Et skridt tættere på målet: Grindsted Håndværker- og Industriforening donerer 50.000 kr. til nyt klokkespil i Grindsted Kirke

Foto: René Lind Gammelmark

Grindsted Håndværker- og Industriforening donerer 50.000 kr. til nyt klokkespil i Grindsted Kirke

Grindsted Sogns Menighedsråd har i en årrække indsamlet donationer til et nyt klokkespil i Grindsted Kirke, og den sag har Grindsted Håndværker- og Industriforening nu støttet med en donation på 50.000 kr.

Vi var ellers nået i mål med at samle pengene ind, men på grund af de stigende priser på blandt andet stål mangler vi stadig donationer for at sætte produktionen af klokkespillet i gang. Det bliver Nordens største klokkespil skriver Grindsted sogn i en pressemeddelelse.

”Vi i Grindsted Menighedsråd er rigtig glade for, at Grindsted Håndværker- og Industriforening har lyst til at bakke op om dette store kulturelle projekt og takker for den flotte donation. De økonomiske bidrag fra virksomheder og private betyder alt, da vi ikke må bruge skattekroner til projektet,” fortæller Lone Ovesen, formand for Grindsted Menighedsråd og fortsætter:

”Gennem donationen støtter foreningen op om at skabe en ny kunstnerisk og musikalsk oplevelse, som alle borgere i Grindsted får glæde af, når de smukke kaldeslag, kimninger og melodier lyder fra klokketårnet.”

Målet er, at støbningen af klokkerne kan bestilles inden Grindsted Kirkes 100-års jubilæum den 6. maj 2023, der bliver fejret med festival, koncerter og jubilæumsgudstjeneste.

Finn Lauridsen, formand for Grindsted Håndværker- og Industriforening, er også glad for at kunne støtte projektet:

”Her i foreningen har vi tidligere støttet vigtige initiativer og projekter, der bidrager til at udvikle både det kulturelle og sociale liv i lokalområdet. Vi er ikke i tvivl om, at Grindsted Kirke spiller en vigtig rolle ift. dette. Derudover er det en stor gave, at klokkespillet ikke kun vil kunne høres til kirkelige handlinger, men også til kulturdage og festuger. Vi er rigtig glade for, at vores donation kan bidrage til at nå målet om at få Nordens største klokkespil til Grindsted.”

Finn Lauridsen, formand for Grindsted Håndværker- og Industriforening og Lone Ovesen, Formand for Grindsted Menighedsråd -PR-Foto: Grindsted Sogn