Af Carsten Sander Christensen
1600-tallet var en meget urolig tid for området. Der blev ført utallige krige mod Sverige og Tyskland. Regenten i starten af det 17. århundrede hed Christian 4. (1588-1648) og han havde store ambitioner på både sine egne og Danmarks vegne. Danmark led store tab allerede tidligt i århundredet. Dette betød at sejrherrernes soldater kunne ”forsyne sig” i Jylland, som de lystede. Det blev selvfølgelig en stor belastning for lokalbefolkningen. I nutidens Billund Kommune boede der vel en 1.400 indbyggere, da krigene brød løs omkring 1643, først den såkaldte Torstensson-krig. Og senere de to Karl Gustav krige. Fra 1648 hed kongen Frederik 3. (1609-1670) og han var en mere pragmatisk type end forgængeren. Men det var svært og selv om der i februar 1658 blev indgået fred i Roskilde imellem de stridende parter, plyndrede soldater videre her i vores område.
De fleste gårde var enggårde, hvor engbønderne levede af at opdrætte kvæg på engarealerne. Engene ikke alene gav indtægt, men sørgede også for næsten alt man havde brug i staldene i alle årstider. Høslæt var vigtigt for bønderne og for velstanden. Afgrøder på marken var primært til eget forbrug, og repræsenterede ikke meget udbytte sammenlignet med i dag. I flere årtier blev egnet plyndret af svenskere, polakker, brandenborgere, kosakker og såmænd også af danske soldater. Danske soldater fik ikke som sådan udbetalt en løn. De havde derimod en blankoveksel med som de bare skulle vise bønderne og så gav de soldaterne den mad de havde behov. Det var så lidt mere kompliceret i den virkelige verden. Det var så at sige i alle sogne, der blev plyndret løs og det var det, der gav det endelig nådestød til, at egnens godser og herregårde endegyldigt måtte dreje nøglen om.
I nord lå Juellingsholm i Sdr. Omme sogn. Bestyreren Jens Lassen skriver i perioden 1657-1660 til regeringen i København. Ødelæggelserne er betragtelige i det tyndtbefolkede sogn. I Filskov området blev der taget 9 fuldvoksne heste, 3 okser, 70 får, to vogne med fire heste for og så det løse når strejfende lejesoldater følte en nagende sult, og den skulle stilles. I Sdr. Omme området var det lige så alvorligt. I Lille Brande 6 heste, Omvrå 3 heste, Østerby 6 heste og to okser, Bøvl 12 heste, Kirkeby 4 heste og i øvrige distrikter 17-18 heste og en håndfuld okser. Jens Lassen pointerede videre, at ud over indlogering af lejesoldater af alle slags, havde embedsmænd af alle slags også indlogeret sig på de lokale gårde. Og bønderne havde ikke rigtig set nogen kompensation af nogen art.
Desuden lå danske og svenske soldater i kortere eller længere tid i teltlejre på hele egnen. Foder til dyrene og mad til officererne skulle jo komme et sted fra. Smør, flæsk, fjerkræ, æg og honning blev jævnligt transporteret til lejrene. Omkring 1658 var der skifte, idet svenskerne ilede hjem mens polakker og brandenborgere indtog området. Og det gjorde kun ondt værre. Især polakkerne var hårdhændede ved den lokale befolkning. Specielt fordi det ved hjælp af danske stikkere at finde ud af, hvor egnens sølvtøj var gravet ned i jorden. Enkelte familier blev desuden i perioder jaget ud af deres gårde. Urup Herregårds sidste rest af sølvtøj blev fundet ved foden af nogle af egnens eneste træer nær Urup Mose.
I Hejnsvig sogn gik det også hårdt for sig. Byen var vel på daværende tidspunkt den vigtigste her på egnen. Hejnsvig-borgerne var bestemt ikke tabt bag en vogn. Og når lejesoldaterne kom hærgende, tog lokalbefolkningen flugten til nogle sandbanker ved den nuværende Egebjerg Landevej. Sandbankerne ses stadig fra vejen. Vejen fra Hejnsvig til sandbankerne gik gennem moseområder som kun de lokale kendte. Det var derfor meget svært for fjenden at nå derud. Desuden var Hejnsvig-borgerne godt bevæbnede med geværer og stikvåben. Nogle borgere varskoede dem i sandbankerne når fjenden kom tæt på hvorefter de skånselsløst blev skudt ned.
Men en mand ved navn Peder Spillemand af Hejnsvig sogn havde givet et Svensk parti på otte ryttere underretning om beboerne, at de der opholdt sig. For lidt ussel mammon. Peder Spillemand ledte disse ryttere ud gennem mosen til dem, thi det var ellers umuligt, at nogen ubekendt kunne komme til dem for moser og moradser fra alle sider uden på dette sted, hvor der på hård jord kunne køre to vogne. Rytterne kom uforvarende og hastigt på bøndernes udsatte skildvagt, men skildvagten skød og råbte til dem i hytterne. De kom straks ud med deres bøsser, holdt på rytterne og fældede syv af rytterne med deres første salve. Den ottende ville have undveget, men de skød hesten under ham. Så dræbte bønderne også denne rytter endskønt han bad hjertelig om livet. Peder Spillemand var straks ved første angreb undløben, men fire til fem raske mænd hentede ham ind ved Søgaard. Der slog de ham ihjel og begravede ham i en sandbanke.
I Grindsted sogn stod der i en indberetning af 11. november 1660 til regeringen, at beboerne måtte aflevere 1014 rigsdaler, 37 tdr. korn, 40 læs proviant og endvidere måtte af med 44 heste, 65 stk. kvæg og 237 får, geder mm. Her tog også brandenborgerne sig af retterne. En enkelt kejserlig tysk ritmester fik alene 100 rigsdaler, 60 tdr. korn, 3 heste og så 2 tdr. øl. En polsk kongelig oberst fik 240 rigsdaler, 164 tdr. korn og det løse.
Sognets distrikter blev plyndret efter behov. I Karensminde området blev der taget 14 heste, 70 køer og mere en end 300 småkvæg. Lignende tal blev opgivet i Grindsted, Nollund, Eg, Loft, Jerrig, Horsbøl og Sønderby. Fra de sydligste egne af Slaugs Herred berettede den lokale præst Peder Christensen Marebæk fra Vorbasse kirke at egnen fra 1657 til 1660 var plyndret mere end 30 gange. Og på Vorbasse egnen var jorden ikke særlig god. Ja vel noget af det dårligste hele Danmark-Norge. Overfaldene var ret brutale. Alle beboere måtte flygte over hals og hoved. Konerne der lå i barselsengene måtte jo af logiske årsager blive liggende. Var det drengebørn blev de skånet, pigerne derimod måtte lade livet. I århundrederne efter blev der berettet om sabelhug i loftsbjælker og borde i enggårdene.
Omkring 1661 kom polakkerne tilbage, men de måtte gå tomhændet bort. Der var ikke flere dyr på egnen og ved pesten i 1659 var også befolkningen blevet halveret. Så det det pauvert område polakker og brandenborgere forlod for mere 360 år siden. Det tog egnen mere end to hundrede år at komme sig over denne hærgen. Efter 1660 blev hedeområder, der var blevet opdyrket atter erobret af lyngheden, derfor fandtes der kun sporadiske spor af opdyrkede landområder i den nuværende Billund Kommune.
