Kai’s Corner: En historie fra Grindsted station – 2.del

Af Kai Bayer

Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion. 

Jeg tror, han blev lidt skuffet, da han så, at jeg ikke havde alderen til selv at have oplevet den rigtige jernbanetid i Grindsted, men han skjulte det godt. “Kom indenfor”, sagde han gæstfrit.

Og jeg kom ind i en rigtig gammelmandsstue. Med nøddetræsmøbler, bornholmerur og mange land-skabsbilleder på væggen- og alle familiebillederne. Midt i det hele, stationen i Grindsted med alle de ansatte ude på perronen under uret.

“Ja, det sted kender du nok,” sagde han og satte sig ned. “Billedet blev taget for næsten  60 år siden. Den 13 november 1934 holdt Dansk Jernbaneforening 35 års jubilæumsfest, og derfor blev alle de ansatte inklusive Jespersen, vores stationsforstander, fotograferet ude på perronen”.

 

Med et mindre suk satte han sig ned i en dyb lænestol og strakte en arm ud mod en stol lige overfor.  ”Tillykke med dagen imorgen”, sagde jeg til ham, og han nikkede. “Tak, tak, men det er jo ikke just en rund dag, man praler med”, svarede han og fortsatte: “Nå, så du kommer fra Grindsted. Ja, jeg har ikke været der i… lad mig se….”

Mens han sank hen i tanker, regnede jeg efter og gættede højt: ” knap 60 år måske”. Det gav et lille gib i ham, og han mumlede et eller andet, jeg ikke kunne høre.

Så bad han mig hente en flaske med portvin i glasskabet overfor lænestolen. Og to glas. Og hvis jeg ville skænke op…

Foto: René Lind Gammelmark