Fredag den 30. september fejrer Hans Jørgen Kristensen 40-års jubilæum i LEGO Koncernen

Hans Jørgen Kristensen - PR-Foto: LEGO

Hans-Jørn T. Kristensen, Donslund, fejrer fredag den 30. september 2022 sit 40-års jubilæum i LEGO Koncernen.

 

Hans-Jørn blev i 1982 ansat som værktøjsmager i ”teknik form”, hvor han arbejdede med konstruktion og fremstilling af prototype forme. I 1986 skiftede han til ”Futura Form”, hvor han fortsatte med emnedesign, formkonstruktion og fremstilling af prototype-forme.

Indførelse af CAD CAM, i dag kendt som NX, blev også en væsentlig del af arbejdet, hvilket i dag er helt fundamentalt inden for vores konstruktion. Hans-Jørn har i alle årene været meget aktiv og udvist stor interesse i udbredelsen af dette værktøj, som han har været med til at oplære mange unge værktøjsmagere i.

I forbindelsen med sammenlægningen af Teknik Form og Futura Form i 1999 fortsatte Hans-Jørn arbejdet med element udvikling, formkonstruktion, CAM-opsætning og automatisering. Dertil kom, at han i nogle år også var udlånt til Concept Centeret, hvor han bl.a. arbejdede med Metal Injection Moulding.

I 2014 skiftede Hans-Jørn til R&D moulding for at hjælpe med udvikling af fremtidige støbeteknologier og implementeringer, hvor han også har sin daglige gang i dag.

Hans-Jørn er en yderst idérig kollega, som opstarter nye opgaver og kommer med virkelig kreative, ofte imponerende simple løsninger; han er også utrolig hjælpsom og omsorgsfuld, som har en imponerende evne til at lære fra sig omkring tekniske udfordringer.

Udover at nyde fritiden sammen med familien, er Hans-Jørn også en yderst habil kajakroer, og et af årets suveræne højdepunkter er den årlige danmarkstur til vands en uge i juli sammen med kammeraterne.