Af Carsten Sander Christensen
Når man kører ad Søndre Egsgårdsvej fra Kobjergvej mod Bredsten Landevej, dukker Rækkebjerge og Simmelmose op på højre hånd, lige der hvor Simmelbæk løber under vejen. Sådan lidt nordvest for Billund. Rækkebjerge strækker sig som en 2 km lang, 25 meter bred og indtil 9 meter høj sandryg på langs af Simmelmose – et særsyn i det ellers flade landskab. Et fredet areal på 38 ha, en gammel flyvesandsklit, hvor sandet blev fanget af den fugtige bund ved bækken. Gennem de seneste århundreder har tørvegravning, afvanding og efterfølgende opdyrkning indskrænket udstrækningen af Simmelmose. Rækkebjerge var privatejede og opdelt i mange små moseparceller. Her kunne ejerne grave tørv til brændsel. Der har også ligget en lille tørvefabrik med tipvogne, transportbånd og ælteværk, der forarbejdede tørven industrielt.
Rækkebjerge dækkes af et tæppe af hedelyng, revling og bølget bunke. Mosepors kanter flere steder foden af bakkekammen. På den fugtigere moseoverflade ser man en mosaik af forskellige smålodder, hvor hver gård havde sin egen lille moseparcel. Her vokser blåtop og hedelyng med enkelte indslag af klokkelyng. De sædvanlige bævreasp, birk og pil finder man i moseområdet. Ser man nærmere på bakkekammen finder flere typer bær. I hele området finder man tyttebær. Hedebær kunne man kalde dem. Bærarter der har tilpassede sig den sandede jord. På toppen af bakken og den sydvendte side, hvor solstrålerne står vinkelret på overfladen og gør jorden bagende varm, trives især hede-melbærris. Blåbær og mosebølle vokser især på de nordvendte skråninger, hvor der er mere skygge og dermed mere fugtigt.
Oprindelsen til Rækkebjerge har altid undret mennesker her på egnen. På et tidspunkt dukkede en beretning på datidens sprog op nær en gård på Kobjergvej. Den var flere hundrede år gammel og skulle være den rigtig sande beretning om bjergenes oprindelse:
Såen bløw di te’ – Æ Rækkebjerre
Dæ buer i gammel, gammel daw’ en stuerste trold om i æ Uelbanke ledt norden æ bjæ’er. Han wa vidt berømt i æ hiele ejn, få de te han wa så stuer o håed så manne banke å toog i.
De bæest såe nowwe trold’ ved, de æ o ha møj juer – o de ska, helst væ i banker. De æ e såen som mæ wos mennesker, – vi vel jo helst ha flåed agre, – do ved hwo møj bøwl en ka ha å æ banker, især da nåer en høste, – æ heest ka e li o træk æ binder op ad æ banker, – så de wa moski bæst, hvis vi lod æ trold’ ha dem.
Om ve wos o Bruunbjær håed vi åsse en trold, men han wa e nær så stuer som æ Bjæ’er-trold, o de ærget ham jo nøj! Han håed heller e, så møj juer, o hans banker wa e så høj’. Han vil gjaen i law mæ æ Bjæ’er-trold, for de te han wa den finest trold o æ ejn, – men hwordan sku han no fo et så? De æ e såen få småfolk o kom i law mæ di stue’.
Så en daw tow han mued te sej o sæen en bøj om te æ Bjæ’er-trold om han en daw vill komm o fo hans atermejeskaffe. A tænke te han hå sæen jen å di manne småtrold’, dæ buer ve ham op i æ gravhøj i æ skov.
Hæn o æ daw komme så den hæe knejt tebåg o hå bøj mæ frå æ Bjæ’er-trold. Jow, han vel da gjaen komm o besøeg æ Bruunbjær-trold. Dæ wa de sæer ve’et, te æ Bjæ’er-trold ves ligefrem wa beæret, – få han gik jo o tøt, te æ Brunbjær-trold wa den finest, – ja, han trow endda, te Brunbjær wa den højest bank o æ ejn. Det ved vi jo got, – te de æ e sann, – men hue sku æ Bjæ’er-trold snåe ved de frå. Dengang håed di jo e såen nowwe fien instrumente o moel mæ, som vi håer i daw.
Nå, så en daw skul et jo te o væer, o æ Bjæ’er-trold skuel te o astej. Men han wa jo da nøj te o ha nøj mæ, – en ka e komm hiel tomhæene, tøt han. Men hwa sku han snår finn o?
Som a håe fåtoel, så æ juer o banker de bæest en trold ved å o sej. Dæerfor tow æ trold den støest sæk kan ku finn ud i æ lå’ – o fyldt en mæ juer, som han tow lii synden æ bjæer, så dæ bløw en stuerste hwol.
De bæest wa næsten, te han tøt de pyntet! No so hans banker møj større ud, næer en kom fra Billund.
O så begynnt han o go. Men først formanet han ål hans småtrold’, te di sku opfør sej pæen, te han kom igjen, o e law ålt for manne konster. Nowwe vill di jo nok law, for de gjø den slaw jo.
Han tow æ tuer ind øwwer æ mues, få de te han tøt, de wa såen en kjønne tuer. Han håd den hæe sæk mæ æ juer o æ nak’, så han tråt got te. Dæ bløw å manne hwoller, hue han sat hans fødder. De æ dæe vi i daw håe ål di manne mueswholler.
Æ småtrold’ hjemm o æ bjæ’er tøt slet e got om de hæer slæwen juer te Brunbjær. Di mint jo, te de wa å djæ juer. Så da æ stuer trold wa gawwen, så smuttet di atte ham, uden te han opdawet et. Jen å æ småtrold’ håed en knyw mæ sej. O den støt han ind i en sæk, såen te æ juer begynnt o renn ud.
De wa slet e pæen gjoer. Han hå ves e hør møj atte, den gang den gammel formanet dem te o væer guer, mens han wa væk.
No begynnt jo æ juer o rend ud. Æ Bjæ’er-trold tøt jo nok, te æ sæk bløw letter o letter, men han tint nok, te de nærmest wa for de te wa lig ve o væ kaffeti, – o så ved do jo nok te en beje ka hold’ æ arbejd ud.
Men da han kom hen o sku te o kryds æ Egsgorvej bløw æ sæk ham da ligot for let, han tow en nie å nak’ o opdawwet jo så, te øwwer de hall wa rendt ud. Da han so sej tebåeg, so han, te æ Rækkebjerre wa bløwwen te å ål den juer, han had gawwen o tawt.
Nej, hwo bløw han gal!
Såen’en slat juer ku han da e komm mæ. Han bløw så gal, te han smed den slat han ståd mæ ud te den jenn sii, – o de bløw så te Kubjær.
De væest war næsten, te den daw fik æ Bjæ’er-trold ingen atermjerskaffe. Hæ gik li hjem te a Bjæ’er o ål småtrold’. Han såe ingenting o spiest ingenting i flie daww, – så gal wa han!
O de wa såmænd åsse slem få æ Brunbjær-trold. Han håed jo så lawwet møj mie kaffe, end han sjel ku drek. Det måt han så smid ud, — eller moskie fik han et opvarmet den næst daw, de ved a e så nyw.
Nøj gue kom dæ åsse ud ået. Wa æ trold e bløwwen så gal, så wa Kubjær ålle bløwwen te. O vi håd e håd æ Ræ
Der findes ingen fotos af de to omtalte trolde, derfor må læseren nøjes med denne trætrold – Privat foto
