Fernisering af ny udstilling i Galleri SAM: Vild Fauna møder Marsken

Helle Bang og Lars Bollerslev - PR-Foto

Fra den 27.august til den 2. oktober kan du se kunstudstillingen Vild Fauna møder Marsken i Galleri SAM på Grenevej 23 i Billund.

Det er kunstnerne Helle Bang og Lars Bolderslev der har lavet malerierne, og du kan møde dem til ferniseringen, der foregår fra kl. 14 til 17 den 27. august.

Efter Ferniseringen vil udstillingen være åben fredage, lørdage, og søndage fra kl. 13 til 17 frem til den 2. oktober (og derudover efter aftale) skriver Galleri SAM i en pressemeddelelse.

 

Helle Bang (f. 1947) er uddannet billedkunstner og skulptør fra Århus Kunstakademi, og arbejder med maleri og skulptur. Helle er en både ekspressiv og abstrakt maler, for hvem farven er en afgørende faktor ved ethvert billede. Hun inspireres af naturens særlige farvepoesi, hvilken hun indfanger og gengiver med stor koloristisk sans. Helle har udstillet og er repræsenteret på kunstmuseer og i private samlinger i Danmark og i udlandet. I 2014 blev hendes bronzeskulptur ”Svanen” givet til Prins Henriks 80-års fødselsdag.

Helle Bang arbejder aktuelt med “Vild Fauna” og hun udtaler herom:

“Vild Fauna genopstår:

Naturen skal være rigtig natur. – Naturen skal have alle betingelser for at bevare og udvikle sig.

Jeg glæder mig i dag meget over, at faunaen er ved at vende tilbage – efter man i mange år har dresseret og bekæmpet den.

Nu oplever vi faunaen får lov til at vise sig fra den allersmukkeste side – ligesom jeg husker det, da jeg var barn og færdedes alene midt i blomstrende grøftekant eller kornmark.

Al den frodighed har jeg netop arbejdet på at få gengivet i disse malerier – som jeg kalder Vild Fauna genopstår”.

Helle Bang er medlem af Billedkunstnernes Forbund og Kvindelige Kunstneres Samfund.

Klik på billederne i galleriet herunder for at se billederne i stor størrelse

Lars Bollerslev (f. 1973) bor ved Vadehavet og han forsøger at fange Vadehavets natur og omskiftelighed på samme tid. Markmandshuset er blevet et ikon for hjemstavnen i Tøndermarsken. Huset ved Ballum er lige i nærheden og indfanges på Bollerslevs ture rundt i området.

Bollerslev udarbejder skitser ude på stedet. Disse skitser danner grundlag for det egentlige arbejde med værkerne i atelieret.

Bollerslev er blandt andet med i publikationerne “Dage med Markmandshuset” og “Under en sort sol – Katalogtekst af Lone Schloo Erhardsen. Han underviser i billedkunst på en række institutioner i Danmark og i udlandet.