Sanders Historiske Hjørne: Tørvegravning, moser og lidt om mosekonen

Tørvene blussede i komfurerne

og gav landkøkkenerne tørvelugt

og de røgede landskinker over ildstederne

en særlig røget smag

 

Når solen går ned om sommeren, og det bliver aften. Så bliver det køligt i moseområder. Hvis det er helt stille i vejret, og det er det jo ofte om sommeren, kan der komme en hvid damp op af vandet. Denne hvide tåge breder sig i landskabet og ind mellem træerne. Dem der har set fænomenet vil nok være enige i, at man kommer til at tænke på dansende i tusmørket. Og det var ellefolket der dansede. Ellekvinderne helt fortryllende smukke, men ak hule i ryggen … og så ungersvenden for længe på ellekvindens dans havde det fatale konsekvenser. Dette fænomen, altså den hvide tåge, kaldes i folkemunde for mosekonens bryg.

Overtro og mystik har altid omgærdet moseområder gennem historien. Folk forsvandt jo sporløst i mosen og man fandt dem aldrig igen. Begravede man folk langt nede i mosen beholdt de deres udseende i flere hundrede år. Ud over tørv danner moser jo også myremalm, der kan bruges som jern. En jo helt igennem mystisk proces. Da smeden kunne frembringe jernet af myremalmen, var han jo også en mytisk person. Det var smeden i mange hundrede år. Af selv samme årsag var moserne også gennem århundreder hellige steder, hvor man ofrede til højere magter, det kunne være sig en person, fødevarer eller et dyr.

Og når man lavede rituelle begravelse, som fx i Nydams mosen nær Sønderborg, så begravede man samtidig heste, våben og andet grej, som den afdøde fik brug for når han kom til en anden verden. Mosen var simpelthen en portal til andre verdener. Og på trods af den intense tørvegravning ligger mosens oldsager stadig forseglede og velbarede i de tykke kulturlag under tørven.

Tørv er en aflejring der dannes i moser og består af døde plantedele, der kun er delvis nedbrudt på grund af manglende ilttilgang. Tørv er et porøst materiale. Tørv har derfor bevaret noget af plantedelenes struktur. Rent fagligt skelnes der mellem højmosetørv med lav askeindhold samt lavmosetørv og kærtørv med højere askeindhold. Ved den ufuldstændige nedbrydning stiger indholdet af kulstof i tørven. Derfor er tørv velegnet til brændsel. Tørvens evolutionsfaser er tørv, brunkul og stenkul. Tørv og brunkul findes der her på egnen, mens det sorte stenkul ikke gør.

Tørv har i årtusinder, ja siden ældre jernalder for små 3.000 år siden, været brugt som brænde og normalt gravet i moserne med håndkraft og spade. Normalt i ret overfladiske grave. Jo dybere man kan grave, jo bedre er tørven imidlertid. Ligesom der på grønlandsk findes mange ord for sne, har det danske sprog flere ord for tørv. I vores område kaldes mosernes aflejringer for klyner eller klynetørv, mens lynghedens nedbrudte plantedele kaldes tørv, hedetørv eller lyngtørv.     

Der skelnes mellem tre typer tørveprodukter: skæretørv, æltetørv og pressetørv. Jo opkaldt efter produktionsmåden. Skæretørvene er udskåret direkte af mosens tørvelag. Æltetørv fremstilles ved at tilsætte vand til tørvemassen, der blev æltet og derefter hældt ud på jorden i et lag svarende til tørvens tykkelse. Herefter blev tørven skåret op i mindre stykker og tørret. Pressetørv fremstilles ved at tørvemassen bliver presset uden tilsætning af vand. Tørvebriketter, også kaldet fræsetørv er lidt det samme. Briketterne, produceret fra starten af 1940erne, er dog tørvesmuld, der er, jo så at sige er fræset frem af moseoverfladen. 70% af alle tørv fremstillet i 1955 var tørvebriketter.

Tørvegravning var et meget hårdt arbejde. Man arbejdede med forskellige former for specialiserede redskaber. Tørvespader, rispejern, hakker, speddejern og spaltemaskiner var nogle af disse redskaber. På museet er der mange af de forskellige tørveredskaber registreret, da egnen omkring os, var en meget vigtig egn for tørveproduktion.

Før 1. verdenskrig og i mellemkrigsårene var den årlige tørveproduktion i Danmark omkring 0,5 mio. tons. Under de to verdenskrige derimod, da det var nærmest umuligt at importere kul og koks, var tørveproduktionen på sit højeste. Med en produktion på godt 6 mio. tons. Der var mere end 50.000 danskere beskæftiget ved tørve- og brunkulsproduktionen. Tørvegravning til brændselsformål ophørte i slutningen af 1950erne. I dagens Danmark anvendes tørv mest som jordforbedringsmiddel i gartnerierhvervet – ligesom gødning, sphagnum, kalk, flis og kompost.

Tørvespaden er i brug på lyngheden og lyngtørvene bliver gravet op – Kilde:Billund Kommunes Museer

Konen og barnet er kommet ud på lyngheden med en frokostkurv. Det var et hårdt arbejde og mad var nødvendig.- Kilde: Billund Kommunes Museer

Tørvene ligger i mængder og bliver transporteret væk på de små hestetrukne vogne i baggrunden – Kilde: Billund Kommunes Museer

Tørvefolkene poserer med maskine og hest. Fotoet er taget af fotograf Hans Lund – Kilde: Billund Kommunes Museer.