Indstil en kandidat til Handicapprisen i Billund Kommune og vær med når prisen overrækkes

Sidste års vindere Lene Krabbe og Juliane, Grindsted-Give Uddannelsescenter, afdeling STU, efter de havde fået overrakt prisen. Foto: Billund Kommune

Billund Kommunes handicappris sætter fokus på handicappedes forhold – og belønner særlige initiativer eller kreativitet for at fremme borgere med handicaps muligheder for at deltage i samfundslivet.

I år er prisen delt op i 2, og med hver pris følger 10.000 kroner, som skal anvendes til fordel for målgruppen og til fortsat udmøntning af kommunens handicappolitik.

Alle kan indstille lokalt forankrede foreninger eller personer til at modtage den ene pris. Modtageren af den anden pris udpeges direkte af Handicaprådet.

“Handicapprisen skal gå til en person eller initiativ, der gør en bemærkelsesmæssig indsats til fordel for handicappede i vores kommune,” siger Poul Erik Pedersen, som er formand for Handicaprådet i Billund Kommune.

Sidste års prismodtagere blev Gården i Billund, som blev valgt blandt de indstillede kandidater, og Grindsted-Give Uddannelsescenter, afdeling STU, som Handicaprådet selv pegede på. Gården i Billund er et fritidstilbud og blev blandt andet indstillet på baggrund af det fællesskab, som de har skabt for børn og unge på Gården.

Indstil en kandidat senest 10. november 2022

Man kan frem til den 10. november indstille en kandidat til årets handicappris. Indstillingen skal sendes elektronisk via kommunes hjemmeside på www.billund.dk/handicapprisen, hvor man også kan læse mere om kriterier for indstillingen og løbende vil blive opdateret om indkomne indstillinger.

Torsdag den 1. december 2022 kl. 17.00 overrækkes Handicapprisen 2022. Prisoverrækkelsen, som Handicaprådet står bag, sker i forlængelse af FN’s internationale handicapdag, og finder sted på Frivilligcenteret, Nymarksvej 10, Grindsted. Modtagerne af priserne offentliggøres ved selve prisoverrækkelsen.

Alle kan deltage i prisoverrækkelsen. Af hensyn til forplejning skal man tilmelde sig senest torsdag den 24. november 2022 på enten handicapraadet@billund.dk eller telefon 72131186 skriver Billund Kommune i en pressemeddelelse.