Frit autoværksted i Vorbasse vil tage kampen op mod mærkeværkstederne

Såfremt de frie værksteder forstår at levere den fornødne service, har de ifølge bilekspert Jan Lang gode chancer for at få et stigende antal bilejere til at vælge dem. Foto: PR.

Med et nyt koncept vil værkstedskæden Hella Service Partner tiltrække el- og hybridbilejerne. Ved at opfylde nogle specifikke krav er Skovlyst Auto i Vorbasse blevet godkendt til at servicere elbiler.

Hybrid- og elbiler breder sig med stor hast, og i dag er cirka hver 16. bil i Midtjylland eldreven. Populariteten af de genopladelige modeller har ifølge den frie værkstedskæde Hella Service Partner fået flere bilejere til at foretrække mærkeværkstederne. For at tiltrække el- og hybridbilisterne har værkstedskæden netop lanceret et nyt koncept, hvor medlemsværkstederne kan blive godkendt til at servicere og reparere hybrid- og elbiler, såfremt de efterlever en række opstillede krav til blandt andet uddannelse og udstyr skriver Hella Service Partner i en pressemeddelelse.

Spørger man Hardy Knudsen, der er mekaniker og ejer af Skovlyst Auto i Vorbasse, er det nye koncept et vigtigt step i forhold til at kunne garantere optimal service.

– Det er en stor fordel for både os og vores kunder, at vi nu er blevet godkendt til at servicere og reparere hybrid- og elbiler. Kunderne kan se, at de trygt kan overlade deres bil til os, og med tiden vil det også udvide vores kundekreds, siger Hardy Knudsen.

Kravene består blandt andet af uddannelse i el- og hybridbiler af mekanikerne, og værkstedet skal have lift, ladestander og det nødvendige sikkerhedsudstyr til korrekt servicering af hybrid- og elbiler.

Hybrid- og elbiler breder sig med stor hast på vejene, og næsten halvdelen af alle solgte personbiler er i dag genopladelige. Foto: PR.

Forbrugerne vægter kvalitet
Ifølge Jan Lang, der er markedsanalytiker hos Bilbasen.dk, vil en værkstedsgodkendelse af hybrid- og elbil-service fra en etableret kæde være noget, som forbrugerne bemærker og vægter:

En genopladelig bil er en relativt kompliceret størrelse med ny teknologi, og mærkeværkstederne har en strukturel fordel i at få adgang til teknologierne før de frie værksteder. Det er derfor et godt træk fra en fri værkstedskæde at udarbejde et koncept, der giver forbrugeren en garanti for professionel håndtering af hybrid- og elbiler.

– Godkendelsen er en fremtidssikring af værkstedet og mekanikerne, og vi har derfor ikke tøvet med at bakke op om konceptet, fortæller Hardy Knudsen.

Med et nyt koncept vil værkstedskæden Hella Service Partner tiltrække el- og hybridbilejerne. Foto: PR.

 Gode chancer for succes
Såfremt de frie værksteder forstår at levere den fornødne service, har de ifølge Jan Lang gode chancer for at få et stigende antal bilejere til at vælge dem:

– De frie værksteder har stået over for tilsvarende udfordringer tidligere med lanceringen af dieselbiler, og de er gennem deres service og et lavere prisniveau lykkedes med at vinde en stor andel af mærkeværkstedernes kunder. Så set ud fra et historisk perspektiv har de gode chancer for at slå igennem på el- og hybridfronten også.

Fra medlemsværkstederne er der generel opbakning til Hella Service Partners nye koncept. Foto: PR.

Hella Service Partner er en værkstedskæde med over 300 frie autoværksteder fordelt i Danmark. Virksomheden har over 15 års erfaring med professionel udførelse af autoservice og reparationer af nye og brugte biler for privat- og erhvervskunder. Læs mere på www.hellaservicepartner.dk