Billund Svømmeklub har masser af vandtid – men mangler trænere

PR-Foto

Af Marianne Thorø

 

Når Billund Svømmeklub – BISK – på søndag åbner for tilmeldingen for eksisterende medlemmer, så vil der være et 30 pct. lavere holdudbud end sidste sæson. En stor mangel på voksne trænere betyder nemlig, at klubben ikke kan oprette så mange hold, som man ved der er efterspørgsel på – og som der faktisk også er vandtid til. Altså tid i vandet i Billund Bad.

– Hvert år er der pres på holdene, når vi åbner for tilmelding, men i år bliver det endnu værre. For der er den samme mængde børn, der skal fordeles på færre hold, fordi vi ikke – trods en ihærdig indsats – har kunne finde nok voksne trænere til alle hold, siger bestyrelsesmedlem i BISK, Morten H. Ravn.

Ifølge ham har flere voksne trænere meldt fra til den kommende sæson – enten fordi de har fået andre arbejdstider, eller fordi de ganske enkelt trænger til en velfortjent pause efter at have været frivillige trænere gennem adskillige år.

– Det er brand-ærgerligt, at vi ikke får brugt den tilgængelige vandtid, netop som vi var inde i en meget positiv udvikling med 545 medlemmer. Som det ser ud nu, kommer vi til at skuffe 100-140 potentielle medlemmer i en klub som i forvejen har udsolgt af pladser, siger Morten H. Ravn.

Så meget tyder på, at alle pladser bliver solgt ud på søndag, og at der således ikke vil være noget tilbage, når der åbnes for tilmelding af nye medlemmer ugen efter. Medmindre:

– Hvis man som forælder melder sig til at blive træner, så får to børn i husstanden lov at springe foran alle i køen og dermed sikre sig en plads til den kommende sæson. Det eneste krav er, at man skal kunne lide at arbejde med børn, så sørger vi for relevante kurser og god sparring med de øvrige trænere, siger Morten H. Ravn.

Svømmeklubben i Billund kan kontaktes på biskbestyrelse@gmail.com.