Julemarked på Museumsgården Karensminde den 3. og 4. december

Julemanden delte karameller ud - Foto: René Lind Gammelmark

Den står på god, gammeldags juleidyl, historisk tradition og hyggeligt samvær på Mark | Billund Kommunes Museer, når Museumsgården Karensmindes ladeport lukkes op for et stemningsfyldt julemarked.

Duften af brændte mandler blander sig med duften af juletræer og pyntegrønt på gårdspladsen. Inde i Kaffestuen kan man nyde varm gløgg og æbleskiver, mens man hviler benene.

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

I museumsgårdens lade finder man en række boder med alt fra uldne varer, julepynt og kunsthåndværk i træ til honning, spegepølser og fisk. Her kan man også købe museets Karensminde Ale, der i samarbejde med Ikast Mikrobryg er brygget efter en original opskrift og ingredienser fra museumsgården. I vognporten har gæsterne mulighed for at vinde en dejlig adventsgave eller blot lidt selvforkælelse, når tombolaens mange gevinster skal uddeles.

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

I stuehuset er der pyntet smukt til jul med skinnende røde æbler, gran og den fine historiske julepynt. I køkkenet er der ild i det originale brændekomfur, hvor der koges og bages på ægte gammeldags manér.

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Der kan findes flere kreative aktiviteter, fx faciliterer Blumes blomsterbutik en spændende blomsterworkshop, hvor man kan få hjælp og vejledning til at lave smukke blomsterdekorationer. I udstillingsbygningen vil der være papirworkshop for store og små, ligesom der er arrangeret en sjov juleskattejagt for børn. Begge dage er det muligt at få en tur i Museumsgårdens gamle hestevogn, trukket af de flotte jyske heste. Det gamle lergulv i laden er for længst gjort klar til når julemanden kommer for at danse om juletræet med alle glade gæster skriver Museet i en pressemeddelelse.

Arkivfoto: René Lind Gammelmark

Gratis entré for børn og unge under 18. Entré for voksne er 65kr.