Bülows Hjørne: Knæk cancer: – ikke bare en hund …

Af Louis Bülow

Cancer rammer hver tredje dansker, gør alle andre til pårørende, og i dag lever 362.000 af os med en kræftdiagnose. Vi kommer alle i berøring med den livstruende sygdom, der hver dag koster 44 danskere livet.

Men ligesom cancer rammer mennesker, rammer det også vore firbenede venner. Næsten halvdelen af alle hunde over 10 år vil således udvikle kræft. Her taler vi ikke bare om en hund – vi taler om et kært og fuldgyldigt medlem af familien.

Måtte denne historie fra min barndoms land være en dybtfølt opfordring til at slutte op om KNÆK CANCER – ugen og støtte indsamlingen, der går til kræftforskning, forebyggelse og patientstøtte. Forskningen i cancer har således inden for det seneste årti taget et stort spring fremad.

Fra tid til anden bærer minder og erindringsglimt mig tilbage til en tidsalder, hvor verden endnu ikke var gået helt af lave. En nostalgisk rejse ad Memory Lane tilbage til en særlig juleaften i mit barndomshjem i det vestjyske.

Brændekvaset knitrer lystigt i den glohede jernkakkelovn, og en stemning af julehøjtid har sænket sig over de lune stuer. Fra mors køkken breder sig en liflig duft af julesul og bagværk, og det brune sofabord foran os bugner af julekager, frugt, nødder og bolcher fra Nørregade.

Foto: Privatfoto

Stokroseromantik, nostalgi og gamle dage, hvor vi ved julelampens skær oplever glæden ved at være sammen om håndskrevne julekort i stakkevis og nyder stilletime i mørkningen.

Udenfor skærer bidende frost og vinterkulde ubarmhjertigt gennem marv og ben, og blide snefnug drysser gavmildt ned over veje og stier og indhyller mit barndomshjem i et funklende hvidt slør af nyfalden julesne og iskrystaller.

Jeg mindes endnu Glenns mørkebrune hundeøjne den juleaften, mens han med spidse ører ivrigt følger med i det hele. Fra tid til anden stikker han snuden ind under min arm og slikker sig om munden. Alt imens han skæver hen til en stor pakke med kødben under juletræet.

Glade øjne tindrer af skøn forventning i skæret fra de levende lys, da vi sætter os til et overdådigt julebord: andesteg med bjerge af hvide og sukkerbrunede kartofler, duftende rødkål, svesker, æbler, varm risengrød med smørklat i midten, kanel og sukker.

Julemiddagen tager evigheder at komme igennem, indtil vi når frem til desserten. Mor foretrækker at øse risengrøden op ude i køkkenet, og på forunderlig vis finder flere af os en mandel og vinder en buttet marcipangris med lyserødt mavebælte af silke. Alt er, som det plejer at være – ved det gamle. Også Glenn vinder en gave – en pose fristende hundegodbidder.

Og endeligt! Det er tid til julegaver, og snart taler en glædestrålende mor, frydefulde øjne, kulørte bånd og sløjfer, tomme æsker og iturevet gavepapir sit tavse sprog om en vidunderlig juleaften.

Foto: Privatfoto

Det skal blive vor sidste juleaften sammen med vor elskede Glenn …

 Et vemodigt erindringsbillede fra en råkold decemberdag et år senere trænger sig på. Stilheden vil snart blive flænset af en ubarmhjertig ringen på yderdøren – tiden for den endelige afsked med Glenn. Længe og tappert holdt han véd, men nu er kun tilbage den sidste rejse til dyrlægen.

Med armene om min trofaste ven sidder jeg dér på stuegulvet og lader følelserne få frit løb. Tanker og minder søger tilbage til de mange år, Glenn betingelsesløst øste af sin hengivenhed og livsglæde. Tilbage til glade timer og mindeværdige stunder, fyldt med kærlighed uden forbehold.

I denne stund klemmer jeg ham ind til mig og hvisker et vemodigt farvel. Han logrer med sin lange hale og slikker salte tårer af mine kinder, mens han mærket på liv og sjæl af dødelig cancer gisper efter vejret. For tid og evighed skal jeg gemme denne hans øjnes sidste kærlighedserklæring i mit hjerte, da jeg byder ham det sidste farvel – trofaste ind i døden …

Med digterpræsten fra Vedersø Kaj Munks ord: ”Ingen holder jeg af på den Måde, som jeg holder af dig. Så indtrængende trohjertigt lægger du din Pote på min Arm, så smukke i deres Trang til Kærlighed kigger dine Øjne ind i mine.”

En stemning af sorg, vemod og triste tanker sænker sig over mit barndomshjem. Men også en dyb taknemlighed over alt det, Glenn har givet.

I barndommens land huserede Glenn som et elsket familiemedlem igennem godt et årti, i gode som i svære tider. Aldrig veg han fra vor side. Han fulgte os som en skygge, og med hundens trofaste tålmodighed fandt han ind, hvor mennesker ikke kan nå.

Havde han været alene hjemme bare kortvarigt, ville gensynsglæden ingen ende tage. Al hans uro, sorg og savn forvandlede sig på et splitsekund til ren og uforfalsket fryd, når han dansede rundt om os i stuen, snurrede rundt om sig selv, nappede os blidt i hænderne og slikkede os i ansigtet.

Tilbage står her mange år senere mindet om Glenn, som vi fulgtes med i op- og nedture og igennem tykt og tyndt i alle de år. Ord rækker ikke for mennesker, der har prøvet at have en hund, at elske en hund – og dette at miste en hund.

Sorgen og savnet var næsten ubærligt. Han var et fuldgyldigt og kært medlem af familien, en sjæleven, loyal, trofast, hengiven – ikke bare en hund …

Det ringer på yderdøren.

Udenfor mit barndomshjem skærer frost og bidende polarkulde ubarmhjertigt gennem marv og ben, og i december kulden græder også himlen med, da hvide snefnug falder over barndommens gade som blide tårer …