Heden-atleter med på storbyhold

Siv Bertelsen - Foto: René Lind Gammelmark

Drenge satte Siv i spurt – Men flot debut på ny distance
To personlige rekorder i fem starter. Det blev resultatet for atletiksøstrene Siv og Lykke Bertelsen fra AK Heden, Grindsted, ved de vestdanske holdmesterskaber i atletik for ungdom i Herning i weekenden.

Søstrene var AK Hedens bidrag til det fælles hold for 16-19 årige med Vejle og Fredericia. Holdmesterskaberne kræver bemanding i flest mulig af de mange øvelser for at opnå et resultat, og derfor stillede søstrene op i flere øvelser end deres favoritdiscipliner, heraf flere sjældne eller endda uvante.

Begge søstre deltog i længdespring. Lillesøster Siv, 15, forbedrede sin personlige rekord til 4.35 m. i tredje og sidste forsøg præcis et år efter, at hun sidst sprang længdespring, nemlig ved samme holdmesterskaber i fjor. Alligevel havde hun kun lige tåen inde på afsætsplanken og sprang dermed lige så langt, som da hun før sin specialisering til mellemdistanceløber for flere år siden sprang 4,52 m i 1 m. afsætszone uden planke. Dermed hentede feltets yngste springer en sjetteplads.

Desværre stillede storesøster Lykke, 17, op ude af form og oven i købet småsyg direkte hjemkommet fra en uges studietur med gymnasiet til Firenze med et døgns hjemrejse i en lovlig airconditionkold bus. Lykke sprang 3.80 m., et godt stykke fra sit personligt bedste.

Derfor måtte Lykke også trække sig fra søstrenes næste fælles øvelse, 1.500 m., hvor lillesøster Siv ikke uventet brillerede. Semifinalisten fra sommerens U18-europamesterskaber tog hele føringsarbejdet i det kønsblandede felt indtil sidste runde, da to drenge lidt ugalant sprintede fra hende. Men Hedens nykårede danske ungdomsmester for U17-piger sluttede alligevel som klart hurtigste i pige i feltet i en klassetid, 4:40.42 m., faktisk lidt hurtigere end i sin EM-semifinale i Jerusalem.

Lykke Bertelsen forrest – Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Udholdenhed betaler sig
Hun havde dog stadig dagens bedste oplevelse til gode, nemlig sin debut på 400 m. Modsat de fleste mellem- og langdistanceløbere er Siv i år gået ned i distance til 800 m og har ret enestående sat personlig rekord hver eneste gang, hun er stillet til start, i alt hele seks gange. Og hun demonstrerede da også fin fart i sin tredje og sidste disciplin på dagen på den halve distance. Næsten alle konkurrenterne var sprintere, som drønede ud af startblokkene, så Siv blev hurtigt indhentet på sin yderbane, men hun fik god gavn af sin udholdenhed, for på opløbet holdt hun sin fart bedre end de fleste, og derfor sluttede feltets yngste løber på en pæn tredjeplads blandt de seks piger i en absolut godkendt tid på 1:02.65 min.

Derimod sluttede hendes småsyge storesøster, Lykke, forståeligt af med en mere mådelig præstation i sin favoritdisciplin, spydkast. Placeringen som nr. fire af syv var OK, men resultatet, 24.46 m. i tredje og sidste forsøg efter to ugyldige kast, var hendes næstkorteste i hendes seks konkurrencer i år skriver Grindsted AK i en pressemeddelelse.