Grindsteds første pengeinstitut fejrer 150-års jubilæum

PR-Foto: Vestjysk Bank

 

Mayland 2025 banner

I september kan Vestjysk Bank i Grindsted fejre, at det er 150 år siden, at byens første pengeinstitut blev grundlagt. Dengang under navnet Spare- og Laanekassen for Grindsted og Grene Sogn i Slaugs Herred i Ribe Amt. 

Når man i dag kigger på Vestjysk Banks filial i Borgergade 3 i Grindsted, er det svært at forestille sig, at historien rækker 150 år tilbage.

Det var en handlekraftig kvinde ved navn Anna Johanne Rasmussen, som fik idéen til at oprette en sparekasse i Grindsted – efter at have hørt tale om en velfungerende sparekasse i Sdr. Omme.

Det var dog den daværende sognepræst i Grindsted-Grene Sogn, Pastor H.J.J. Mygind, som blev drivkraften, og han blev valgt som både formand og kasserer ved den stiftende generalforsamling den 3. april 1872 i Grindsted Skole. Knap fem måneder senere, den 4. september 1872, blev den første sparekassedag afholdt i præstegården i Grindsted. Derefter blev der afholdt sparekassedag to dage om måneden.

 

En sparekasse i udvikling
I de efterfølgende 149 år var sparekassen igennem en stor udvikling, hvilket også fremgår af gamle jubilæumsbøger.

– Dengang drev man pengeinstitut noget anderledes end i dag. En lidt sjov detalje er, at der i 1872 blev givet lån mod pant i mange forskellige ting – lige fra en plov og et klædeskab til svin og kreaturer, fortæller Dorthe Brinkmann, som er filialdirektør i Grindsted.

Senere kom en række fusioner, hvilket blandt andet betød, at sparekassen i 1989 skiftede navn til Den Jyske Sparekasse og i 2021 til Vestjysk Bank, som er det navn, der pryder facaden på filialen i dag.

 

Den lokale nærhed består
Siden grundlæggelsen i 1872 har der været fokus på det lokale tilhørsforhold i Grindsted, og selvom der er sket meget på 150 år, har det ikke ændret sig.

– Vi startede som et lokalt pengeinstitut, og det er vi også i dag. Selvom digitaliseringen har givet kunderne mange nye muligheder, betyder den personlige relation stadig meget for både kunderne og os. Vi har mange trofaste kunder, som har været hos os i lang tid og nogle endda gennem generationer, fordi vi kender hinanden så godt, siger Dorthe Brinkmann, og fortsætter:

– At vi mærker en stor lokal opbakning, betyder utrolig meget. Derfor engagerer vi os i høj grad i lokalsamfundet og støtter foreningslivet. Vi er rigtig glade for, at vi sidste år fik lavet en ny aftale med Magion om at forsætte vores hovedsponsorat. Det er et vigtigt samlingssted for byen, som vi gerne vil bakke op om.

 

Fejring af jubilæet
Det er ikke hver dag, at man kan fejre 150-års jubilæum, så den store dag skal naturligvis markeres. Det sker til Open by Night i Grindsted den 28. oktober.

– Vi er utrolig stolte over at være byens ældste pengeinstitut. Det skal selvfølgelig fejres sammen med byen og vores gode, trofaste kunder, som er skyld i, at vi stadig står stærkt, slutter Dorthe Brinkmann i en pressemeddelelse.

Mayland 2025 banner