Indsamlingen af tekstilaffald er gået over forventet – men en del tøj skulle have gået til genbrugsbutikkerne

PR-Foto: Billund Kommund

Der er i løbet af de første tre måneder samlet mere tekstilaffald ind end forventet. Dog er en del af det indsamlede tekstil i så god stand, at det skulle have været afleveret til genbrugsbutikkerne.

Siden april i år har man som borger i Billund Kommune kunne få hentet slidt og ødelagt tøj ved hjemmet. Der er blevet sorteret i stor stil, for fra april til og med juni er der indsamlet næsten 3000 røde poser ved huse. Det svarer til, at 3 ud af 10 husstande har sorteret tekstilaffald fra i løbet af de første tre måneder.

”Vi har samlet mere tekstilaffald ind, end vi havde forventet. Det er positivt, for det betyder, at borgerne hurtigt har taget de røde tekstilposer til sig,” siger leder af Erhverv og Affald i Billund Kommune, Karl Grundahl.

På genbrugspladsen har man siden februar kunne aflevere tekstilaffald i en container. Her er der afleveret nogenlunde lige så meget tekstilaffald som i poserne.

Godt og brugbart tøj skal til genbrug

Selvom indsamlingen af tekstilaffald er gået over forventningen, er der stadig potentiale for at sortere og genanvende endnu mere. Stikprøver af affaldet på genbrugspladsen og i de røde poser har vist, at en del af det afleverede tekstilaffald er i så god stand, at det i stedet skulle have været afleveret til genbrugsbutikkerne.

”Vi skal have mest muligt ud af de ressourcer, vi har. Derfor skal man fortsat aflevere godt og brugbart tøj til genbrugsbutikkerne, så andre kan få glæde af det. De røde poser og containeren til tekstilaffald er kun til slidt og ødelagt tøj,” siger Karl Grundahl.

Billund Kommune har talt med flere lokale genbrugsbutikker, og ingen af dem har oplevet nedgang i, hvor meget tøj og tekstil de modtager.

Potentiale for mere

Der er også stadig potentiale for at flytte mere tekstilaffald fra restaffaldet. Det ved Billund Kommune fra en undersøgelse af borgernes affald i 2019.

”Borgerne har været gode til at sortere tekstilaffaldet fra, men der er stadig potentiale for, at vi kan sortere endnu mere tekstilaffald ud af restaffaldet. På den måde kan vi genanvende mere og forbrænde mindre,” siger Karl Grundahl.

Med indsamlingen af tekstilaffald sorterer borgere i Billund Kommune 8 kategorier af affald. Regeringen har sat som krav, at alle borgere skal sortere affald ved hjemmet i 10 kategorier. Derfor skal borgere i Billund Kommune fra marts 2023 sortere i de to nye kategorier farligt affald og mad- og drikkekartoner. Til det får borgere i huse en ekstra genbrugsbeholder og en kasse til farligt affald skriver kommunen i en pressemeddelelse.