25 år med grøn affaldsordning fejres med Åbent hus og jubilæumsskriv

Indsamlingen af grønt madaffald i Billund Kommune var så langt forud for sin tid, at vi allerede kan fejre 25 års fødselsdag, og det bliver markeret lørdag den 17. september. Billund Vand & Energi holder Åbent Hus kl. 09.30-14.30 med jubilæumstale af borgmester Stephanie Storbank kl. 10.00 og aktiviteter for både store og små.

Man kan bl.a. få en rundvisning på anlægget, se infostande om affald, deltage i en quiz med præmier, give den gas i en hoppeborg og nyde lækkerier fra en pølsevogn samt popcorn, slush-ice og sodavand. Alle er velkomne, og alle aktiviteter og forplejning er gratis.

Luftfoto af Grindsted Renseanlæg – 1997 – PR-Foto: Billund Vand

Jubilæet for den grønne affaldsordning markeres også med et digitalt jubilæumsskriv. Her udfoldes hele historien om pionérerne, der turde gå foran dengang for 25 år siden, hvor klima og miljø ikke stod nær så højt på dagsordenen, og ordet ‘bæredygtig’ dårligt nok var opfundet. Det var et meget udfordrende pionérarbejde at udvikle det helt nye Grindsted Renseanlæg, og meget af teknikken måtte udvikles undervejs af de opfindsomme og fingernemme folk – hvoraf flere stadig arbejder hos Billund Vand & Energi.

Første spadestik til Billund BioRefinery –  foto/photo: MEDVIND/Bent Sørensen

Visionen bag den grønne affaldsordning blev udtænkt af daværende kommuneingeniør Tage Christensen. Hans banebrydende tanker blev ført så godt ud i livet, at anlægget lige siden har vakt opsigt hos fagfolk og politikere fra hele verden, der kommer for at se det nuværende Billund BioRefinery.

 

Læs hele historien bag den grønne affaldsordning på den særlige jubilæumsside:

25aar.billundvand.dk