International School of Billund udvider – igen!

PR-Foto: Brian Nonbo

I 2013 åbnede Den Internationale Skole i Billund, Børnenes hovedstad, dørene for 60 elever. Siden er skolen vokset og har idag 450 elever – og mange på venteliste. I næste uge fejrer skolen sit tiende skoleår, og med til fejringen kommer nyheden om, at skolen over den næste årrække udvider fra 2 til 3 klasser pr årgang.

Udvidelsen kommer efter flere år med venteliste på International School of Billund, en fortsat positiv vækst for mange internationale virksomheder i Billund og trekantsområdet samt etableringen af den nye bydel, Travbyen, i Billund.

“ISBs første 10 år hviler på mange menneskers vilje og kræfter, engagement og tro på projektet, og jeg vil gerne sige TAK til elever, familier – tidligere såvel som nuværende, alle på skolen, samarbejdspartnere, Billund by og kommune for et fantastisk samarbejde. Sammen har vi formået at skabe forandring for mange børn og endda inspireret andre til at lære gennem leg”, siger skoleleder, Camilla Uhre Fog.

ISB er en attraktiv skole for de der ønsker og har behov for en international grundskoleuddannelse. Skolen opnåede allerede i 2015 (på rekordtid) sin IB akkreditering, og er én ud af 5 skoler i Danmark, der tilbyder både IB Primary Years Programme og IB Middle Years Programme. IB, International Baccalaureate, er – kort fortalt – et internationalt anerkendt uddannelsesprogram, der skabt til børn og familier der lever og arbejder internationalt. 

PR-Foto: Brian Nonbo

Udvidelsen vækker også glæde i bestyrelsen. “Som bestyrelsesformand, er jeg naturligvis glad for, at vi med udvidelsen kan byde velkommen til endnu flere elever og familier der har behov for en international uddannelse – og give endnu flere elever muligheden for at lære gennem leg” siger Momme Mailund, Bestyrelsesformand for ISB.

Tilbage i 2015 besluttede man at udvide fra det oprindeligt planlagte ene spor til to klasser pr årgang. Allerede dengang var ISB godt i gang med udviklingen af Pedagogy of Play, en pædagogik, der understøtter ønsket om, at eleverne skal lære gennem leg. Skolens forskning og praksis har tiltrukket opmærksomhed fra både ind- og udland. Der var meget på spil dengang – og det er der igen. “En udvidelse af skolen fra 2 til 3 spor for P1-M5 markerer starten på endnu et nyt spændende kapitel for ISB. Omend vi denne gang udvider og bygger på solid erfaring, så vil en vigtig del af skolens DNA altid være at turde prøve nyt og være nysgerrig”, siger skoleleder, Camilla Uhre Fog i en pressemeddelelse. 

Udvidelsen af International School of Billund er støttet af LEGO Fonden.

Skulle man have lyst til at deltage i fejringen af ISB og opleve skolen, er der mulighed for dette onsdag den 12. oktober kl 12:30-14:00. Tilmelding på openhouse@isbillund.com

PR-Foto: Brian Nonbo

FAKTA:

  • Børnehaven på ISB er ikke en del af udvidelsen.
  • Den fysiske udvidelse, der kan rumme tre klasser på alle årgange, forventes at være klar i august 2025. Der tilføjes en klasse til de to yngste årgange (P1 og P2) allerede i August 2023.
  • Der er mere end 54 forskellige nationaliteter repræsenteret på ISB

“En skole med et format som International School of Billund er vigtig for hele området, både for de familier der vælger at bosætte sig her i kortere eller længere tid, og for de internationale virksomheder vi har i kommunen. Udover det, er International School of Billund en virkelig vigtig inspirationskilde, ikke kun i Danmark, men i hele verden, når det kommer til læring gennem leg” udtaler Stephanie Storbank, Borgmester i Billund Kommune.