Af Louis Bülow
Frem til midt under besættelsen så den største del af befolkningen på Grindsted-egnen passivt til fra sidelinjen og sluttede op om politikernes formaninger om ro og orden. Forståelsen for sabotage var ringe, men modstanden spirede og viste sig i illegale aktiviteter, der tog til i styrke og viste sig stadigt mere effektiv.
Også på Grindsted-egnen havde man modet til at trodse den tyske besættelsesmagt, og landets centrale modstandsbevægelse fik efterhånden opbygget lokale sabotagegrupper med solide og betroede folk fra egnen i spidsen.
Besættelsens ukendte helte fra landsbyer i det vestjyske, der med livet som indsats var med til at sikre, at Danmark kom ud af krigen på de Allieredes side. Frihedskæmpere, der efter befrielsen beskedent nedtonede deres egen rolle og kun sjældent talte om deres indsats i modstandskampen.
Skolebestyrer Mogens Høirup – Kilde: Frihedsmuseets Modstandsdatabase
1 – Mogens Høirup, Grindsted: I 1942 ankom den 35-årige lærer Mogens Høirup til Grindsted for at blive skolebestyrer på Grindsted Kost- og Realskole. Skolen var blevet stiftet helt tilbage i 1902 og havde med sin centrale beliggenhed ved byens torv og hoved strøg sat sit præg på lokalsamfundet i Grindsted.
Den nye skolebestyrer gik med i kampen mod tyskerne og skulle snart blive den centrale skikkelse i den lokale modstandsbevægelses organisation i Grindsted.
Med livet som indsats fik han som by- og distriktsleder opbygget sabotagegrupper af betroede og solide folk fra egnen, men i forbindelse med Gestapos optrevling af illegale modstandsgrupper i Syd- og Midtjylland blev mange taget af tyskerne den 6. oktober 1944.
Mogens Høirup selv blev arresteret på Grindsted Kost- og Realskole, mens han var midt i en telefonsamtale på skolens kontor, og han blev ført til Gestapos hovedkvarter på Staldgården i Kolding.
Seks uger senere den 22. november blev Mogens Høirup overført til den danske interneringslejr i Sønderjylland Frøslevlejren, og i 1945 blev han deporteret videre til KZ Neuengamme få kilometer sydøst for Hamburg. Nærmest mirakuløst overlevede han de umenneskelige forhold.
Efter måneders lidelser, sult og sygdom blev han i det tidlige forår 1945 bragt hjem til Danmark med de hvide busser, og den lange bustur op gennem Jylland formede sig som glædens triumftog. Med Mogens Høirups ord:
”Ikke en Flagstang var tom, og langs Vejen stod Folk i tætte Skarer og vinkede og raabte Hurra. Skoler med baade Børn og Lærere med Masser af Flag stod opstillede og sang. Ja, om det saa var Alderdomshjemmenes ældste Indvånere, saa var de ved andres Hjælp rokket ud til Havehegnet og stod nu og vinkede, mens Taarerne løb ned af de gamle, rynkede Kinder …”
Efter krigen kunne Mogens Høirup – én af modstandskampens sande helte – genoptage sit arbejde som skolebestyrer på Grindsted Kost- og Realskole frem til sin alt for tidlige død som kun 49-årig i 1956.
2 – Georg Rikhof, Hejnsvig: Én af dém, der i Hejnsvig gik forrest i kampen mod tyskerne, var sognets foretagsomme dyrlæge Georg Kronborg Rikhoff, der havde fået oparbejdet en stor og omfattende praksis i Hejnsvig og omegn.
Vellidt og slagfærdig med sin stoute og lune karakter – altid klar, når han blev kaldt på hastebesøg hos sognets landmænd. Han lagde aldrig skjul på sit nationale sindelag, og allerede tidligt sluttede han sig til den lille skare, der valgte modstanden og gjorde forskellen i kampen mod Gestapo.
Modstandsbevægelsen fik opbygget en sabotagegruppe på seks mænd fra Hejnsvig, der efterhånden blev forøget til 15 mand med dyrlæge Rikhoff som by- og gruppeleder og blev tilknyttet Region II (Midtjylland) og Region III (Sydjylland).
Hejnsvig-gruppen tog del i en lang række illegale aktiviteter i det syd- og vestjyske område. Det gjaldt for eksempel sabotage af jernbanestrækninger omkring Grindsted og omegnsbyerne og sprængning af de store dobbelte sporskifter ved Grindsted Station.
Det skete ofte, at Rikhoff i embeds medfør opsøgte skolebestyrer Mogens Høirup, lederen af modstandsbevægelsen i Grindsted, og i den forbindelse parkerede sin bil ved Grindsted Kost- og Realskole.
Ganske vist havde skolen ikke andre husdyr end en jagthund, ”men hvad, jeg har da skolesøgende børn”, sagde dyrlæge Rikhoff senere – med et undskyldende glimt i øjet.
Ved befrielsen den 5. maj fik Hejnsvig-gruppen med dyrlæge Rikhoff i spidsen nok at se til med at holde ro og orden, hvor afhentning af lokale medløbere, værnemagere og stikkere indgik som én af gruppens opgaver. I de hektiske befrielsesdage nægtede tyskerne at se kapitulationen i øjnene, og man begyndte at terrorisere de lokale beboere og tændte bål i haverne.
Dyrlæge Georg Rikhoff boede i Bredgade i Hejnsvig til sin død den 5. juli 1970, 68 år gammel.
3 – Dr. Ove Hjort Clausen, Vorbasse: I Vorbasse kun få kilometer fra Hejnsvig skulle sognets navnkundige landsbylæge igennem næsten 40 år, dr. Ove Clausen, blive den ledende skikkelse i modstandsbevægelsens illegale aktiviteter.
Læge Kurt Tønning, fra 1964 kompagnon med dr. Clausen, har fortalt, at Ove Clausen under tyskernes besættelse var tvunget til at have tyske officerer boende i lægeboligen i Vorbasse i et værelse på 1. sal.
Det forhindrede dog ikke Clausen i med vanlig koldblodighed at lade eftersøgte modstandsfolk bo i den anden ende af 1. salen, ligesom såvel køkkenet som loftet i lægeboligen flittigt blev brugt til duplikering af illegale tryksager og fremstilling af våben.
Det skete også, at dr. Clausen om natten måtte transportere modstandsfolk eller nedskudte engelske piloter i sikkerhed i sin lille varevogn gemt under en voksdugspresenning.
Da en engelsk flyvemaskine i april 1945 styrtede ned i lokalområdet, og to piloter senere blev set flakke rundt, var det dr. Clausen, der måtte træde hjælpende til. Forfatteren Jeremy Watts fortæller i sin bog Lægen og landsbyen, hvordan Clausen tog sig af de to piloter, der begge var dødtrætte efter tre dages vandring: ”Den sårede fik min regnfrakke på og blev anbragt på sædet ved siden af mig, den anden på bunden af ladet og voksdugen spredt ud over ham.”
Hele egnen omkring Hejnsvig og Vorbasse vrimlede med tyske soldater, men dr. Clausen fik bragt englænderne i sikkerhed hos kroejer Jeppe Nikolajsen i Hovborg, der selv var med i modstandskampen. Efter et par dages overdådig forplejning i Hovborg, som de nok sent skulle glem30me, blev begge engelske piloter bragt videre til Vejle, hvor de oplevede befrielsen den 5. maj 1945.
Dr. Ove Clausen, der havde overtaget sin lægepraksis allerede i 1933 som 29 årig, virkede som Vorbasses landsbylæge igennem næsten 40 år indtil 1970.
Han døde den 15. december 1975.
4 – Andre landsbyers ledere: I Billund fik fabrikant Ole Kirk Christiansen og Pauli Skov Frandsen opbygget en modstandsgruppe på 17 medlemmer, mens Rasmus Pedersen, Elof Juul Andersen, Ejler Holtov og Kristian Wittendorff Lorentsen var med i front i Sønder Omme.
To brødre Jørgen og Arne Sørensen fik samlet en gruppe på 7 mand i Stenderup-Krogager, mens lærer N. H. Nielsen og stationsbestyrer Mortensen fik dannet en gruppe på 11 mand i Tofterup.
