Sanders Historiske Hjørne: Sekondløjtnant Valdelin Sauerbrey, Militær Tidende og affæren om Vorbasse

Sanders Historiske Hjørne

Af Carsten Sander Christensen

“Helten fra Vorbasse”, sekondløjtnant Valdelin Sauerbrey (1839-1898) var ham, der tog initiativet til angrebet den råkolde februardag for 158 år siden. Sekondløjtnanten ledede en deling af ca. 40 frivillige ryttere under ryttertræfningen ved Vorbasse den 29/2 1864 nær Skødebjerggård og Skødebjerg Plantage lidt syd for Vorbasse på landevejen mod Lunderskov. Sauerbrey gjorde i 1870erne desuden tjeneste som premierløjtnant hos Dragonerne. Levede i Helsingør og Hellerup fra 1880 efter han havde taget sin afsked fra hæren til sin død i 1898, i en alder af 58 år.

Det var også Valdelin Sauerbrey der i et brev af 4. marts 1864 på Engelsholm til sin for længst afdøde mor Valdeline Sebbelow (1799-1839), nedskrev en beretning om et af de få danske sejrrige slag i den Anden Slesvigske Krig. Moderen døde for øvrigt kort efter Valdelins fødsel. Og lidt til sin far oberst i rytteriet Niels Gottfred Sauerbrey (1795-1851), der succesfuldt havde deltaget i den Første Slesvigske Krig (1848-50), men døde som 56-årig kort efter krigens slutning.

Samme Valdelin Sauerbrey havde ligeledes den 4. marts 1892 i København, altså præcis 28 år efter nedskrevet beretningen ”Til Ryttermindet ved Vorbasse”. Hvorfor kommer vi tilbage til?

Den 10. september 1898 blev såvel brevet som beretningen ”Til Ryttermindet ved Vorbasse” genoptrykt i Militær Tidende (8. årgang) nr. 187 og 188. Et militært tidsskrift udgivet af oberstløjtnant H. Jessen-Tusch fra Aarhus og redigeret af kaptajn J. Jacobsen fra Helsingør. Under overskriften ”To Beretninger fra W. Sauerbrey om Affæren ved Vorbasse” …

 

Brevet af 4. marts 1864

Som jeg fortalte dig sidst, havde Fjenden et godt Øje til vor Eskadron, og han havde svoret paa, at han absolut ville have fat i den og ødelægge den, koste hvad det skulle. Fyren havde udmærkede Spioner, og han benyttede Lejligheden en Dag, d. 29. Februar, hvor vi holdt Hesteparade, til at komme jagende med 2 Eskadroner Husarer op i mod os; vi var lige komne Hjem fra Paraden med undtagelse af mig, der forblev lidt længere hos Ritmesteren, hvor jeg heldigvis havde mødt til Hest, da der kom Efterretning om, at Fjenden havde kastet vore Forposter og trængte rask ind paa os.

Mit Kvarter laa en Fjerdingvej syd paa og da jeg kom Hjem var Fjenden cirka 800 Alen fra Gaarden i fuld Fart op i mod os. Jeg fik travlt med at faa Hjelm og Sabel paa og for af sted, men til min store fortvivlelse retirerede. Forposter og nogle flere, som var kommet ud, over Hals og Hoved, og jeg saa mig nødsaget til som et galt Menneske at fare ind i mellem mine egne, true med at hugge og skyde dem ned, hvis ikke de gjorde holdt. Det hjalp. Flokken blev standset og gjorde Front. Fjenden, der blev imponeret derved gjorde ogsaa holdt, og deres Ritmester hr. von Grotsch hævede en forfærdelig Jacob Tybo Stemme og raabte ”Vorwärts Husaren! Vorwärts!” Jeg tillod mig at svare: ”Nu skal jeg give dem vorwärts”; kommanderede, ”March! March!” og forjog nu, tænk dig hvor komisk, med 30 Mand cirka 140 Preussere. Hertil kom at Størstedelen af en anden Eskadron, der sikrede Fjendens Flanke, omtrent en Fjerdingvej borte, tog ogsaa Reisaus, da de saa deres Kammerater flygte. Nu gik det lystigt, Ritmesteren var den første, der stak af, dernæst hele Flokken, som vi pryglede efter bedste Evne, indtil jeg pludselig opdager, at jeg med tre Mand er ganske alene mellem dem, mens de andre fulgte en 50 Alen efter. Jeg maatte standse et Øjeblik for at faa Folkene med.

Dette Moment benyttede Fjenden til at gøre Front imod os, men mine Folk var flinke og med Dødsforagt huggede de ind paa ham, og han maatte vende Næsen hjemad og vovede ikke mere at standse. Imidlertid var hele Eskadronen kommen til Hest og vores Sejr belønnedes nu med at gøre nogle 30 Fanger og 22 Heste. Imellem Fangerne findes en Officer, en Læge og flere Underofficerer. Vort Tab var ikke stort, da det indskrænker sig til 2 Mand haardt saarede og 7 Mand let; jeg selv er kommen udmærket godt fra det; thi det hele, jeg har faaet, det er en Rift, som af en Knappenaal, omtrent en Tomme lang, paa min venstre Kind. Derimod har min Hjelm, Sabel, Ridetøj, og hvad var værst min Hest faaet nogle Skrammer. Var det ikke komisk, Officeren, som vi fangede, faldt af sin Hest ved at ville hugge efter mig.

 

Og herefter beretning ”Til Ryttermindet ved Vorbasse” fra København, den 4. marts 1892

Vore forposter – meget faa i tal – vare flinke; de kastede sig modigt mod det fjendtlige Rytteris Fortrav, men blev redet ned. Deres Allarmering til vore sydligste Cantonnementer skete som forud bestemt, og deres Melding om fjendtlig Fremrykning var afsendt og nåede ½ Mil længere tilbage, betids til Chefens Qvarteer i Vorbasse-By, og hvor Meldingen traf Escadronens Officerer: Ritmester, Premierlieutenant og Secondlieutenant, der, forsamlede efter endt Morgentjeneste, en Hesteparade. Chefen lod blæse til ”hastig Udrykning”, en Befaling, der faldt mig let at efterkomme, da min Hest, afventende mig, stod opsadlet i Gaarden, og jeg red hastigt bort sønderpaa, til den mig underlagde Deling. Underveis mødte jeg et Par saarede af vor sprængte Forposter, samt min Hestepasser (en Holstener), der betænksomt nok fra mit Qvarteer medbragte mig Hjelm og Sabel. Herved saaledes beredt for et Krigstilfælde skyndte jeg mig frem til min Deling, der, i frit Trav retirerende og forfulgt af en tredobbelt fjendtlig Styrke, tog Veien nordpaa, mod Vorbasse-By. – ”Nu kneb det”! – Men ved nogle stærkt accentueerede Commandoraab lykkedes det at forandre Front paany, hvortil hjalp det Held, at den forfølgende Fjende gjorde en Standsning udfor en Gaard – ”Besyndeligt nok!” – det snart paafølgende Stridsraab fra Tydsken: ”Vorwärts Husaren” vilde ikke længer slaa an, og spøgende optog jeg da til mit mandskab det preussiske Commandoord og red lidt muntert, umiddelbart ledsaget af en Corporal, en Undercorporal samt en menig af 2den Klasse, indimod Têten af den fjendtlige Colonne. Den Preusiske Chef forsvandt øjeblikkeligt udover Veikanten, hans Folk gjorde omkring og mit Mandskab tog nu for sig og plukkede flinkt ud af den fjendtlige Queue, der derved spredtes til en Enkeltkamp langs Vei og de tilstødende Marker. Resten af vor Escadron – under sin Fremrykning fra Vorbasse-By stærkt engageret med den spredte Fjende – stødte nu til, og den egentlige Fægtning blev afsluttet. Saaledes er den enge og nøiagtige Fremstilling af Vorbasseaffairen den 29. Februar 1864.

For at få sagens rette sammenhæng, må det nævnes, at brevet af 4. marts 1864 var blevet trykt i tidsskriftet ”Vort Forsvar” nr. 496 af 28. februar 1892. ”Vort Forsvar” blev udgivet af sammenslutningen ”Organ for Foreningerne for Forsvarssagens Fremme” på et tidspunkt i Danmark, hvor debatten om udgifter til militær og forsvar var på sit højeste. Fra 1890 til 1922 var kernen i det danske forsvar en styrkelse af navnlig Københavns Befæstning. Det var samme tid, hvor arbejderne med centrum i København kæmpede for bedre eksistens, vilkår og rettigheder. Så forsvaret havde nok en lidt tilbagetrukken rolle i debatten. Sauerbreys brev er trykt på ny, helt sikkert for at vise at dansk forsvar kunne når det virkelig gjaldt.

Men Valdelin Sauerbrey indleder sin beretning således:

Paa saadanne Viis fik jeg under samme Dato iaar ”Vort Forsvar” Nummer af 28 f. Md. Ihænde og ihvorved denne, som andre tidligere Meddelelser, har været særdeles smigrende for min Person, saa tror jeg dog, at et heltud sandfærdigt Episode, vil give det rette Udtryk til Affairens omsluttende Romantik, en Egenskab, der saa villigt følger det blanke Vaabens Optræden og langt udover, de mere tørt og kort affattede Militairrapporter.

Med andre ord tog Sauerbrey afstand fra at blive en del af den virak/propaganda som militære kredse forsøgte, at oppiske i den københavnske befolkning. Men set i bakspejlets klare lys er det jo et eksempel på, at kildekritik virkelig har sin berettigelse i historievidenskaben. Ved en rundspørge blandt de lokale bønder på Vorbasse egnen i marts 1864 havde de jo nok ikke kunne genkende brevet af 4. marts 1864’s indhold