Kai’s Corner: En historie fra Grindsted station – 3. del

Af Kai Bayer

Her på Netavisen Grindsted har vi lavet en aftale med Kai Bayer, der for en del tid siden skrev en novelle om en speciel oplevelse på Grindsted Station. Alle de historiske oplysninger om dagligdagen i Grindsted dengang har han forsket i , så de skulle være korrekte – resten af historien er fiktion. 

 

Det var, som om Johannes Jørgensen havde ventet mit besøg. Uden at sige noget nippede han til portvinen, kiggede på mig og begyndte så at fortælle, mens de første af bornholmerurets elleve slag forvandlede sig til strækningsklokkens klemt på Grindsted station på perronen under uret i efteråret 1934.

 

Jeg kom til Grindsted i sommeren 1934. Det var et spændende år. Alle snakkede om det, der skete i Tyskland og hvad det kunne ende med. Min far arbejdede også ved DSB. Jeg er født i Aabenraa i Sønderjylland, og her var min far ansat på stationen. Endestationen for banen til Rødekro. Men selv om stationen var lille, var der nok at lave.

Da jeg blev født, var Sønderjylland endnu tysk. Men inden jeg skulle i skole, kom afstemningen og resultatet er historie.

 

Min far skaffede mig et arbejde som bydreng på stationen i Aabenraa, og da jeg var 16 år gammel, kom jeg i lære som stationsarbejder. Det var jeg i 4 år, så var jeg udlært og så ville jeg væk, prøve noget andet.

Det var en ren tilfældighed, der fik mig til Grindsted. En af lokomotivførerne fortalte om den utroligt store station i den lille by midt på heden. Den ville jeg se. Så jeg søgte en ledig assistentstilling ved stationen i Grindsted, og fik en afløserassistentstilling. Flyttede ind i et værelse oppe under taget, hvor jeg kunne bo, indtil jeg fandt noget bedre, og begyndte så ellers at arbejde på stationen fra den 1. juli 1934.

 

Det var en stor station i forhold til byen. Men det var en utroligt spændende arbejdsplads, for der var privatbanen til Kolding og Troldhede, privatbanen til Billund og Vejle, der var privatbanen til Varde og endelig var der statsbanen til Brande og til Bramming. Det betød travlhed døgnet rundt, og det var lige noget for mig.

Foto: René Lind Gammelmark