GEV hæver priserne fra februar 2023

GEVs sponsormidler hjælper igen lokale foreningerFoto: Anette Sofia Svejstrup

Energi- og brændselsomkostningerne sætter nu også deres præg på GEVs priser, som fra 1. februar 2023 stiger for både private og erhverv. I en tid med store stigninger på nærmest alt, forbliver prisen i GEVs forsyningsområde på et fornuftigt niveau. Nye anlægsinvesteringer skal samtidigt medvirke til at stabilisere priserne i fremtiden.

 GEV har i flere år været blandt landets billigste leverandører af fjernvarme. Men stigende udgifter til brændsel og de generelle samfundsmæssige inflationsstigninger, på flere områder, medfører at GEV må opjustere priserne i 2023. Det ærgrer GEVs bestyrelsesformand, Jørgen Kristensen, der dog fastholder at de lokale andelshavere kan ånde lettet op.

Formand for GEV Jørgen Kristensen – PR-Foto

– Prisen stiger med 20%. Det svarer til, at prisen stiger cirka 160 kr. pr. måned for et standardhus. Det mener vi er overkommeligt, men vi er ærgerlige over, at det bliver nødvendigt, men i disse tider med energikrise og inflation kan heller ikke vi undsige os prisstigninger. Vi håber og tror dog på, at vores andelshavere og kunder ånder lettet op, nu hvor prisen bliver kendt, udtaler bestyrelsesformanden.

Hvad gør GEV for at holde prisen i ro?
For at holde prisstigningen så lav i 2023, har GEV frasolgt nogle CO2-kvoter fra tidligere år, fordi store dele af varmeforsyningen leveres fossilfrit. Det afbøder prisstigningen i 2023, ligesom der arbejdes på at sikre stabile priser fra 2024 skriver GEV i en pressemeddelelse.

René Heiselberg Gier – PR-Foto

– For at undgå fremtidige prisstigninger, går vi allerede nu i gang med at investere massivt i vores anlæg, så vi forhåbentligt i 2024 kan fastholde prisen fra 2023, fortæller GEVs direktør, René Heiselberg Gier, og fortsætter:

– Men vi må også være ærlige. Kun tåber stiller garantier i disse tider. Vi gør, hvad vi kan for vores andelshavere og kunder, men den fælles europæiske energiforsyning og inflationen kan vi kun spå om, hvordan vil udvikle sig. Men vi går aktivt til værks, og gør, hvad vi kan, for at priserne skal forblive i ro fremover.

Også prisen på el stiger
Grundet de nuværende konjunkturer på energiområdet stiger prisen også på GEVs elnet. Her har GEVs elnetkunder haft en særlig rabat i 2022, grundet at der blev opkrævet for meget i tidligere år. Rabatten bortfalder og samtidigt stiger udgifterne i GEV Elnet A/S, på baggrund af højere indkøbspriser på el, forårsaget af nettab.

Et standardhus i Grindsted koster i 2022 4.860 kr., mens prisen i 2023 vil stige til 5.780 kr. Det betyder, med andre ord, at prisen stiger med 19%. Størstedelen af denne stigning udgøres dog af bortfaldet af rabatordningen. Den nye pris i 2023 er desuden inklusive statens sænkelse af elafgiften, der reduceres kraftigt i de første 6 mdr. af 2023. Bemærk, at nævnte elpris udelukkende er tarifering og afgifter vedrørende distribution. Dermed kun en del af den regning man får fra sit el handelsselskab.