Henry Jensen Billund, fejrer fredag den 16. september 2022, 40-års jubilæum i LEGO Koncernen.

Henry Jensen - PR-Foto: LEGO

Henry blev i 1979 ansat som lagermedarbejder på aftenhold, hvor arbejdet bestod i at tage kasser af et bånd, som kom fra støberiet.

I 1981 søgte Henry nye udfordringer og fik job på Kløvermarken (Duplo fabrikken) som lagermedarbejder på daghold. Henrys ansvarsområde var emballager og emner. På dette tidspunkt blev det første lager/produktions system NYREG indkørt, her havde Henry en stor opgave.

I sin tid på Kløvermarken, fik Henry flere tillidsjob; Sikkerhedsrepræsentant. Tals-repræsentant og tillidsrepræsentant.

I 1990 søgte Henry igen nye udfordringer og fik job som arbejdsleder på weekendholdet på Kløvermarken.

Samtidig skiftede lager/produktions system fra NYREG til virksomhedens eget COMBI, og også her havde Henry en vigtig rolle.

I 1992 byggede virksomheden et højlager i forbindelse med det nye støberi, og her fik Henry job som arbejdsleder; et meget spændende job med at få et helt nyt og ukendt automatisk lager op at køre.

I 1999 arbejdede Henry uden for virksomheden, og efter to år vendte Henry tilbage til højlageret som lagermedarbejder.

Her blev Henry valgt til Sikkerheds- og talsrepræsentant, og i 2007 tog Henry en lager-operatøruddannelse med speciale i lager og logistik.

I 2015 indførte virksomheden stillings-betegnelsen Team koordinator, og her søgte Henry jobbet og fik det, et job han stadig udfylder meget tilfredsstillende.

Som medarbejder og kollega, er Henry meget afholdt og vellidt, der er stor respekt om Henrys erfaring og hans personlighed. Henry er meget pligtopfyldende og omhyggelig med sine opgaver.