Aase Dalgaard har fået Dronningens Fortjenstmedalje

Aase Dalgaard med medaljen - Foto: René Lind Gammelmark

Den 21. april 2022 fik Aase Dalgaard Dronningens Fortjenstmedalje for 40 års arbejde hos Billund Kommune. Først 21 år som dagplejer og bagefter 19 år i hjemmeplejen.

Startede som dagplejer
Aase startede som dagplejer da hendes egne børn var små. På den måde kunne hun nemlig gå hjemme ved dem, samtidig at hun passede et arbejde. Hun stoppede som dagplejer efter 21 år, da børnetallet i Østbyen efterhånden var faldet en del, og derfor var der ikke brug for så mange dagplejere.

Aase skulle derfor prøve noget andet, og hun tænkte at så måtte det jo være hjemmeplejen – og her har hun været i 19 år. Det har jeg været rigtig glad for – jeg er udekørende i hjemmeplejen. Jeg kan godt lide at man kan få en snak med dem jeg kommer ud til, og det kan jeg hos langt de fleste. Man skal være menneskelig og nærværende, for så gør man en forskel, hvilket jeg rigtig godt kan lide siger Aase Dalgaard.  Der er selvfølgelig noget papirarbejde (gøres ved en skærm) der skal laves i hjemmeplejen, det kan f.eks. være at man kommer ud til en borger en onsdag, hvor borgerens datter lige har vasket gulv om søndagen, og borgeren derfor hellere vil bruge den afsatte tid til at tale med personalet fra hjemmeplejen, og det kan også godt lade sig gøre, men her skal  vi så skrive det i dokumentationen, så det er beskrevet hvad tiden er brugt til i stedet for, for det er jo en afvigelse i forhold til det der er visiteret.

I sit arbejde kommer Aase Dalgaard jo tit ud til de samme borgere, nogle af borgerne møder hun hver dag, hvilket ofte er flere gange end den nærmeste familie. På den måde lærer man jo også folk at kende – og man bliver også på en måde en del af “familien”.

En stor dag
22. august var Aase i Audiens hos HKH Dronning Margrethe for at takke for medaljen. Det foregik på  Christiansborg Slot, hvor Aase sammen med 78 andre var blevet inviteret over. Der var både folk der havde fået Dronningens Fortjenstmedalje og folk der havde fået Ridderkorset der var inviteret. Ventetiden brugte Aase til at tale med nogen af dem hun sad ved siden af i venteværelset.

Aase Dalgaard udenfor Christiansborg Slot i København – Privatfoto

Det var en kæmpestor oplevelse. Det at man kommer ind ad den kæmpestore dør, op ad den store trappe op i hallen. Her føler man sig lille, og så kommer der nogle lakajer susende der skal guide os. Du skal bare gå ligefrem og til venstre, så kommer du ind i venteværelset. Der var 79 personer der skulle møde ind kl. 10 om formiddagen, hvorefter de efter tur blev kaldt ind til HKH Dronning Margrethe, hvor de havde  ca. 3 minutter pr. person til at takke for medaljen.  Det var i øvrigt også obligatorisk at bære hvide handsker når man skulle trykke HKH Dronning Margrethe i hånden. Aase fortalte at hun havde været dagplejer i 21 år og i hjemmeplejen i 19 år, hvortil KHK Dronning Margrethe sagde: Det var da noget af en bedrift, og hvor lang tid skal De så blive ved.  Aase overvejer at stoppe med at arbejde når hun om to et halvt år bliver 67 år, for hun er slidt op af gigt. 

Kommer ikke til at kede sig
Aase Dalgaard der bor i et parcelhus i Østbyen i Grindsted har masser af projekter hun kan bruge tiden på. Hun laver kort, strikker, hun kan også godt lide at sy, og alt muligt indenfor håndarbejde og hobbyting. Aase er også meget glad for haven, ligesom hun godt kan lide at cykle eller gå nogle lang ture, derfor er hun heller ikke bange for at komme til at sidde stille når hun ikke skal på arbejde mere.