Oprindelig bragt på Netavisen Grindsted den 27. februar 2021.
Af Louis Bülow
Siden begyndelsen af 1980’erne har sygdommen AIDS kostet 35 millioner mennesker livet, og FN anslår, at et tilsvarende antal i dag er smittet med hiv. Det er senere lykkedes videnskaben at udvikle en effektiv behandling af den dødelige sygdom, og lægerne i de rige lande formår i dag at holde hiv i ave med medicin, og patienterne kan leve et nærmest normalt liv med sygdommen.
Allerede først i 1980’erne begyndte myter og skrækhistorier om aids at dukke op herhjemme for at gå i selvsving som bøssepesten, der var Guds straf over de homoseksuelle for et syndigt levned.
Også i Grindsted føg hverdagens homofobi med løs sladder og giftige fordomme over ligusterhæk, altaner og stokroser, sneg sig ind i alle afkroge og skabte grobund for et kynisk menneskesyn, der forflygtigede al anstændighed og socialt ansvar. I en tidsalder karrig med hjerte- og husrum og lavt til loftet blev der heller ikke hér levnet plads til dém, der skilte sig ud fra den ferske artighed.
Over hele verden skulle aids nærmest skabe paniske tilstande og ændre verdens seksualmoral for altid. En hel befolkningsgruppe blev sat uden for det gode selskab og nærmest lagt for had og forfølgelse. Udstødte som pariaer, beskyldt for at være roden til al ondskaben.
Herhjemme var ét af de tidligste ofre for den gådefulde sygdom en ung mand fra det vestjyske, der få måneder før sin død skulle give anledning til massiv medieomtale og trække store overskrifter ved at træde frem i en helsides avisartikel og advare andre homoseksuelle i skyggen af hiv og aids.
Mærket på liv og sjæl fandt den 29-årige Peter Bonde Madsen fra Grindsted modet til en sidste gang at råbe vagt i gevær, nedbryde tabuer og fordomme og sætte aids på datidens dagsorden. Med sin tragiske skæbnefortælling var han med til at skabe en følelsesladet debat omkring den dødelige sygdom, der gav genlyd over hele landet.
Peter Bonde Madsens gravsten på Søndre Kirkegård i Grindsted – Kilde: Torben Bank Sørensen
I det globale samfund skulle mordet på den berømte modedesigner Gianni Versace 10 år senere endnu engang rette verdens opmærksomhed mod århundredets mest frygtede sygdom.
Dengang kunne man på direkte TV i USA følge den unge Andrew Cunanans hævntogt rettet mod fem gamle venner, som han mistænkte for at have smittet ham med den dødelige aids. Blandt dem var Gianni Versace.
Andrew Cunanan havde i februar 1997 opsøgt et Aids-Center i San Diego i Californien, hvor han var gået amok på kontoret, fyldt af raseri og afmagt: “Jeg skal nok finde ud af, hvem der er skyld i det her – jeg skal nok få fat i dem …”
Op til mordet på Versace var Cunanan genstand for én af de mest omfattende menneskejagter i USA`s historie, hvor hele nationen med stive øjne og tilbageholdt åndedræt kunne følge hans blodige odyssé tværs igennem staterne – og dét på første parket.
Efter det femte og sidste mord – drabet på Versace – iværksatte FBI en omfattende menneskejagt over hele USA, sporede Cunanan til en husbåd i Miami Beach og fandt liget af Cunanan, der kun få minutter forinden havde taget sit eget liv.
Allerede i 1982 blev det første tilfælde af hiv og aids-smitte konstateret blandt bløderpatienter i USA, og i Danmark var scenen sat for Bløderskandalen – århundredets største menneskelige tragedie herhjemme.
Dengang i 1980’erne ryddede tragedien alle medieforsider og nyhedsflader og trak de helt store overskrifter – BT: AIDS i donorblod: Vi kan alle blive smittede og Ekstra Bladet: Læger sprøjtede AIDS ind i døende.
For tid og evighed en skandale uden fortilfælde og en skamplet i dansk samfundshistorie med en Sundhedsstyrelse, der sov, medicinalproducenter, der ville tjene penge og en indenrigsminister, der ville spare.
I de år blev 91 danske bløderpatienter smittet med dødelig hiv-virus, da deres livsnødvendige donorblod blev inficeret. Vi taler ikke om anonyme tal i en tør og kedelig statistik – vi taler om unikke og værdifulde menneskeskæbner, der nu kun havde barske lidelser og død at se frem til.
Som et af disse uskyldige ofre for bløderskandalen skulle den dødsmærkede unge mand Freddy Gregersen fra Hejnsvig gøre en forskel i det godes tjeneste. Kun få måneder før sin død gik han i sultestrejke som et sidste desperat forsøg på at råbe de ansvarlige myndigheder op. Han engagerede sig lige til det sidste i blødernes kamp for at få placeret et ansvar for århundredets tragedie.
Freddy i Hejnsvig i 1950’erne – Kilde: Privatfoto
Da det stod klart, at bløder-patienters faktormedicin og donorblod kunne være smittebærende, slog Danmarks Bløderforening katastrofealarm. Man pressede på for at få sundhedsmyndighederne til at stille krav om screenet og varmebehandlet blod, der var garanteret fri for hiv-virus, men der blev truffet dén beslutning, at det skulle der ikke ofres penge på.
- De kan rende og hoppe …”
Den rappe bemærkning skrev den ansvarlige minister Britta Schall Holberg dengang med kuglepen i margenen på Bløderforeningens ansøgning om bevilling af penge til at sikre rene blodpræparater. Hun havde tidligere i Politiken givet udtryk for, at hun ikke fandt aids i Danmark alarmerende og fandt det ikke nødvendigt, at regeringen brugte flere ressourcer på en forebyggende indsats.
Alt for sent reagerede danske myndigheder med at indføre krav om sikring af bløderpatienternes donorblod. Først med lig på bordet blev de nødvendige midler bevilget, og pr. 1. januar 1986 fik bløderne adgang til varmebehandlet faktorblod, ligesom blodet skulle screenes for hiv – dermed skulle faktorpræparaterne være dobbeltsikrede.
Det skulle senere blive afsløret, at Sundhedsstyrelsen, Statens Seruminstitut og medicinalfirmaet Nordisk Gentofte havde indgået en hemmelig aftale om at opbruge et gammelt restlager af ikke-screenet faktorblod, uden at læger og patienter var vidende om det. Heller ikke ministeren eller Folketinget var vidende om det.
En aftale, der skulle få den tragiske konsekvens, at endnu en bløder – den sidste – blev smittet med hiv via sin faktormedicin i 1986/87 – selv om blodpræparaterne på det tidspunkt blev set som helt sikre.
Tre årtier senere talte Britta Schall Holberg ved et grundlovsmøde i Odense. Kun den ydmyge nonnedragt manglede, da den tidligere indenrigsminister som vor tids Moder Teresa med patos og varmt engagement forkyndte sit budskab om medmenneskelighed og om det at være menneske:
– I dag handler det alt for meget om økonomi og penge, og for lidt om mennesker …”
