags, en af dem der aldrig fik en højere universitetseksamen og alligevel nåede helt derop, hvor man ikke kan nå længere. Jeg fik gudskelov taget mod til mig og fik sagt “Dav Anker” til ham. Han hilste venligt tilbage, og så sludrede vi løst og fast om politik …

 Jeg kiggede efter ham, da han gik hen af perronen. Han så gammel ud, gik med stok og havde bøjet ryg. Sådan virkede han ellers ikke på mig inde i kupeen. Der havde hans øjne lyst og hans stemme glødet … Hold ud, du gamle, tænkte jeg.”

Længe holdt Anker ved, men en forårsdag i 2016 – søndag den 20. marts – måtte danskerne slippe hans hånd med et sidste farvel. Han sov stille ind på plejehjemmet i Valby, omgivet af dine kære.